Lægeforeningen kører det tunge skyts frem i vagtlægedebatten.
Formand Jens Winther Jensen har begået en leder om sagen i Ugeskriftet, og Henrik Dibbern, næstformand (og kommende formand) for PLO, har et indlæg i Berlingske Tidende.
De kunne nu have sparet offentligheden for to versioner, eftersom konklusionen er den samme.
Formanden skriver ’if it ain’t broken, don’t fix it’, mens næstformanden skriver, at man skal ’passe på ikke at skylle barnet ud med badevandet’.
Ordene er forskellige, men indholdet er det samme. Desværre.
Det er netop den tankegang, der stopper alle tilløb til forbedringer, og som sandelig også lægger gift ud for enhver snak om opgaveglidning.
Lægerne burde ikke kæmpe for, at tingene først skal repareres, når de er gået i stykker.
Læger skal da kæmpe for, at alt, der fungerer, netop skal forbedres.
Debatten om vagtlægeordningen handler udtrykkeligt ikke om at reparere på en velfungerende ordning. Den handler om, hvordan praktiserende lægers tid anvendes bedst muligt.
I har misforstået sigtet med debatten.