Sundhedssektoren holder store flyttedag i denne tid.
I den kommende weekend får Lægeforeningen ny formand.
Samtidig er måneders besynderlig tavshed om den nye formand for Danske Patienter brudt – den nye formand er Lars Engberg, tidligere direktør for Nyreforeningen, og tidligere fremstående socialdemokrat i København.
Man må håbe, at han holder længere end sin forgænger Pia Christmas-Møller, der sluttede efter mindre end et halvt år. Hun afløste Torben Lund, tidligere sundhedsminister og socialdemokrat. Ringen er altså sluttet.
Også Kræftens Bekæmpelse fik nyt blod, idet Leif Vestergaard, sundhedsdirektør i Region Midtjylland, er valgt som afløser for Arne Rolighed (endnu en socialdemokrat).
Et glimrende valg til et job som forudsætter dyb viden og politisk snilde.
Selv Yngre Læger har moslet sig sammen til at finde en afløser til Søren Gecklers direktørstol. Valget faldt på Lars Mathiesen, der er socialdirektør i Region Nordjylland, og som netop havde fået ansat Jens Winther Jensen som sundhedsdirektør.
De aktuelle rokader går altså især ud over regionerne, der åbenbart har besvær med at holde på sine topfolk.