Jeg kan godt overvældes af min situation. Det er bagsiden ved at involvere sig. Jeg ville ønske, jeg kunne kanalisere al min indestængte vrede og frustration over 4-års reglen og de begrænsninger, der er mig pålagt, over i mit politiske arbejde og så lade job være job. Men det er ikke lykkedes mig endnu.
Jeg synes jeg mister fokus i skilteskoven af og til. Falde til på en ny afdeling. Ambulatorium. Operation. Opkald i nattevagten. Vagtplanlægning, ekstratimer, normperioder. Krav om, at der også kommer fyld på den akademiske lægerolle. Du skal forske. Se at komme i gang med at skrive de guidelines, du knapt nok når at læse. Kurser. Møder. Transport. Indkøb. Opvask. Familie?
Til et arrangement, der handlede om hvordan ansættelsesproceduren er i gyn/obs, startede den søde overlæge med at sige »Bare rolig, jeg kender ikke nogen, der virkelig gerne ville det her – som det ikke også er lykkedes for!« Men efter lidt fundering måtte hun jo tilføje »Øhh, ja for jer der er underlagt 4-års reglen ved jeg det selvfølgelig ikke. Det er der jo ingen der ved!« Det kunne vi jo kun nikke genkendende til. Hun blev suppleret af sin medunderviser: »Før var der tale om et maraton, the long run, hvis man holdt ud kom man før eller siden i mål. Nu må I se det mere som en spurt. Dem er jer der kan nå mest samtidig, vil få stillingerne.« Og generelt var budskabet, at man kommer temmelig bagerst i køen, hvis man slet ikke har nogen publikationer.
Til Yngre Læge dagen deltog jeg i en session om forskning. Det må jeg jo hellere se at få hul på. Men det gav bare endnu et skud til mit lidt rigeligt høje cortisolniveau. »Forskning kræver tid og lyst. Engagementet skal drive værket, for det er jo mange timer man sidder i fritiden. Timingen er vigtig, så det passer ind i jeres liv.«
Men desværre var budskabet her, rigtigt som det jo formentligt er, nedslående. »Slut med folkedans og skovture. Tiden til forskning må tages fra fritiden. Så kan man jo lige forske dagen inden og dagen efter aften-nattevagt. Eller gå et par timer senere i seng om aftenen, droppe serierne og så sidde og forske i stedet!«
Tag ikke fejl, jeg beundrer virkelig at nogle kan gøre det sådan. Men jeg får koldsved og hjertebanken og ildelugtende svedpletter bare ved tanken. Jeg synes jeg kommer for sent i seng hver aften. Jeg kæmper for at nå hjemmets gøremål. Jeg henter måske i børnehaven én gang på en god uge. Evig dårlig samvittighed over alt det, jeg overlader til min mand. Og det er jo ikke fordi tiden går med at sidde på gulvet, begravet i legoklodser, og lege med mine børn – desværre! Dét forsømmer jeg også.
Sig mig, er det bare arvesynden? Er det bare ,fordi vi synes vi skal kunne det hele og kunne det hele perfekt? Jeg ved det ikke, men jeg mistænker nu at 4-års reglen lægger en urimelig grad af uvished og tidspres på vores i forvejen myose-opkrampede skuldre.
Til en samtale den anden dag, gav min vejleder mig det råd, at jeg skulle få lidt ro på! »Det hele behøver altså ikke foregå på én gang!« Jeg faldt helt sammen, og det væltede ud af mig, alle de her ting som jeg synes skal foregå samtidig. Som jeg slet ikke rummer at skille.
»Vi valgte dig, Dorthe. Du har fået din introstilling. Det første nåleøje er du igennem. Og du skal nok nå det hele her. Helt automatisk får du lært alt det du skal, bare ved dit vanlige engagement. Så giv dog dig selv lov til lige at falde på plads og nyde det lidt!«
Så det råd vil jeg tage. Og bruge lidt tid på bare at komme godt i gang med specialet. Og nyde at nogen lukker mig ind på en afdeling hver dag, hvor det er sjovt at være læge. Gyn/obs er mit drømmespeciale, og jeg falder dybere og dybere i hver dag. Så nu vil jeg give mig selv en fortjent honeymoon og bare nyde at være kommet så langt!