Tillidsbrud

Ikke desto mindre har nævnet for nylig givet alvorlig kritik til en læge for at have videregivet fortrolige oplysninger og udarbejdet en kritisabel lægeerklæring. Sagens alvor understreges af, at afgørelsen vil blive offentliggjort med navns nævnelse.

Sagen drejer sig om en lægeerklæring udarbejdet af psykiatrisk overlæge vedrørende en asylansøger, som var blevet indlagt efter et selvmordsforsøg. Da asylansøgeren stod over for udvisning, bad politiet om at få lægelige oplysninger om patientens tilstand, så man kunne vurdere, om det var forsvarligt at gennemføre udsendelsen.

I erklæringen fastslår overlægen, at der ikke har været mistanke om selvmordsfarlighed, og at selvmordstruslerne ikke er relateret til en psykisk lidelse, men en reaktion på udvisningen og udtryk for patientens personlighedsstruktur.

Det fremgår af sagen, at patienten havde været tvangstilbageholdt et par dage før udskrivelsen. og at udsendelsen blev effektueret få dage efter. Ifølge journalen var tvangstilbageholdelsen begrundet i, at patienten blev vurderet som selvmordstruet.

Et eller andet er gået helt galt i denne triste sag. For hvordan i alverden kan en sundhedsperson uden patientens viden og samtykke udlevere helbredsoplysninger til politiet, uden at alarmklokkerne ringer? Og hvorfor giver indholdet i lægeerklæringen ikke et retvisende billede af journalens oplysninger om patientens adfærd og tilstand?

Tillid og fortrolighed er nogle af de vigtigste og helt grundlæggende principper i forholdet mellem patient og sundhedsvæsenet. Patienter bør kunne have fuldstændig tillid til, at sundhedspersonalet har deres sundhedsmæssige ve og vel for øje og ikke er optaget af at udføre socialforvaltningens, politiets eller andre myndigheders arbejde.

Derfor plejer sundhedspersonalet også refleksmæssigt at være på vagt, når andre myndigheder beder om patientoplysninger; ikke mindst når anmodningen kommer fra politiet. Desværre har der været andre sager, hvor dette beredskab ikke har virket i forhold til asylansøgende patienter, og derfor kan der være grund til at genopfriske et andet væsentligt princip; nemlig at alle patienter er ligeværdige, og at patienter med anden oprindelse har krav på den samme respekt og omsorg som danske patienter.

De myndigheder, som har behov for lægelige vurderinger, skal også kunne fæste lid til erklæringerne. Ellers risikerer man at træffe forkerte og ulovlige afgørelser og påføre uskyldige borgere krænkelser og tab. Derfor skal lægeerklæringer være faglige og objektive. Desværre efterlader den aktuelle sag det indtryk, at djøf’iseringen i sundhedsvæsenet kan komme så vidt, at personalet af egen drift overtager myndighedernes arbejde.