Ringe rehabiliteringstilbud til kræftpatienter

Det står skidt til med rehabiliteringstilbud til de mange tusinde danskere, der lever med de ofte alvorlige eftervirkninger af deres kræftsygdom.

Lægerne interesserer sig sjældent for rehabilitering, og de fleste kommuner kan hverken magte eller overskue opgaven. Det mener Christoffer Johansen, professor ved Syddansk Universitet i netop rehabilitering af kræftpatienter. Han er også leder af afdelingen for psykosocial kræftforskning hos Kræftens Bekæmpelse.

Uden prestige
»Lægerne mener ikke, at de skader og senfølger, som opstår som en kombination af behandling og sygdom, er interessante at beskæftige sig med fagligt. Der er ingen prestige i at arbejde med rehabilitering – heller ikke på kræftområdet. Tilsvarende er kræftpakkerne tænkt som et akut tilbud. De er ikke designet til at håndtere patienternes fysiske, sociale og psykologiske problemer,« mener Christoffer Johansen.

Kvaliteten af rehabiliteringsindsatsen over for kræftpatienterne har med den bebudede Kræftplan III fået ny interesse. En markant forbedring af rehabiliteringstilbuddene til kræftpatienter har længe været på listen over de elementer, som Kræftplan III skal forholde sig til. Og en øget støtte til de mange kræftpatienter, der er færdigbehandlede på sygehusene, forventes også at blive en del af den kommende nye kræftplan. Rehabiliteringstilbud til kræftpatienter har i snart tre år været en kommunal opgave, og Kræftstyregruppen skal i deres arbejde med Kræftplan III drøfte, hvordan kommunerne bedst kan styrkes til at varetage opgaven. Det er også hårdt tiltrængt, mener Christoffer Johansen.

»Det er kun ganske få kommuner, som har arbejdet målrettet med rehabilitering af kræftpatienter. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke magter det. Opgaven er enorm, især for de mindre kommuner. Nogle få store kommuner har ressourcerne til at tilbyde et acceptabelt rehabiliteringstilbud, de mindre er nødt til at slå sig sammen og oprette centre for at kunne løfte opgaven,« siger Christoffer Johansen. Når han beskriver den kommunale opgave med rehabilitering af kræftpatienter som ’enorm’, skyldes det især, at den enkelte kommune – ud over en lang række sociale problemer - skal kunne håndtere en bred variation af behov for hjælp hos kræftpatienterne og hos borgere med andre kroniske sygdomme.

»Kommunerne skal kunne håndtere den depressive, inkontinente og impotente mand med prostatakræft, og kvinden med brystkræft, der slås med lymfeødem, bivirkninger efter kemoterapi og eftervirkningerne af stråleskader. Min pointe er, at det kan de færreste kommuner. Hvis rehabiliteringsindsatsen skal være meningsfuld, skal kommunerne gå sammen og oprette centre med større ekspertise. Gerne med vejledning fra og i samarbejde med regionerne,« mener Christoffer Johansen.

Opnå lighed med ulige tilbud
Flere end 250.000 danskere lever med følgerne af deres kræftsygdom, 250.000 mennesker, der formodentlig alle på forskellig vis har haft eller har behov for rehabilitering. Christoffer Johansen mener dog, at det er en fejl at holde fast i den tankegang, at samtlige kræft-overlevere skal have lige adgang til rehabilitering.

»Det første og måske væsentligste skridt til at forbedre rehabiliteringsindsatsen er, at vi skal differentiere indsatsen. Vi skal vedkende os, at vi er nødt til at behandle ulige for at opnå lighed. Den lægefaglige model passer bedst til de ressourcestærke og veluddannede patienter, der er i stand til at forstå, hvad lægen snakker om, og læse mange forskellige former for skriftligt materiale. De skal naturligvis også have en eller anden form for tilbud om rehabilitering, men vi skal koncentrere indsatsen om højst 40-50 pct. af kræftoverleverne, der er særligt hårdt belastede af konkurrerende sygdomme som diabetes, hjerte-kar-sygdomme, gigt etc., som kan have betydning for, hvordan de klarer sig på længere sigt,« siger Christoffer Johansen.

En del af denne indsats skal ske på sygehusene, en anden del i kommunalt regi. Christoffer Johansen mener, at man kunne overveje en ulige fordeling af ressourcerne, der i dag anvendes til de hundredtusinder ambulante kræftkontroller. Dermed kunne den specialiserede rehabiliteringsindsats målrettes kræftoverlevere, der opfylder kriterier, som tager udgangspunkt i sociale vilkår. Men før det sættes i værk, er det nødvendigt at udvikle screeningsværktøjer, som kan definere rehabiliteringsbehovene, mener Christoffer Johansen.