Der er opstået en behagelig konkurrence mellem oppositionen og de borgerlige kræfter om at betale for Danmarks kommende sygehuse på andre måder, end vi er vant til.
Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal har bebudet, at de ophobede milliarder i pensionsselskaberne skal i spil som risikovillig kapital ved de forestående hospitalsbyggerier.
Nu går de borgerlige til et modangreb anført af Dansk Industris formand, Hans Skov Christensen, i fritiden mørkegrå eminence hos de konservative, ved at foreslå, at erhvervslivet skal medvirke til denne finansiering.
Både Bent Hansen og Bertel Haarder klapper i hænderne.
Gad vide hvorfor.
Ingen, hverken oppositionen eller folkene bag regeringen, har turdet sige det forbudte: At de 40 mia. kr., som planerne for tiden indeholder, ikke rækker.
Indtil en af parterne vover at åbne den debat, så kan det være ligegyldigt, om pengene kommer fra staten, pensionskasserne eller erhvervslivet — eller fra Mars. Hvis ikke en anden finansiering end skatter fører til flere penge til sygehusene, er det aldeles ligegyldigt, hvor pengene kommer fra.
Så blæse være med pensionsmilliarder og erhvervspenge, lad os holde os til skattefinansiering. Det er dog nemmere. Skulle pensionskasser eller erhvervslivet føre til udvidede anlægsbudgetter, så stiller situationen sig anderledes.