Fru Jensen ankommer til skadestuen med ambulancetransporten. Hun er ventet.

Indlæggende vagtlæge har kontaktet afdelingen og informeret om, at hun kommer, fordi der er begrundet mistanke om, at hun har brækket højre hofte efter et fald på badeværelset. Der er også blevet informeret om, at hendes mentale evner er noget reducerede.

Peter — hendes ægtefælle — er fulgt med ind i ambulancen og informerer også om, at det gennem efterhånden en del år har været skidt. Hun kan, som han udtrykker det, ikke huske fra sin næse til sin mund. Hun glemmer at tage benklæderne af, når hun er på toilettet på trods af, at Peter lige har mindet hende om det. Hun er meget blufærdig og vil ikke have ham eller ’andre fremmede’ med ud på toilettet. Men ellers fejler hun egentligt ikke noget.

Det kniber lidt med syn og hørelse, men der er ikke hjerte- eller lungesygdomme, og hun får kun lidt medicin for kalkmangel i knoglerne. I dagligdagen virker hun glad og tilfreds med at lytte til musik eller se fjernsyn, specielt tegnefilm, som hun fryder sig meget over.

Det viser sig hurtigt, at diagnosen er rigtig. Men hun er ikke specielt forpint. Faktisk forbløffende upåvirket. Da man fortæller hende, at hun har brækket benet og skal opereres, vågner hun imidlertid op til dåd.

»Ikke tale om, må jeg så være fri!«

Fru Jensen er ikke til at overbevise om, at hun fejler noget. Hun vil ikke medvirke til behandlingen, og på trods af anæstesilægens, anæstesisygeplejerskens, ortopædkirurgisk afdelings personale og manden Peters langvarige og omsorgsfulde forsøg på at få fru Jensen til at acceptere bedøvelse og operation, fastholder hun: »Ikke tale om – det er noget, Asger har fundet på«. (Asger var den første, nu for længst afdøde ægtefælle, som hun havde en ubehagelig skilsmisse fra for 48 år siden).

»Der findes ikke regler i dansk ret, der hjemler adgang til anvendelse af tvang i forbindelse med sundhedsfaglig behandling af demente eller patienter med nedsat psykisk funktionsevne, svært retarderede og udviklingshæmmede, samt kronisk eller langvarigt alvorligt sindslidende, der har et aktuelt (men ikke øjeblikkeligt/livstruende) behandlingsbehov.«

Citatet stammer fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Dato: 12. januar 2012. Men problemet har eksisteret, siden vedtagelse af Lov om patienters retsstilling blev indskrevet i Sundhedsloven 1. juli 1998. Da blev informeret samtykke et lovkrav. Informeret samtykke indebærer, at sundhedspersonalet sikrer sig, at patienten har forstået informationen.

Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg har spurgt Sundhedsministeriet: (Spørgsmål nr. 239 -12. februar 2012):

»Vil ministeren redegøre for, hvem der vil få størst glæde af ændrede regler for behandling af varigt inhabile mod deres ønske – borgeren, pårørende eller sundhedspersonalet.«

Ministervikar Pia Olsen Dyhr svarer kort: »Patienten«.

Når man beder om en redegørelse, er et sådan svar ikke seriøst!

Selv om Det Etiske Råd allerede i oktober 2011 redegjorde for, at det etisk set måtte betragtes som omsorgssvigt at undlade at behandle, fordi det var/er ulovligt – er problemet altså ikke blevet løst.

Begrebet autonomi er en af hovedhjørnestenene i de etiske overvejelser i forbindelse med medicinsk etik. Begrebets brug indebærer, at mennesker har fri vilje og deres fornufts brug. Det er noget, der bl.a. respekteres i forståelsen af, at f.eks. sindssyge ikke har autonomi og dermed selvbestemmelsesret.

Hvis begrebet autonomi fordrer, at man kan fatte hvad det er, man har selvbestemmelse over — hvorfor kan man så juridisk set have selvbestemmelse over noget, man ikke fatter?

Når det nu ligger i sagens natur, at visse demente mennesker, qua deres demens, ikke kan forstå informationen, hvordan har man så lige forestillet sig, at man kan opnå informeret samtykke?

Hvad skal sundhedspersonalet stille op i fru Jensens tilfælde? Eller i f.eks. det tilfælde, at en retarderet person har behov for tandbehandling, men nægter, og hvor behandlingen kun kan gennemføres under bedøvelse? Eller i tilsvarende problemstillinger der forekommer hver eneste dag overalt i sundhedsvæsenet?

Døm selv.