Kristians Blog

Båndsløjfe

Spøjst, som moderne medier er begyndt at fungere.

TV-avisen har med daglige afsløringer dokumenteret, at Danmark er alt for lemfældig med at give udenlandske læger lov til at behandle danske patienter. Fra første færd var det en vindersag for pressen.

Den nye sundhedsminister Bertel Haarder (V) fik sin debut ved at erkende, at systemet ikke fungerer, og Sundhedsstyrelsens Jesper Fisker har også tilstået alt.

Men TV-avisen fortsætter med sine daglige afsløringer. De bliver troligt bragt. Lige så troligt beklager læger og hospitaler sig over tingenes tilstand – uagtet, at tingene jo bliver ændret. De selvsamme hospitaler slipper nådigt. Det er trods alt hospitalernes afdelinger, der ansætter lægerne, der ikke dur.

Selvfølgelig skal Sundhedsstyrelsen have procedurer, der sorterer elendighederne fra, men hospitalsafdelingernes ansættelsesprocedurer er da et mindst lige så stort problem.

Det skulle TV-avisen gå i gang med at undersøge i stedet for at genudsende kritikken af de centrale myndigheder.

Aalborg besat

Stolthed er en stor ting på sygehuse, og mange steder er den udsat for et frontalt angreb med den nye specialeplan.

Selv små ting får stor symbolsk betydning.

Aalborg Sygehus har vel accepteret at fungere i samarbejde med Aarhus Universitetshospital.

I den interne og eksterne kommunikation hedder det ’Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital’.

I specialeplanen har aalborgenserne fået en helt ny behandling. Nu hedder deres arbejdsplads AUH Aalborg, akkurat som det hedder AUH Skejby og AUH Århus Sygehus.

Aalborg Sygehus er altså ikke længere bare i samarbejde med Århus Universitetshospital. Aalborg er blevet en filial, et datterselskab.

En lille ting måske, men med stor betydning for moralen. Den slags burde Sundhedsstyrelsen gennemtænke bedre.

Ministerens ansvar

Det er ikke mange uger siden, at der fra denne plads i Dagens Medicin blev opfordret til at spise brød til, når det gælder fyringsrunderne på landets hospitaler.

Patienterne skal nok blive behandlet, og der er ingen grund til at gøre dem bekymrede.

Men på ét område må man medgive, at personalet har lov at være rasende: kræftområdet. Her kan sundhedsminister Jakob Axel Nielsen ikke påberåbe sig, at det er regionerne, der ikke har formået at styre deres sygehuse.

På kræftområdet har skiftende sundhedsministre – foruden skiftende statsministre – bestandig forlangt hurtigere og bedre behandling, så skidt med omkostningerne. N

u er det især de store kræftafdelinger, som skal fyre folk. Det er urimeligt, og den besked får Jakob Axel Nielsen også i et åbent brev fra kræftlægerne.

De er demotiverede – og sure. Man forstår dem godt.

Jakob Axel vandt på knockout

Debatten i DR2 onsdag aften – i primetime - blev en klar sejr for sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

Han var sjældent velfungerende, mens hans politiske modstandere anført af socialdemokraterne Vibeke Storm Rasmussen og Sophie Hæstorp Andersen – the odd couple - aldrig kom til at fungere.

Hensigten med det timelange debatprogram var ellers god nok. Nu skulle der undtagelsesvist gives plads til sundhedsdebatten foranlediget af sparerunderne på landets sygehuse.

Men debatten blev svært påvirket af, at værten Clement Kjærsgaard ikke orkede at lytte til nuancerne, og derfor blokerede han for mange indlæg. Det gik hårdt ud over Lægeforeningens interim-formand Yves Sales, der aldrig trængte igennem med sit synspunkt om at vende tilbage til de differentierede ventetider, som vi kendte fra perioden efter sygeplejerskestrejken.

Han fik heller ikke lov at afslutte sine sætninger, fordi tv-værten foretrækker at lytte til sig selv. På den måde var lægeformanden lovligt undskyldt

Men Yves Sales brændte nu heller ikke gennem. Overfor ham havde sundhedsministeren anderledes gennemslag med at afvise enhver form for forskelsbehandling. Mon ikke ministeren lige frem scorede mange point blandt vælgerne ved at fastholde at regeringen ikke er indstillet på at rokke en tøddel på ventetiderne.

At regeringens behandlingsgarantier reelt er umulige at leve op til, især under det aktuelle økonomisk regime med rammebevillinger, er en anden sag.

Ved siden af ministeren stod hovedstadsregionens formand, Vibeke Storm Rasmussen, og hun havde hele sin form imod sig. Hende skrigende facon egner sig ikke til en lødig debat.

Heller ikke socialdemokraternes sundhedspolitiske ordfører Sophie Hæstorp kom igennem med sine argumenter, der jo ellers er gode nok: Balancen mellem de offentlige sygehuse og de private er ved at skride, sagde hun, og kom vistnok til at røbe, at den hemmeligholdte specialeplan fra Sundhedsstyrelsen vil favorisere privathospitalerne inden for fedmekirurgi. Men hun savnede energi denne aften. Det blev for tandløst i forhold til ministeren, der var fodret med råt kød.

Kom der noget ud af debatten? Ikke det mindste. Men det er dog en af de bedste og mest livlige sundhedsdebatter offentligheden har fået i mange år.

Med den ene hånd fyrer man sygehuspersonale, med den anden uddeler man først skattelettelser til danskere, der ikke har brug for dem, og som egentlig hellere vil bruge pengene på at forbedre indsatsen på sundhedsområdet (det var de konservatives fortjeneste).

Dernæst forærede regeringen et afsindigt milliardbeløb til landets store banker (det var også Lene Espersens projekt). Det var ganske vist nødvendigt, men det var bestemt ikke begavet ikke at forlange modydelser. Det fik man så ikke gjort.

Nu synes regeringen, at man skal forære SAS en halv mia. kr.

Medgivet, det er små-penge, men det er dog omkring halvdelen af, hvad sygehusene har brug for. Provokationen består i, at SAS er en død sild – i modsætning til sygehusene.

Når Lars Løkke Rasmussen burde være bekymret, så er det fordi meningsundersøgelser viser, at danskerne, og det gælder ganske særligt de borgerlige, gerne vil bruge flere penge på sundheden.

Hvorfor lytter den tidligere sundhedsminister ikke til signalerne?

Alt tyder på at danskerne ovenikøbet mener, at sundheden kan afgøre det næste Folketingsvalg, og man må sige at meningsmålingerne bekræfter det.

I takt med at regeringen svækker sundhedsområdet på bekostning af skattelettelser, bankernes aktionærer og forretningsmændenes flyselskab så falder tilslutningen til Løkkes projekt.

Denne regering har simpelt hen ikke styr på prioriteringerne.

Så kære minister - handl nu - og red sundhedsvæsenets sjæl

Kræftlægerne i Danmark er i oprør – og det er en underdrivelse.

De er fortørnede over besparelserne, som i disse dage og uger trækkes ned over de danske sygehuse, og som sundhedsminister Jakob Axel Nielsen fralægger sig ethvert ansvar for. Han mener, at fyringsrunderne skyldes dårlig økonomistyring på sygehusene og i regionerne.

Det har ført til budgetoverskridelser, og det er dem hospitalerne er tvunget til at spare sig ud af.

Kræftlægerne er uenige, og man kan sandelig godt forstå dem, når man tænker på, hvad politikerne har forlangt af resultater på kræftområdet. For slet ikke at tale om, hvor meget politisk plat, der er slået på kræftområdet.

Regeringen har rent ud sagt tigget og bedt kræftlægerne om at skabe forbedringer. Nu straffes kræftområdet så for at behandle flere patienter tidligere og bedre.

I forgangne uge var ministeren vært for en stort anlagt kræftkonference med flere højtestimerede talere. Forinden småskændtes kræftlægerne om de skulle boykotte arrangementet. Men de besindede sig og dukkede op, om end temmelig få. De fine internationale talere har nok undret sig en del over det beskedne fremmøde.

I stedet for at boykotte arrangementet havde kræftlægerne en protestskrivelse med sig. Den blev stilfærdigt overrakt til ministeren på konferencen. Så kunne han læse den, når lejligheden bød sig.

Han er næppe blevet voldsomt foruroliget. Protesten er et skoleeksempel på diplomati.

Kritikken er kontrolleret. Man kunne næsten få det indtryk at kræftlægerne bare er småsure. Det er dog ingenlunde tilfældet.

Henvendelsen afsluttes således: » Vi har nu (med dette brev, red.) muligheden for at informere vor minister - men den generelle situation er blevet ganske betydeligt forværret - blandt andet på grund af en stigende demotivation blandt kollegaerne. I den aktuelle situation er det ikke værdigt, at regeringen næsten per automatik understreger, at det er Danske Regioners ansvar og problem at drive sygehusvæsenet. Nej - det er basalt set et problem for patienterne. Så kære minister - handl nu - og red sundhedsvæsenets sjæl.«

Det er overraskende ord i en ministerhenvendelse. De burde gøre indtryk på ”vores minister”, og måske især hans forgænger, vores nuværende statsminister. Det var ham, der bakkede op om kræftlægernes projekt (og siden gjorde det til sit eget), og som i den grad satte skub i en helt ekstraordinær opgradering af kræftindsatsen i Danmark. Men han havde lægerne bag sig.

I første omgang fulgte pengene med, men siden er bevillingerne skrumpet, og nu straffes kræftområdet direkte.

Netop på kræftområdet har alle leveret varen, og meget, meget mere. Netop her skulle sygehusene behandle stadigt flere patienter, stadigt tidligere og med kortest tænkelige ventetider og stadigt mere effektivt. Det har der aldrig været tvivl om. Her er der ingen, der har råbt op om at man skulle holde sig inden for rammerne.

Politikerne har tværtimod foræret kræftområdet nyt udstyr og gennemgribende screeningsprogrammer som har været designet til at opspore kræft tidligere med henblik på at få endnu flere patienter i behandling hurtigere end før. Alle signaler fra politikerne, også ministeren, har peget i en eneste retning: Fyr den af, få flest mulig i behandling. Forlæng kræftpatienternes liv.

Signalerne er blevet fulgt. Der er blevet arbejdet, og arbejdet og arbejdet – og overarbejdet - i kræftafdelingerne for at opnå forbedringerne. Det er denne indsats som nu straffes mærkbart.

Hvis sundhedsministeren i fremtiden skal overbevise sundhedssektoren om, at den skal løbe hurtigere for at forbedre danskernes sundhedstilstand, så er det vigtigt, at han lander finansieringen af kræftområdet i Danmark på den rigtige måde. Han kan ikke med sin hæderlighed i behold påstå at regeringen ikke har forlangt massive forbedringer – uden forbehold – på kræftområdet.

På kræftområdet (og måske også andre områder) har regeringen altså ansvaret for budgetoverskridelserne. Det er en kendsgerning. Det er altså ikke regionerne, og det er slet ikke sygehusene. Nej, det er jer, Jakob Axel Nielsen.

Derfor bør regeringen betale for den særlige merproduktion på kræftområdet. De andre patienter skal vel ikke straffes for regeringens massive satsning på kræftområdet.

Derfor: ”handl nu - og red sundhedsvæsenets sjæl.”

Ikke mit bord

Der findes snart ikke en eneste levende sjæl som ikke mener at den stakkels sundhedssektor burde frigøres fra kravet om at levere en måneds ventetid uansat hvad.

Senest var det budskabet fra Lægeforeningens midlertidige formand, Yves Sales, og direktøren for DSI, Jes Søgaard i en debat i Deadline på DR2.

Men sundhedsministere Jakob Axel Nielsen var prompte med sit svar:

»Jeg vil ikke være med til at forringe vilkårene for patienter i Danmark.«

Det fik han lov at sige uimodsagt.

Hvad så med fyringerne, kunne man have spurgt. Bare et eksempel.

Men det er måske ikke ministerens bord?

Vi skal (også) bruge din hjælp

Der er lang vej endnu, når det gælder om at skabe lighed i sundheden i Danmark.

Kendsgerningen er, at sundhedssektoren ofte selv skaber ulighed – helt af sig selv. Hvorfor skal de højest råbende og mest ressourcestærke have bedre behandling end andre?

Hvorfor finder vi os i, at borgere i visse egne af landet skal have langt højere dødelighed end borgere andre steder?

Hvorfor skal hele befolkningsgrupper spises af med væsentlig dårligere sundhedsydelser.

Der er pinligheder overalt. Men der er også lyspunkter, og til dem indstifter Dagens Medicin en lighedspris, der skal uddeles til initiativer, der er med til at skabe lighed.

Men du skal hjælpe os. Du skal indstille eller gøre os opmærksom på projekter eller organisationer, der har gjort en forskel.

Send dem til os inden 1. marts. Læs mere her.
 

En mur af oplysninger

Danskerne forlanger flere informationer om deres praktiserende læge. Det fremgår af en undersøgelse, Forbrugerstyrelsen har fået analyseforetagendet Capacent til at foretage blandt 817 danskere.

Et klart flertal ønsker at vide, hvor lang tid den praktiserende læge har afsat til sine konsultationer. Mange danskere ønsker også besked, om den praktiserende læge har gennemgået efteruddannelse.

Men samtidig afslører undersøgelsen – og det er langt mere interessant – at forsvindende få danskere er klar over at de faktisk kan finde ud af en hel del om deres familielæge, hvis de opsøger sundhedssitet over dem alle, selveste sundhed.dk.

Men under halvdelen af de adspurgte kender den ambitiøse web-portal for sundheden.

Man forstår det egentlig godt. Sundhed.dk er et gigantisk elektronisk pulterkammer, fyldt med støvede ubearbejdede publikationer, præsenteret i en labyrintisk uorden.

Der er gjort utrolig lidt for at hjælpe forudsætningsløse borgere frem til de oplysninger, de efterspørger.

Dette projekt trænger i den grad til en relancering.

Man burde spule sundhed.dk i gennem med en højtryksspuler, og hvorfor ikke starte med at invitere nogle patienter eller borgere ind i arbejdet.

I dag bestyres sundheds.dk af alt, hvad der kan krybe og gå myndigheder, organisationer og standspersoner i det danske sundhedsvæsen, blot ikke selve målgruppen.

Start dér.

Her går det godt, fru kammerherreinde

Fyringer på landets sygehuse har (heldigvis) bragt sindene i kog.

Foran Herlev var der fakkeltog med deltagelse af Helle Thorning (S) og Villy Søvndal (SF).

Siden kastede FOA, DSR og Yngre Læger sig i armene på hinanden i en harmdirrende henvendelse til sundhedsministeren. De giver regeringen det fulde ansvar for den traumatiske situation.

Siden har Overlægeforeningen opfordret ministeren til at iværksætte en uvildig undersøgelse af situationen.

Tonen er snart så militant, at man nærmest føler sig hensat til 1980’erne dramatiske arbejdsmarkedskampe.

Midt i denne kanontorden har Danske Regioners formand Bent Hansen (S) fremsendt sine forklaringer på hospitalernes økonomiske situation til Jakob Axel Nielsen og hans egentlige bagmand, finansministeren Claus Hjort Frederiksen.

Når man betænker Bent Hansens temperament, er tonen overraskende kontrolleret. Ja, medgiver regionsformanden, ”visse steder” fyres der folk, men det er kun naturligt, trods alt er det danske sundhedsvæsen en mastodont til omkring 100 mia. kr. om året., og det er åbenbart såre naturligt at der kan opstå udsving på de enkelte sygehuse.

Det må imidlertid ikke få nogen til at tro, at hospitalerne ikke fortsat har mangel på arbejdskraft, understreger Bent.

Bortset fra det, så går det godt, fru kammerherreinde.

Regionerne kan sagtens løse problemerne selv, forsikrer Bent Hansen, der ser frem til sommerens økonomiforhandlinger.

Alt tyder på at Bent Hansen har lagt sin strategi, og den handler om at få ro på bagperronen. Læg mærke til at de berørte regioner sidder musestille. Det kan kun være aftalt spil.

Regionerne har ikke brug for, at regeringen får indtryk at regionerne ikke har totalt styr på situationen. Det drejer sig om regionernes overlevelse.

Selv skrighalsen over dem alle, Vibeke Storm Rasmussen, er gået i flyverskjul, og det sker kun når hun enten er sat fra bestillingen, eller hvis hun har en revolver presset mod tindingen.

Eftersom hun jo netop er genindsat i embedet, må hun være presset til at holde kæft, indtil situationen er kommet under kontrol, og faklerne er slukkede.

Bliver formanden mon en kvinde?

For nærværende har Lægeforeningen – undskyld Yves Sales - næsten ingen formand. Men det skal der som bekendt laves om på, når foreningen holder sit repræsentantskabsmøde 1. april.

Men hvem pokker har formatet til jobbet? Hvor bliver kandidaterne af?

Indtil de officielt melder deres ankomst er vi tvunget til at gisne. Måske har PLO valgt sin kandidat. I hvert tilfælde har de praktiserende læger indstillet foreningens næstformand Peter Magnussen som nyt medlem af Lægeforeningens hovedbestyrelse.

Gør det ham til formandskandidat – eller er han bare stand-in for Yves eller Dupont. Mest sandynligt det sidste. Udnævnelsen fremgår af foreningens hjemmeside, og det er vel her man kan studere kommende kandidaters indledende manøvre.

Yngre Læger er vel favorit som formandsleverandør også denne gang. Måske er det forklaringen på, at Yngre Lægers forkvinde Lisbeth Lintz har fået sit portrætfoto på forsiden af hjemmesiden ved siden af et budskab om at regeringen forråder sin vision om at arbejde for et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Går hun kun efter Jakob Axels skalp - eller går hun også efter formandsposten? I givet fald foreningens første kvindelige formand. Det er meget spændende.

Regionerne rører på sig

Her gik mange sikkert og troede, at regionerne snart skulle afvikles. Men ikke hvis man studerer Dagens Medicins magtliste.

Den anføres af Lars Løkke Rasmussen (V), men straks efter suser regionernes førstemand, Bent Hansen (S), ind på andenpladsen helt uden smålig skelen til sin egen og regionernes fremtid.

Langt de fleste af regionsformændene er stemt ind på top 20.

Statsmagten, som de fleste har udset som arvtageren til regionerne på sundhedsområdet, letter ikke denne gang. Selveste ministeren kommer ind på 19. pladsen, og det er ærligt talt lidt uforståeligt.

Men der er dog lang vej op til regionernes topfolk.

Læg mærke til, at panelet, der står bag udpegningen af magtlisten, virkelig har forstand på tingene.

God tur, Arne og Jens

De økonomiske forudsætninger for flyruten mellem Tirstrup og Kastrup kommer til at skride i dette forår.

I slutningen af 2009 meddelte to af sundhedsverdenens store profiler, Arne Rolighed fra Kræftens Bekæmpelse og Jens Winther Jensen, formand for Lægeforeningen, at de stopper. Derfor bliver morgenflyveren fra Århus, hvor de begge kommer fra, mere tom – og mere kedelig.

Arne Rolighed er en af de vigtigste drivkræfter bag den kolossale dynamik kræftområdet er tilført de seneste år. Magen til succes for en patientforening skal man lede længe efter.

Jens Winthers resultater er ikke så synlige, men han formåede at menneskeliggøre Lægeforeningen. Fra at være en forening af teknokrater har foreningen fået et hjerte, der kan have barske meninger om Danmarks håndtering af svage patienter, og som kan udtale sig med temperament om f.eks. asylbørn.

Blanke afvisninger af lægers medansvar blev i hans tid til en velanbragt kritik overfor læger, der ikke lever op til forventningerne.

Bare Lægeforeningen kunne enes om at udpege en efterfølger med lige så stor sympati for det, det drejer sig om.

Typisk for de to påtager de sig vanskelige opgaver: Arne siger at han nu vil yde en indsats for de medicinske patienter; Jens skal være sundhedsdirektør for Region Nordjylland, og det er vel den vanskeligste opgave på sit felt.

Rolighed stopper til sommer, Winther trådte tilbage ved årsskiftet.

Flot Winter, men for sent

Befriende, at Lægeforeningens formand, Jens Winther Jensen, fik sat kritikerne af Gødstrup-planen på plads.

I en leder i Ugeskrift for Læger beskylder formanden, der er læge på Århus Sygehus, regionsformand Bent Hansen for at være for hastig til at åbne mulighed for at etablere døgnåben akutmodtagelse i Lemvig.

Det skete, da debatten om akutberedskabet stod på sit højeste, efter at Dansk Folkepartis Thulesen Dahl faldt hospitalsplanerne i ryggen.

Winther har ret (det har han ofte), men det er uambitiøst, at han kommer med sine begavede anbefalinger knap to uger efter regionsvalget snarere end før.

Dengang kunne det have haft betydning.

Hvor blev modet af?

Seruminstituttets hædersmand

Statens Serum Instituts Kåre Mølbak er en modig mand – og det har ført til et sandt amokløb af debatindlæg på Dagens Medicins hjemmeside.

I fuld offentlighed har Mølbak beskyldt visse læger for at miskreditere vaccinationsprogrammet i forbindelse med H1N1 influenzaen. Han sigter til læger, der offentligt har kritiseret vaccinens sikkerhed, og at den indeholder kviksølv.

Nu er ti danskere døde, alle i risikogruppen.

Måske har ofrene fravalgt vaccinen på grund af disse lægers kritik.

»Læger har sat spørgsmålstegn ved vaccinens sikkerhed. De har bl.a. peget på, at et konserveringsmiddel i vaccinen indeholder kviksølv, og at det kan være farligt. Det har formentlig gjort skade på den måde, at personer, der virkelig har haft brug for vaccinen, er blevet utrygge og har valgt den fra. Det er meget beklageligt, og de vaccineskeptiske læger bærer et stort ansvar.«

Det er Mølbaks budskab, og det skal her fra Dagens Medicin nyde størst tænkelig opbakning.

Det er pinligt, hvordan visse læger profilerer sig på at kritisere foranstaltninger, de rent ud sagt ikke har forstand på. Kritik er o.k., men den skal håndteres i de faglige miljøer.

Det er vanvid, ja, en leg med døden, at så mistillid til en vaccine på så tyndt et grundlag, i betragtning af at landets førende eksperter, bistået af deres internationale kollegaer, har godkendt vaccinen. Oven i købet kan den redde liv.

Hjælp med at finde ligheden

Åbenbart er brede kredse i den danske sundhedssektor overbevist om, at ligheden er (gen)indført i den danske sundhedssektor.

Det er ikke tilfældet.

Tværtimod har næsten alt, hvad sygehusene og sundhedssektoren laver, slagside. Det er pinligt, men sandt.

Derfor er der brug for at finde de gode eksempler på lighed, og derfor har Dagens Medicin stiftet Lighedsprisen, der skal hædre lighedsskabende initiativer i sundhedssektoren.

Send jeres indstillinger til dm@dagensmedicin.dk senest 1. maj 2010. 

Ih, hvor I gungrer

Først engagerede Lægeforeningen sig i klimadebatten. Formand Jens Winther Jensen gik lige frem forrest og engagerede sig internationalt i lægernes kamp for klimaet. Siden gik Lægeforeningen aktivt ind i Global Response 2010, en firedages international konfe¬rence på Københavns Universitet om voldelig konflikt og sundhed i januar 2010 arrangeret af Globale Læger. Senest har Lægeforeningen engageret sig i budskabet om, at Danmark skal bruge bruge penge på sund¬heden i Afghanistan og ikke alt muligt andet pjat. Det er utvivlsomt velment, men er tre internationale temaer for lægers faglige arbejde ikke i overkanten, når der er rigeligt at tage fat på herhjemme?

Sprækker i dæmningen

Seks danskere er indtil nu døde af influenza H1N1. Foreløbig har alle været i risikogruppen, og derfor er der endnu ro på bagperronen.

Der er ingen kritik af det danske pandemiberedskab. Men der er sprækker i dæmningen.

TV-aviserne bringer interviews med danskere på internationale topposter, der sætter spørgsmålstegn ved de danske beslutninger om svineinfluenza, hvad angår børn.

Betragt det som en advarsel om, hvad der er på vej, når den første dansker udenfor risikogruppen dør.

Er I klar, når det sker? Derinde i Sundhedsstyrelsen, Statens Seruminstitut, ministeriet og alle andre myndighedspersoner i sundhedssektoren.

Regionerne glemt

Regionerne betyder alverden – men ingen fulgte Vibeke, Bent, Carl, Ulla og konsorters valg på DR og TV2. Sundheden er ellers det helt store spørgsmål på danskernes dagsorden, men altså ikke i dækningen af kommunal- og regionsvalget. Regionsvalget udgjorde halvdelen af tirsdagens valggerning, men det respekterede hverken DR eller TV2, der ikke gad dække de regionale valg. De burde have en næse for deres indsats af deres chefer. Regionerne er dog en demokratisk institution. Men hvad hjælper det at klage? Problemet er jo, at regionspolitikerne ikke har kunnet bringe sig selv på dagsordenen. Det er deres problem, at deres regionrådsvalg druknede i kommunalvalget. Der skal gå fire år, før end regionerne igen har en chance for at profilere sig. Inden da skal politikerne formå at gøre deres valg interessant.

… med rette

Når man ser, hvordan regionerne har konstitueret sig, så giver det pludselig mening, at DR og TV2 fravalgte at følge regionsvalget. Næppe havde vælgerne nemlig sat deres krydser, førend partierne begyndte at gøre det stik modsatte af, hvad vælgerne havde forventning om. I Region Hovedstaden satte de borgerlige politikere alt ind på at blive kvit med Vibeke Storm Rasmussen, og det førte så til, at man måtte støtte en SF’er, der næppe har potentiale til den betroede post for regionsformand. Det blev så resultatet af at stemme på V, K og DF, en socialistisk nybegynder.