Lær af fortidens fejltrin – drop lægeskole nr. fire

Akkrediteringsrådet har nu behandlet og godkendt Aalborg Universitets ansøgning om en medicinsk kandidatuddannelse, og sagen ligger i Charlotte Sahl-Madsens forskningsministerium til endelig afgørelse med input fra Bertel Haarder i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Mange af os med gråt hår – inklusive Bertel Haarder – husker nok konsekvenserne af indgrebene i lægeuddannelsen efter 1981, og Dansk Medicinsk Selskab (DMS) håber, at Bertel Haarder vil fortælle Charlotte Sahl-Madsen om de dyrekøbte erfaringer fra årene efter 1981, hvor en nedskæring i antallet af studerende betød lægemangel i mange år efter.

Det ville være meget uklogt at gøre nøjagtig samme type fejltagelse med omvendt fortegn – nemlig at udvide uddannelseskapaciteten langt mere, end der er behov for.

Sagen skal ses i sammenhæng med, at det i februar 2009 blev besluttet at øge antallet af studiepladser på de medicinske fakulteter med 200 årligt til i alt 1.400. Begrundelsen for forøgelsen var bl.a. den meget omtalte ’speciallægemangel’.

En af de væsentlige begrundelser for at oprette en lægeskole i Aalborg er ligeledes en (lokal) speciallægemangel.

DMS kan imidlertid ikke anbefale, at man søger at løse den nuværende speciallægemangel ved at oprette en fjerde lægeskole. Den allerede iværksatte øgning af antallet af lægestuderende ser ud til at kunne dække behovet om ca. ti år.

Øger man antallet af læger yderligere, producerer vi blot læger til arbejdsløshed. Det vil ikke være til gavn for samfundsøkonomien eller forbedre patientbehandlingen.

At etablere nye institutter for anatomi, biokemi, fysiologi osv. fra grunden i et nyt sundhedsvidenskabeligt fakultet ved Aalborg Universitet er en meget omfattende opgave. Det gøres ikke blot med et pennestrøg i et ministerium. Det tager mange år at få sådanne institutter op på et tilstrækkeligt niveau såvel fagligtsom strukturelt.

Det kan godt være, at nyansatte lærere ved Aalborg Universitet kan læse de samme bøger som de studerende og holde forelæsninger og gennemføre eksaminer, men det varer lang tid, før disse aktiviteter kan finde sted på et forskningsbaseret niveau.

Alt dette betyder, at det ville tage mere end ti år, før kvaliteten i uddannelsen på et nyt medicinsk fakultet er i orden.

Den alternative løsning, at gå på strandhugst efter lærer- og forskerkræfter ved de eksisterende fakulteter, har vi også svært ved at se den samfundsmæssige gevinst ved – mængden af ekspertise på landsplan vil være den samme – men at smøre den meget tyndt ud kan ikke være til gavn for kvaliteten nogen steder.

Det har i flere år været et mantra at samle kræfterne for at få større og mere effektive – og billigere – forskningsinstitutioner med tilhørende uddannelsespladser.

Det giver god mening.

Hvorfor gå et betydeligt skridt i den forkerte retning i en tid, hvor Danmark har brug for at kunne bevare sin plads i verdenseliten inden for uddannelse, forskning – og i sidste ende patientbehandlingen?

DMS vil derfor opfordre videnskabsministeren til at have fortidens erfaringer in mente, når den store beslutning om en fjerde lægeuddannelse skal tages. Det er nemt at skrue op for blusset, men det kan vise sig at være meget svært at regulere temperaturen til et passende niveau sidenhen.