Med den ene hånd fyrer man sygehuspersonale, med den anden uddeler man først skattelettelser til danskere, der ikke har brug for dem, og som egentlig hellere vil bruge pengene på at forbedre indsatsen på sundhedsområdet (det var de konservatives fortjeneste).
Dernæst forærede regeringen et afsindigt milliardbeløb til landets store banker (det var også Lene Espersens projekt). Det var ganske vist nødvendigt, men det var bestemt ikke begavet ikke at forlange modydelser. Det fik man så ikke gjort.
Nu synes regeringen, at man skal forære SAS en halv mia. kr.
Medgivet, det er små-penge, men det er dog omkring halvdelen af, hvad sygehusene har brug for. Provokationen består i, at SAS er en død sild – i modsætning til sygehusene.
Når Lars Løkke Rasmussen burde være bekymret, så er det fordi meningsundersøgelser viser, at danskerne, og det gælder ganske særligt de borgerlige, gerne vil bruge flere penge på sundheden.
Hvorfor lytter den tidligere sundhedsminister ikke til signalerne?
Alt tyder på at danskerne ovenikøbet mener, at sundheden kan afgøre det næste Folketingsvalg, og man må sige at meningsmålingerne bekræfter det.
I takt med at regeringen svækker sundhedsområdet på bekostning af skattelettelser, bankernes aktionærer og forretningsmændenes flyselskab så falder tilslutningen til Løkkes projekt.
Denne regering har simpelt hen ikke styr på prioriteringerne.