Danmark investerer mindre i sundhed end sine naboer

Det er en forblindende illusion, at de siddende danske regeringer har investeret relativt meget i det danske sundhedsvæsen de seneste tre årtier. Beregninger foretaget af sundhedsøkonom Jes Søgaard, Dansk Sundhedsinstitut, viser, at de danske sundhedsinvesteringer har lidt af et næsten kronisk efterslæb på 10 pct. i forhold til andre vesteuropæiske lande.

Det spænder ben for indsatsen mod social ulighed i sundhed, konkluderer Jes Søgaard i et kapitel til Dagens Medicins debatbog ’Den tunge ende’, som udkommer i dag.

De officielle tal fra Sundhedsministeriet giver det indtryk, at man i Danmark investerer ca. 10 pct. mere i sundhedsvæsenet end mange nabolande, men ifølge Jes Søgaard er tallene misvisende, fordi man i Danmark definerer alle udgifter til pleje i den sociale sektor som sundhedsudgifter, mens nabolandene kun inddrager de medicinske udgifter til pleje.

»Engang i 1990’erne blev man træt af at høre om for få ressourcer til sundhedsvæsenet og ændrede praksis. Man besluttede at definere de sociale plejeudgifter som sundhedsudgifter og lagde med et snuptag 20-25 mia. kr. oven i i de investeringer, man tidligere definerede som sundhedsudgifter. Det var god spin, men en illusion,« siger Jes Søgaard.

Trækker man disse mange milliarder fra, får man et helt andet indtryk af de danske investeringer i sundhedsvæsenet, viser Jes Søgaards beregninger. De gennemsnitlige sundhedsudgifter pr. indbygger pr. år er 25.464 kr. i de nordvesteuropæiske lande, mens det tilsvarende tal i Danmark er 22.930 kr. Af de vesteuropæiske lande bruger kun Finland færre penge pr. indbygger på sundhed end Danmark – i konkrete tal giver det et dansk efterslæb i forhold til gennemsnittet på 14 mia. kr. årligt, konkluderer Jes Søgaard.

Socialt svag sorteper
»Kapaciteten i det danske sundhedsvæsen er ca. 10 pct. mindre end andre landes. Indtil for seks-syv år siden har vi kunnet håndtere det, fordi politikerne accepterede at bruge ventelister som middel til at udjævne tidsmæssige udsving i behandlingsbehov, og fordi man accepterede et meget planlagt forbrug af ressourcerne. Men nu kan man ikke tilgodese de behov, som er forårsaget af en ændring til et efterspørgselsstyret sundhedsvæsen. Gruppen af socialt svage bliver sorteper i sådan en udvikling,« siger Jes Søgaard.

Han forklarer, at alles kamp mod alle bliver hårdere, jo mindre kapacitet der er til rådighed. Selvom det danske samfund på indkomst er meget lige sammenlignet med andre lande, så opstår ulighederne stadig i det offentlige sundhedsvæsen – blandt andet fordi læger og sygeplejersker ikke har tid til at hjælpe de svagere borgere, og fordi de socialt dårligere stillede borgere i mindre grad har ressourcer til at indgå i kampen om behandlingstilbud, mener Jes Søgaard.

Første skridt til at formindske den sociale ulighed i sundhed er ifølge Jes Søgaard, at politikerne erkender, at investeringerne ikke modsvarer de ambitioner, man har på sundhedsområdet.

»Man kan jo ikke fikse dette problem med det samme, men det ville hjælpe, hvis politikerne tog udgangspunkt i den reelle kapacitet, der er til rådighed i sundhedsvæsenet, i stedet for udelukkende at bombardere personalet med, at de ikke gør det godt nok,« siger Jes Søgaard.