Så fik Aalborg sin egen lægeuddannelse. Regeringen har – langt om længe – godkendt ansøgningen fra Aalborg Universitet.
I fremtiden skal Aalborg optage 50 studerende, og de pladser fås ved at nedlægge et tilsvarende antal pladser på de andre universiteter. Den beslutning kommer ikke til at gavne regeringens popularitet i kredsene omkring universitetshospitalerne.
Også Lægeforeningen er gået til modangreb. "Der er ikke brug for endnu en lægeskole,” siger Michael Dall, formand for Lægeforeningens uddannelsesudvalg.
Han frygter, at der er risiko for, at en fjerde lægeskole vil udtynde de tre eksisterende medicinstudier og ødelægge velfungerende forskningsmiljøer. Københavns Universitet siger noget lignende. Det kan være de har ret, men det fyger med postulater omkring etableringen af de nordjyske studiepladser.
Vi kan ikke orke flere postulater – kan vi få nogle kendsgerninger.