Man får decideret dårlig smag i munden efter fyringsrunden i Sundhedsministeriet og dets resort.
140 afskedigelser ser måske ikke frygtindgydende ud i en sundhedssektor med over 100.000 ansatte. Men skræller man sig ind til kernen i denne runde, så bliver den nærmest chokerende, fordi fyringerne kommer til at blive koncentreret om temmelig få stillinger i Sundhedsstyrelsen og departementet, og så skræmmer den relative andel unægtelig.
Sundhedsstyrelsen skal åbenbart fyre flere end hver 10. medarbejder. Hver 10. – det er mange. Men det er faktisk mere skræmmende, at departementet skal af med endnu flere. Forklaringen er at Lægemiddelstyrelsen og Statens Seruminstitut kun finansieres i beskedent omfang af finansloven, resten finansieres af gebyrer og andre driftsindtægter, og blodbadet i centraladministrationen har kun ét formål, at levere besparelser på finansloven, og så bliver det sundhedsstyrelsen og ministeriet, der skal betale prisen.
Indrømmet, man græder krokodilletårer over afskedigelsen af Lægemiddelstyrelsens direktør, Jytte Lyngvig. Langt om længe kom denne fyring. Jytte Lyngvig blev afsløret af advokatrapporten i forbindelse med Omniscan-sagen, og den viste at hendes ledelse har været løgnagtig og manipulerende.
Som leder har hun været helt usynlig, og det selvom hendes styrelse ustandselig har været kritiseret. Hvordan politikerne har kunnet leve med hende som chef for lægemiddelgodkendelsen i Danmark efter den redegørelse er fortsat en gåde.
Men nu kom afskedigelsen, og den er vel det bedste der er at sige om denne runde. Resten er nemlig i det store hele mærkværdig. Mest underlig er det, at Statens Seruminstitut ændres til en styrelse og den tildeles nogle opgaver, som slet ikke virker logiske. Her lægges f.eks. hele dokumentationsområdet foruden DRG-området.
Hvordan pokker skal det gode gamle seruminstitut kunne håndtere de to opgaver.
Al logik taler for at Sundhedsstyrelsen skal tage sig af dokumentationen, mens departementet tager sig af DRG-udfordringen. Men åbenbart skal seruminstituttet, som fredes i denne runde på grund af indtægterne fra sit kommercielle salg, levere massivt meget andet arbejde, mest fordi instituttet burde have mandskabet.
Men hvad med kvalifikationerne?
Og hvad med sammenhængen?
Tilbage står at Sundhedsstyrelsen skal holde for. Flere end hver 10 af de 375 medarbejdere skal afskediges, og det skal ske i en tid, hvor der stilles markant højere krav til Else Schmidt og hendes stab.
Hvordan skal det hænge sammen?
Sundhedsstyrelsen kommer også til at rumme en anden af denne rundes større gåder, idet Vagn Nielsen, ministeriets diskrete eminence, ham, der var indeni ganske mange af de seneste sundhedsministre, forflyttes til Else Schmidts direktion, hvor han bliver højrehånd og i første omgang ansvarlig for fusionen af Lægemiddelstyrelsen ind i Sundhedsstyrelsen.
Se, det var en artig overraskelse, men reelt måske ikke. Denne plan er blevet til over mange måneder. Meget sandsynligt er store dele af den blevet til under den tidligere minister, altså Bertel Haarder, og han har aldrig været tilhænger af systembevarerere, og sådan én er Vagn Nielsen.
Den nye departementschef, Per Okkels, frisk fra direktørposten hos Danske Regioner, kunne sikkert have trukket Vagn Nielsen ind i magtens cirkler igen – men det gjorde han altså ikke, og så ender Vagn Nielsen med at blive en overraskende direktør i Sundhedsstyrelsen. Det vil i hvert tilfælde ikke svække Else Schmidts ledergruppe.
Til gengæld rykker Svend Særkjær op i beslutningshierarkiet og han er jo Finansministeriets forlængede arm ind i sundhedsministeriet. Alt taler for at ministeriet i fremtiden bliver mere 'økonomisk bevidst'.
Tilbage er så departementet som efter alt at dømme skal afskedige en skræmmende stor andel af medarbejdere. Indtil nu er der ikke offentliggjort tal for rundens fordeling, men det ligner en runde der omfatter mere end hver 10. medarbejder. Gulp, det er mange. Hvor pokker de skal komme fra er et mysterium, som skal følges tæt i de kommende uger.
Indtil da kan man bestemt undre sig over, hvordan offentligheden har taget imod denne massive fyringsrunde. Hvis et af de store sygehuse fyrer en håndfuld sygeplejersker, så møder TV-avisen op med kameraer og interviews med tillidsfolk på parkeringspladsen. Alle dagblade er efterfølgende fyldt med reportager om, hvordan patienterne kommer til at lide. At kendsgerningen er at runderne reelt er gået ud over sosu'er og administrative medarbejder forbliver ufortalt. Medierne gør heller ikke noget stort nummer ud af at sygeplejerskerne kun er ledige i kort tid.
Men denne brutale runde er stort set ikke omtalt af medierne. Der var ingen kameraer fra tv-avisen foran Sundhedsstyrelsen eller ministeriet. Medierne mener åbenbart, at disse fyringer er uden synderlig effekt på patienter. De ministerielle fyringer handler om bureaukrater, de kolde hænder, og der er tydeligvis ingen der stiller op og fortæller medierne den sande historie, at det her kommer til at koste kvalitet i sundhedsvæsenet.
Ser man på den menneskelige side er dramaet i centraladministrationen dog langt mere tragisk end fyringerne på hospitalerne. Langt de fleste afskedigede sygeplejersker m.v. får nemlig jobs omgående, og især hvis de ville flytte til Jylland. Men afskedigelserne i centraladministrationer er anderledes alvorlige. Det bliver desværre virkelig svært for dem at finde ny ansættelse i en periode, hvor alle skærer med på denne type arbejde: Kommuner, regioner og resten af centraladministrationen.
Denne fyringsrunde er en møgsag.