Hvert år får ca. 500 unge mellem 15-29 en kræftdiagnose, men hver femte føler ikke, at deres egen læge tog symptomer, der senere viste sig at være kræft, alvorligt.

Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Desuden har mere end hver 10. unge kræftpatient oplevet, at de skulle henvende sig op til fire gange hos egen læge, før de blev diagnosticeret med kræft.

Selvom flertallet bliver sendt videre til undersøgelse og behandling, første gang de går til lægen med symptomer, er der stadig en gruppe, som ikke hurtigt nok kommer i behandling, lyder det fra Henriette Lipczak, der er chef for kvalitet & patientsikkerhed i Kræftens Bekæmpelse og ansvarlig for den nye undersøgelse.

»Tidlig diagnostik og hurtig behandling er vigtig for alle kræftpatienter. Resultaterne fra denne undersøgelse skaber bekymring for, om der er nogle systematiske mangler, som gør, at de unge ikke henvises eller får deres diagnose i rette tid,« siger Henriette Lipczak i pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse.

Overlæge ph.d. Jette Ahrensberg forsker i kræft blandt børn og unge ved Center for Forskning i Cancerdiagnostik i Praksis ved Aarhus Universitet og er med i den gruppe af fagpersoner, der har været med til at udvikle den nye undersøgelse. Hun forklarer, at det er svært at diagnosticere kræft hos unge, hvis der kun er få eller uklare symptomer.

»En knude eller en forandring i et modermærke er klassiske alarmsymptomer og vil som oftest give anledning til yderligere undersøgelser og viderehenvisning allerede ved første lægekontakt. Det er som regel ikke her, vi ser problemer med forsinket diagnostik,« siger hun i pressemeddelelsen fra Kræftens Bekæmpelse og uddyber.

»Det er derimod anderledes, når symptomerne er uspecifikke, såsom for eksempel træthed eller smerter. Disse symptomer er ikke helt ualmindelige blandt unge, men skyldes i langt de fleste tilfælde noget andet end kræft. Men træthed og smerter kan være symptomer på kræftsygdom, og det skal vi selvfølgelig være opmærksomme på, selv om det er meget sjældent,« siger Jette Ahrensberg.

Hun tror, at rapporten kan være med til at sikre en bedre behandling af unge fremover.

»Jeg tror, at det vi i almen praksis kan lære af rapporten, er, at det er vigtigt, at den unge føler sig hørt og grundigt undersøgt i almen praksis, og at der er en klar og fælles dagsorden. Og så skal vi spænde sikkerhedsnettet ud under de unge, der har vage og uafklarede symptomer og sikre, at de kommer igen, hvis symptomerne fortsætter,« siger Jette Ahrensberg i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen ’At være ung og få kræft’ er den første danske undersøgelse blandt unge kræftramte og har til formål at afdække de unges behov og oplevelser før, under og efter sygdom og behandling.