Der var den igen. Da jeg kom gående hjem fra arbejde den anden dag, stod igen et helt TV-hold omkring nogle helt almindelige mennesker, midt i optagelse af hvordan de trådte ind i en elevator.
Formentlig endnu en udsendelse om folk der fejler gud ved hvad, og skal udredes og behandles på formentlig ganske intime måder, og af uvisse grunde har valgt at dele dette med offentligheden.
Jeg er simpelthen gået hen og blevet træt af at se kameraer på min arbejdsplads – og jeg var der ikke engang, da det var værst. Jeg er i øjeblikket nemlig ansat på selve ’Hospitalet’. Mine kolleger er de selv samme som gang på gang ruller over skærmen i day time TV3. Det er faktisk ikke så sjældent, at det kører i baggrunden, når jeg går stuegang – dét forstår jeg ikke patienten gider. Får de virkelig ikke nok hospital af at ligge her?
Jeg har selv set ’Hospitalet’, og synes faktisk det er et ok program. Kedeligt. Men ok. Det kan sikkert være med til at afmystificere meget af det, der foregår på et hospital, hvilket er rigtig godt. Selvom der da ofte lige puttes lidt flere kviste på dramaets bål, end situationen egentligt meriterer.
Og de af mine kolleger, der lyser på skærmen, har vist sig ikke at være krukkede TV-divaer, men derimod dygtige og samvittighedsfulde fagpersoner – og sjove og hyggelige mennesker. Nogle, jeg har talt med, deltog for at fortælle »den gode historie« – i stedet for alle de skrækhistorier, der mere eller mindre berettiget rammer forsiderne i ny og næ. Og det er da en rigtig god grund til at gøre det. Det er jo også en del af vores job at være formidlere.
Men jeg synes det har taget overhånd. Der er nogle etiske grænser, der for tiden ikke trækkes skarpt nok op.
Midt om natten, i en vagt, kaldes jeg til en fødestue akut og kaster mig derfor ud af den varme dyne (ja, den kunne godt nå at blive varm på en halv time), ned i træskoene og ind i kitlen. Med søvn i øjnene, lettere diffus på den måde, man nu er, når man bliver brat vækket, og med håret i absolut alle retninger, stormer jeg ind på en overraskende crowded fødestue. Jeg havde godt hørt om at en eller anden TV-vært skulle i lære som jordemoder hos os – for åben skærm. Men jeg havde ikke regnet med at det lige var i min vagt.
Heldigvis blev der hurtigt født en sund og lækker baby, for det var da ikke til at arbejde derinde med TV-kameraer og ekstra mennesker over alt. Dér blev min grænse overskredet. Jeg har ikke lyst til at blive overrasket på den måde. Det kan være temmelig meget alvor, mit job, og det virkede bare upassende, at jeg ikke anede de var der.
Men jeg synes også grænser blev overskredet, da en TV-station ringede rundt til lægekolleger i forbindelse med en enkeltsag og uden at oplyse om sagen, bad om generelle udsagn omkring emnet. Udsagn, der senere blev sat i en fordrejet kontekst.
Jeg synes, grænserne bliver overskredet, når purunge piger får lov at føde for åben skærm og udstille sig selv på et utal af måder – kan de reelt overskue konsekvenserne af det valg? En jordemoder, jeg kender, havde haft en af de ’Unge mødre’ – og hele hendes entourage af tv-folk – til en konsultation. Det var en sårbar pige, og jordemoderen var reelt bekymret for hende. Men hun følte ikke der var rum til en dybdegående samtale – med hele offentligheden med.
Risikerer vi at lade vores valg omkring den rigtige behandling påvirke? Og hvad med tavshedspligten, hvor er den blevet af? Formår vi at beskytte vores patienter? Er det overhovedet etisk forsvarligt at udstille lægelige, intime problematikker på den måde?
Jeg kender ikke svaret. Jeg ville gerne tage den moralske overfrakke på, stikke næsen i sky og med et hånligt snøft bemærke »de gør det vel bare for at blive kendt«. Men mon ikke der er mere i det end det.
And who am I to talk – her sidder jeg og bruger min aften på at skrive dette. Bare for at komme i ’Avisen’.
Dorthe Furstrand