Kristians Blog

Så blev psykiatrien igen ydmyget

Så blev psykiatrien igen ydmyget. Byretten i Frederiksberg har afsagt dom i en sag om bæltefiksering af en 14-årig pige. I alt er det blevet 390 gange henover et år. Af dem har retten erklæret 286 for ulovlige. De involverede sygehuse er Bispebjerg og Glostrup. Det hele stod på, indtil pigens forældre fik hende overført til en særlig afdeling for hende, og fem dage efter var hun ude af bæltet.

Det hele står skrevet på Politikens forside, og der er ikke blevet plads til en eneste forklaring på, hvad der er foregået. Den eneste fra systemet, som udtaler sig er, Annette Gjerris, der er vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri.

Lederen af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup har ikke ønsket at udtale sig, »fordi hun ikke har læst dommen«, der ellers er en uge gammel.

Men der er ingen der har bedt om en udtalelse fra sagens indirekte dømte, nemlig psykiaterne. De tager deres tæsk uden at mugge. Ja, avisen har end ikke forsøgt at få en kommentar fra det kliniske personale, måske af ugidelighed, måske fordi journalisten har prøvet et utal af gange, uden at få et rigtigt svar. Hvem ved?

Men det er ikke i orden. Det er ikke tilfredsstillende, at ingen stiller op for psykiatrien, hverken i denne sag eller i alle de forudgående, hvoraf mange er oprullet i netop Politiken. At tie er altså det samme som at tilstå, og at tilstå det er altså det samme som at erkende, at man i bedste fald er doven og i værste fald, ond.

Det er hvad psykiatrien får ud af at holde mund.

Det er det billede der tegnes hos danskerne.

Hvordan kan man leve med det?

Medgivet, det er ikke en vindersag, når en ung kvinde er blevet bæltefiskeret intensivt i over et år. Men hvorfor kan psykiatrien ikke i det mindste mande sig op til at sige, at man i årevis og forgæves har bedt politikerne om midler til at etablere de rigtige løsninger til patienterne.

Den løsning, der reddede pigen ud af bæltet, har psykiatrien mig bekendt bedt om længe. Læs f.eks. dette debatindlæg fra Dagens Medicin.

Hvorfor byder Dansk Psykiatrisk Selskab ikke ind med nogle forklaringer. Hvorfor kommer dette selskab ikke sine medlemmer til undsætning. Er det fordi skildpadden ligger på ryggen.

I det mindst burde Lægeforeningen gøre en indsats. Hvordan kan foreningen sidde med hænderne i skødet, mens en stor gruppe af læger rutinemæssigt ydmyges af pressen. Mangler foreningen modet – eller indsigten.

Men nogen må protestere, eller får sagens egentlig skyldige eller i det mindste medskyldige, politikerne, for nemt spil.

'Kom så i gang.
 

Vælg sygeeksamen FADL

Med satanisk hurtighed har Højesteret skaffet plads i sin ellers travle kalender allerede til efteråret for at behandle sagen om den såkaldte 4-årsregel, som de medicinstuderendes forening, FADL, mener er i strid med Grundloven.

Det er et år tidligere end forventet, og dermed er det tæt på umuligt for foreningen at samle beviserne, der kan åbne domstolens øjne for reglens umenneskelighed. I efteråret 2009 tabte FADL i Landsretten. En af forklaringer var netop, at Landsretten ikke mente, at foreningen havde dokumenteret reglens skadelige virkninger. Derfor ankede FADL afgørelsen, fordi man anså det for muligt at skaffe beviserne, inden Højesteret kunne behandle sagen.

Det kan højst sandsynligt ikke lade sig gøre nu. Måske skulle de medicinstuderende lægge sig syge – og håbe på en reeksamination foran landets højeste dommere, når beviserne er indsamlede.

Maratonmanden

Sygehus Sønderjylland har præsteret, hvad de færreste magter for tiden:

Sygehuset har vendt underskud til overskud, og det har kostet økonomichef Thomas Maschoreck et dobbelt maratonløb fra Sønderborg til Vejle.

Da problemerne opstod, lovede han sygeplejerskerne, at han ville løbe hele vejen til regionshuset i Vejle med det glade budskab.

Det løfte har han nu måttet til at indfri, altså bortset, fra at han ikke længere er i form til en løbetur på 78 km.

I stedet kom turen til at foregå på rulleskøjter og løbehjul.

Nu afventer vi spændt, hvad andre sygehuse vil gøre, når de skal give besked om, at økonomien hænger i laser.

Skal de tage turen på tungen eller bøje sig ned og modtage et vældigt spark i bagdelen af Carl Holst?

Sker retfærdigheden fyldest?

Ofrene efter Omniscan-skandalen er på vej til at få en form for oprejsning.

Et flertal udenom regeringen planlægger at give dem samme behandling som i bløder-sagen.

Indtil videre har erstatningerne ligget på henved en halv mio. kr. i gennemsnit. Nyreforeningen er ikke tilfreds med det nuværende niveau, og det forstår man sandelig godt.

Disse ofre har fået deres liv ødelagt.

Hvis flertallet i Folketinget, bestående af oppositionen og DF, kommer i gennem med deres ønsker, mangler vi bare at den forsinkede advokatundersøgelse af statens rolle i skandalen når frem til klare konklusioner.

Hvis der for alvor er retfærdighed til, så får vi en rapport, der faktisk har mod til at skære gennem bortforklaringerne – og som udpeger hvad der er gået galt, og hvem der har lavet fejlene.

Ellers får vi aldrig rettet op på tingene, og så giver denne skandale slet ingen mening.

Revolutionen er lige om hjørnet

Overlægerne og de yngre læger har indladt sig på en livsfarlig leg. I denne uge er de gået sammen med sygeplejerskerne og FOA om et fælles udspil:

»Regeringen skal øjeblikkeligt stoppe produktivitetskravene til de sygehusansatte,« lyder det. Og »sygehusene skal have frihedsgrader til at sikre en optimal drift«.

Det lyder som proklamationer fra 1980’ernes arbejdskampe, når Lisbeth Lintz og Erik Kristensen hånd i hånd sætter magthaverne på plads.

De burde nu vælge deres kampe med omhu, og denne kamp, hvor velment den end er, rammer helt forkert.

Det ville også være klogt at vælge sine kampmetoder med omhu. Hvis man er formand i en af lægeforeningerne, så skal kritikken være veldokumenteret.

Man skal bruge de samme metoder, som læger er blevet oplært i at tro på, og så må de partnere, man vælger sig, være med på den metode. Dette initiativ og den udokumenterede retorik skader lægerne og deres sag.

Det omvandrende leksikon

Få er beskåret at have et omvandrende leksikon inden for rækkevidde.

Men Dagens Medicin har, og det er vældig praktisk. Niels-Bjørn Albinus hedder han, en 48-årig journalist, der har arbejdet for avisen siden dens fødsel i 1997.

Siden har Niels-Bjørn suget viden til sig, og mens de fleste andre lukker hovedparten, hvis ikke alle, informationerne ud igen, så har Niels-Bjørn lagret dem, og han har en hjerne, hvor der er direkte og hurtig adgang til alle hjernens databaser.

Samtidig har han skabt sig et enestående kildenet af eksperter, hvoraf mange deler hans kernekompetencer. Niels-Bjørn kender de fleste med betydning i lægeverdenen, om ikke personligt, så har han ’hørt om’ dem.

Ikke overraskende blev Niels-Bjørn gjort til ankermand i et redaktionelt projekt, der handler om at finde kvalificerede bud på de vigtigste lægemidler, der skal lanceres i de nærmeste år. Det er nemlig formålet med denne særudgave af Dagens Medicin: At give læserne en guide til de kommende lægemidler. Behovet er indlysende. Læger behøver indsigt i de kommende muligheder. Det er nyttig viden for dem som læger, og indimellem er det også nyttig viden for deres patienter.

Selvklart, en sådan oversigt bliver ikke komplet, men Niels-Bjørn har anvendt sit netværk og sin egen viden til at levere et kvalificeret bud på en oversigt.

Om dette bud holder, vil vise sig. Meget kan som bekendt ske, inden lægemidlerne endeligt introduceres på markedet. Myndighederne kan ændre deres krav, og industrien kan omlægge sine strategier. Der er altså forbehold.

Ellers har vi anvendt nogle tommelfingerregler. Allerede godkendt medicin med nye indikationer er ikke med. Midler i fase II-afprøvning - uanset hvor lovende de måtte synes - er heller ikke med. Selv i fase III fejler ellers lovende lægemiddelkandidater ofte - disse er dog med, hvis de fortsat ser lovende ud ved afslutningen af de kliniske afprøvninger.

De lægemidler, der nævnes under de enkelte sygdomsområder, er baseret på det europæiske lægemiddelagentur EMA’s offentliggørelse af nye lægemidler på vej gennem godkendelsesprocedurerne, firmaernes tilgængelige lister over pipelines og ikke mindst lægelige eksperters vurderinger. Fagfolkene inden for de forskellige specialer er med andre ord blevet bedt om at vurdere, hvilke midler der ventes at forbedre behandlingen og tilføre reelt nyt til området.

Sådan er denne guide blevet til, og meningen med hele herligheden er at skabe overblik.

Set og match

Den massive politiske kritik af privathospitalerne i Danmark kommer for sent.

Efter sygeplejerskekonflikten blev det frie udvidede sygehusvalg suspenderet, og dermed fik det offentlige sygehusvæsen akkurat albuerum til at lukke luften ud af det oppustede marked for private behandlinger, og nu viser resultaterne sig.

Privathospitalet Hamlet kom ud af sit regnskab med stort underskud. Overalt meldes om massiv tilbagegang, og i Region Syddanmark er politikerne godt i gang med at nedlægge Hjertecenter Varde.

Set og match til kritikerne, men sejren kom faktisk, førend de opdagede den.

Kan vi få nogle facts

Så fik Aalborg sin egen lægeuddannelse. Regeringen har – langt om længe – godkendt ansøgningen fra Aalborg Universitet.

I fremtiden skal Aalborg optage 50 studerende, og de pladser fås ved at nedlægge et tilsvarende antal pladser på de andre universiteter. Den beslutning kommer ikke til at gavne regeringens popularitet i kredsene omkring universitetshospitalerne.

Også Lægeforeningen er gået til modangreb. "Der er ikke brug for endnu en lægeskole,” siger Michael Dall, formand for Lægeforeningens uddannelsesudvalg.

Han frygter, at der er risiko for, at en fjerde lægeskole vil udtynde de tre eksisterende medicinstudier og ødelægge velfungerende forskningsmiljøer. Københavns Universitet siger noget lignende. Det kan være de har ret, men det fyger med postulater omkring etableringen af de nordjyske studiepladser.

Vi kan ikke orke flere postulater – kan vi få nogle kendsgerninger.

Store flyttedag

Sundhedssektoren holder store flyttedag i denne tid.

I den kommende weekend får Lægeforeningen ny formand.

Samtidig er måneders besynderlig tavshed om den nye formand for Danske Patienter brudt – den nye formand er Lars Engberg, tidligere direktør for Nyreforeningen, og tidligere fremstående socialdemokrat i København.

Man må håbe, at han holder længere end sin forgænger Pia Christmas-Møller, der sluttede efter mindre end et halvt år. Hun afløste Torben Lund, tidligere sundhedsminister og socialdemokrat. Ringen er altså sluttet.

Også Kræftens Bekæmpelse fik nyt blod, idet Leif Vestergaard, sundhedsdirektør i Region Midtjylland, er valgt som afløser for Arne Rolighed (endnu en socialdemokrat).

Et glimrende valg til et job som forudsætter dyb viden og politisk snilde.

Selv Yngre Læger har moslet sig sammen til at finde en afløser til Søren Gecklers direktørstol. Valget faldt på Lars Mathiesen, der er socialdirektør i Region Nordjylland, og som netop havde fået ansat Jens Winther Jensen som sundhedsdirektør.

De aktuelle rokader går altså især ud over regionerne, der åbenbart har besvær med at holde på sine topfolk.

Hvem har styr på data?

Mon ikke der var mange, der ærgrede sig, da Det Nordiske Cochrane Center satte spørgsmålstegn ved effekten af mammografiscreening.

Screeningsprojektet virkede jo såre virkningsfuldt. Men Cochrane-folkene var ikke tilfredse, og deres mistanke måtte kaste gift ud for projektet med at motivere alle kvinder til at gå med til screeningen.

Forhåbentlig var Cochrane Centerets miskreditering gennemtænkt.

Derfor er det mildest talt overraskende, at klinikerne i Den Danske Brystkræftgruppe tager stærk afstand til statistikkernes konklusion.

Det sker i en tone, som ikke er helt normal i den slags anliggender.

Ifølge klinikerne viser en nøjere granskning af Cochrane Centrets analyse, »at påstandene i artiklen overhovedet ikke er underbyggede«. Værsgo at spise.

Her anklager en gruppe af eksperter Cochrane Centeret for at være uvederhæftig.

Er tiden ikke inde til at få uvildige eksperter til at tage stilling til, hvem der har ret.

Det er uholdbart, at der ustandselig sås mistillid til dette projekt.

Hip, hurra for byretten

Det blev en jubeldag for journalistikken – og for sandheden – da Rigshospitalet vandt sin injuriesag mod DR’s Kenneth Plummer, journalist Mette Frisk og hendes chef på DR, Steen Jensen.

Nu har vi rettens ord for at DR’s dokumentar ’Når lægen ved bedst’ var injurierende overfor hospitalet og især overlæge Jens Benn Sørensen. Han blev i al beskedenhed beskyldt for at være i industriens lomme, og han blev fremstillet som om, han var ophøjet ligeglad med sine patienter, bare han kunne fremme sin egen karriere og tjene sine gode penge fra industrien i processen.

Men anklagerne holdt altså ikke. Kenneth Plummer, Danmarks Radio og konsorter skal betale dagbøder og sagsomkostninger – og det var selvfølgelig for stort et nederlag for landets største medievirksomhed, der straks besluttede at anke dommen.

Det forandrer ikke, at dommen ved første instans indtil videre har kriminaliseret DR’s udsendelse, der nemt tager prisen som det største karakterdrab i nyere pressehistorie. Det var svineri, og det var altså også ifølge denne afgørelse ulovligt. Heldigvis.

DR har anket dommen, og det var vel egentlig forventeligt. Men hvad skal landets største medievirksomhed bruge det til, hvis dommen omstødes. Det er umuligt at opdage principielle sider i denne sag. Den er temmelig sort-hvid. Dårlig journalistik eller ej. Grove metoder eller ej. Der er ingen principper på spil. Der er intet dansk journalistik kan bruge til noget i byretsdommen – og det bliver der heller ikke i landsretten.

Hvordan kommer DR’s facitliste for tilladelig journalistik så til at se ud, hvis Kenneth Plummer får medhold i ankesagen? Er det landsretten der fastsætter grænsen for, hvor langt DR kan gå – eller er det den blødsødne og lavere rangerende Byret, der skal bestemme. Hvornår begynder public service journalistik, og hvornår bliver den til svineri. Hvad skal der ske i mellemtiden? Hvor mener Kenneth Plummer så at grænsen går? Utvivlsomt agter Rigshospitalet at gå helt til tops, hvis Landsrettens afgørelse går hospitalet i mod, og så ender sagen i Højesteret. Hvad så?

Hvad DR faktisk burde gøre var at tænke over sine journalistiske metoder – i stedet for at bruge licenskroner på at forsvare sig dem. Kendsgerningen er, at metoderne ofte stjæler fokus fra de relevante nyheder i en usmagelig jagt på personer – der åbenbart vejer tungere for DR end gode gedigne journalistiske nyheder.

I sin trang til at ødelægge en navngiven læges fremtid greb DR i den konkrete sag til journalistik, der ganske overskyggede at dokumentaren også viste at den pågældende læge ikke havde oplyst sine relationer til industrien, men frem for alt også at Rigshospitalet i det konkrete tilfælde havde sjusket med at oplyse om behandlingens forsøgslignende karakter.

Det er for så vidt alvorlige anklager. Vigtig journalistik, kunne man ligefrem påstå.

Men DR gik efter den mest spektakulære nyhed: At finde forbryderen og udstille ham med navn og foto. På vild flugt væk, med en modig DR-journalist i hælene.

Men i den slags sager er der sjældent én forbryder. Som i de konkrete tilfælde er aftalerne og praksis om f.eks. indberetninger af relationer til industrien ikke klokkeklare.

Bare DR dog ville skrue ned for det spektakulære og op for det relevante. Eller er det for sent. Er journalistikken sparet væk? Har DR overhovedet har reel kapacitet og ressourcer til egentlig afslørende journalistik, som ikke bare handler om at udstille småfisk som har snydt med markedsføringsloven?

På DR 21-søndag gør DR forsøget nærmest ugentligt. Her bankes der til researchen. Den får alt hvad den kan trække, og normalt går det over gevind. God journalistik iscenesættes udover, hvad det kan holde til, og så mister journalistikken sin troværdighed.

Nu kæmper DR i kraft af sin ankesag om sin ret til at fortsætte den praksis. Er det fordi DR vil fortsætte eller lige frem skrue op for den?

Drømmeren Bertel

Danmark har en meget stærk praksissektor, siger Bertel Haarder i et interview i Ugeskrift for Læger.

Han forudser ligefrem at den kan blive endnu stærkere »fordi jeg tror, at de praktiserende læger kan involveres i det præhospitale arbejde. Vi skal have nogle beredskaber, hvori der indgår læger, og det vil i yderområderne ofte være praktiserende læger.«

Hertil går det godt.

Derefter bevæger ministerens sig ind i drømmeland:

»Han eller hun kan springe med i ambulancen eller køre den i møde, så den lægefaglige ekspertise kommer med i bilen så hurtigt som muligt«.

Hvordan skal det nu kunne lade sig gøre. Til med i »yderområderne«.

Ministeren skal i gang med hjemmearbejdet.

Barske Bertel

Topfolkene i Danske Regioner har nok spærret øjnene op, da den nye indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) i et interview i Ugeskrift for Læger gav regionernes formand Bent Hansen en hård medfart.

I interviewet taler ministeren om behovet for god ledelse.

Haarder var med til at bevilge et kæmpebeløb det nye Kgl Teater. Forudsætningen var at teateret skulle kunne noget mere. Men ændringerne kom ikke. Først da en ny chef blev indsat, Michael Christiansen kom til kom forandringerne.

Så stiller journalisterne spørgsmålet: »Vi kommer til at tænke på Bent Hansen ...?«

Hvortil ministeren svarer:

»Jeg samarbejder med Bent Hansen, fordi han har den post, han har.«

Bertel og Bent har det tydeligvis ikke godt sammen.

Nej til pampere

En gang imellem må man erkende sine fejl.

På lederplads plejer vi at mene, at formanden for Lægeforeningen skal være full-time. Man kan ikke tage sig af lægernes sag uden at koncentrere sig om det hver dag, fra morgen til aften, akkurat som i alle andre fagforeninger, som tager sig selv alvorligt.

Men vi har skiftet mening.

Lægeforeningen er faktisk nødt til at acceptere, at formanden kan vende tilbage til en klinisk virkelighed, og at den mulighed fortabes efter forbløffende kort tid i anden tjeneste.

Uden denne særlige deltidsordning ville jobbet som formand for Lægeforeningen ikke kunne besættes med en person med lægelige ambitioner – og det er dog en afgørende forudsætning.

Ak, ja, hvor dum kan man være.

Historisk, hemmeligt møde

Gad vide om det var en bevidst pressestrategi? Skulle dette møde foregå i hemmelighed?

Det indtryk kunne man få af et fint møde i Landstingssalen på Christiansborg i forgangne uge. Her faldt sygeplejerskerne, sosu’erne og HK’erne om halsen på Yngre Læger, Speciallægerne og Overlægerne.

Et kæmpemøde om den fortvivlende økonomiske situation på sygehusene.

Faktisk var der tale om et historisk møde, nærmest et klimatopmøde, bare om sundhedssektoren og kun med danske deltagere, eller rettere lønmodtagere.

Her var rigtig mange interessekonflikter tilstede i samme lokale.

Alligevel er ingen ord sluppet ud. Ingen aviser har skrevet om dette møde. Ingen tv-stationer har foreviget dette historiske møde.

Programmet var ellers fremragende: DSI´s stjerneøkonom Jes Søgaard, selveste de økonomiske vismænd foruden alle foreningsformændene, og –kvinderne.

Alligevel: Tys-tys.

Kan det hænge sammen med at alle disse gode kræfter endte med at enes om at afskaffe behandlingsgarantien på en måned?

Ganske klogt, indrømmet, men gad vide, hvad patienterne egentlig vil tænke, når de hører at lægerne og sygeplejerskerne, sosuerne, og altså over- og speciallægerne mener, at garantierne skal fjernes.

At ventetiderne åbenbart skal forlænges.

Tænker patienterne mon: Hvorfor bekymrer disse fagforeninger sig ikke om os. Tænker de mon: »Det er ikke just overraskende at netop disse fagforeninger gerne vil være fri for at knokle for os, patienter«.

Tja, gad vide om det er forklaringen at ingen medier har interesseret sig for dette møde og hvad der kom ud af det?

Øhhhh

Båndsløjfe

Spøjst, som moderne medier er begyndt at fungere.

TV-avisen har med daglige afsløringer dokumenteret, at Danmark er alt for lemfældig med at give udenlandske læger lov til at behandle danske patienter. Fra første færd var det en vindersag for pressen.

Den nye sundhedsminister Bertel Haarder (V) fik sin debut ved at erkende, at systemet ikke fungerer, og Sundhedsstyrelsens Jesper Fisker har også tilstået alt.

Men TV-avisen fortsætter med sine daglige afsløringer. De bliver troligt bragt. Lige så troligt beklager læger og hospitaler sig over tingenes tilstand – uagtet, at tingene jo bliver ændret. De selvsamme hospitaler slipper nådigt. Det er trods alt hospitalernes afdelinger, der ansætter lægerne, der ikke dur.

Selvfølgelig skal Sundhedsstyrelsen have procedurer, der sorterer elendighederne fra, men hospitalsafdelingernes ansættelsesprocedurer er da et mindst lige så stort problem.

Det skulle TV-avisen gå i gang med at undersøge i stedet for at genudsende kritikken af de centrale myndigheder.

Aalborg besat

Stolthed er en stor ting på sygehuse, og mange steder er den udsat for et frontalt angreb med den nye specialeplan.

Selv små ting får stor symbolsk betydning.

Aalborg Sygehus har vel accepteret at fungere i samarbejde med Aarhus Universitetshospital.

I den interne og eksterne kommunikation hedder det ’Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital’.

I specialeplanen har aalborgenserne fået en helt ny behandling. Nu hedder deres arbejdsplads AUH Aalborg, akkurat som det hedder AUH Skejby og AUH Århus Sygehus.

Aalborg Sygehus er altså ikke længere bare i samarbejde med Århus Universitetshospital. Aalborg er blevet en filial, et datterselskab.

En lille ting måske, men med stor betydning for moralen. Den slags burde Sundhedsstyrelsen gennemtænke bedre.

Ministerens ansvar

Det er ikke mange uger siden, at der fra denne plads i Dagens Medicin blev opfordret til at spise brød til, når det gælder fyringsrunderne på landets hospitaler.

Patienterne skal nok blive behandlet, og der er ingen grund til at gøre dem bekymrede.

Men på ét område må man medgive, at personalet har lov at være rasende: kræftområdet. Her kan sundhedsminister Jakob Axel Nielsen ikke påberåbe sig, at det er regionerne, der ikke har formået at styre deres sygehuse.

På kræftområdet har skiftende sundhedsministre – foruden skiftende statsministre – bestandig forlangt hurtigere og bedre behandling, så skidt med omkostningerne. N

u er det især de store kræftafdelinger, som skal fyre folk. Det er urimeligt, og den besked får Jakob Axel Nielsen også i et åbent brev fra kræftlægerne.

De er demotiverede – og sure. Man forstår dem godt.

Jakob Axel vandt på knockout

Debatten i DR2 onsdag aften – i primetime - blev en klar sejr for sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

Han var sjældent velfungerende, mens hans politiske modstandere anført af socialdemokraterne Vibeke Storm Rasmussen og Sophie Hæstorp Andersen – the odd couple - aldrig kom til at fungere.

Hensigten med det timelange debatprogram var ellers god nok. Nu skulle der undtagelsesvist gives plads til sundhedsdebatten foranlediget af sparerunderne på landets sygehuse.

Men debatten blev svært påvirket af, at værten Clement Kjærsgaard ikke orkede at lytte til nuancerne, og derfor blokerede han for mange indlæg. Det gik hårdt ud over Lægeforeningens interim-formand Yves Sales, der aldrig trængte igennem med sit synspunkt om at vende tilbage til de differentierede ventetider, som vi kendte fra perioden efter sygeplejerskestrejken.

Han fik heller ikke lov at afslutte sine sætninger, fordi tv-værten foretrækker at lytte til sig selv. På den måde var lægeformanden lovligt undskyldt

Men Yves Sales brændte nu heller ikke gennem. Overfor ham havde sundhedsministeren anderledes gennemslag med at afvise enhver form for forskelsbehandling. Mon ikke ministeren lige frem scorede mange point blandt vælgerne ved at fastholde at regeringen ikke er indstillet på at rokke en tøddel på ventetiderne.

At regeringens behandlingsgarantier reelt er umulige at leve op til, især under det aktuelle økonomisk regime med rammebevillinger, er en anden sag.

Ved siden af ministeren stod hovedstadsregionens formand, Vibeke Storm Rasmussen, og hun havde hele sin form imod sig. Hende skrigende facon egner sig ikke til en lødig debat.

Heller ikke socialdemokraternes sundhedspolitiske ordfører Sophie Hæstorp kom igennem med sine argumenter, der jo ellers er gode nok: Balancen mellem de offentlige sygehuse og de private er ved at skride, sagde hun, og kom vistnok til at røbe, at den hemmeligholdte specialeplan fra Sundhedsstyrelsen vil favorisere privathospitalerne inden for fedmekirurgi. Men hun savnede energi denne aften. Det blev for tandløst i forhold til ministeren, der var fodret med råt kød.

Kom der noget ud af debatten? Ikke det mindste. Men det er dog en af de bedste og mest livlige sundhedsdebatter offentligheden har fået i mange år.

Med den ene hånd fyrer man sygehuspersonale, med den anden uddeler man først skattelettelser til danskere, der ikke har brug for dem, og som egentlig hellere vil bruge pengene på at forbedre indsatsen på sundhedsområdet (det var de konservatives fortjeneste).

Dernæst forærede regeringen et afsindigt milliardbeløb til landets store banker (det var også Lene Espersens projekt). Det var ganske vist nødvendigt, men det var bestemt ikke begavet ikke at forlange modydelser. Det fik man så ikke gjort.

Nu synes regeringen, at man skal forære SAS en halv mia. kr.

Medgivet, det er små-penge, men det er dog omkring halvdelen af, hvad sygehusene har brug for. Provokationen består i, at SAS er en død sild – i modsætning til sygehusene.

Når Lars Løkke Rasmussen burde være bekymret, så er det fordi meningsundersøgelser viser, at danskerne, og det gælder ganske særligt de borgerlige, gerne vil bruge flere penge på sundheden.

Hvorfor lytter den tidligere sundhedsminister ikke til signalerne?

Alt tyder på at danskerne ovenikøbet mener, at sundheden kan afgøre det næste Folketingsvalg, og man må sige at meningsmålingerne bekræfter det.

I takt med at regeringen svækker sundhedsområdet på bekostning af skattelettelser, bankernes aktionærer og forretningsmændenes flyselskab så falder tilslutningen til Løkkes projekt.

Denne regering har simpelt hen ikke styr på prioriteringerne.