Efter fem-seks timers hvile kunne jeg sammen med arkitekten Charlotte og fotografen Mikkel besøge Children’s Hospital i Lahore. Hospitalet påstår selv, at det er Asiens største børnehospital, men det er svært at forestille sig, at der ikke findes større børnehospitaler i f.eks. Kina.
Det var flere store murstensbygninger, men det syn, som mødte os ved indkørslen var, store mængder af folk som sad/lå/spiste på græsplanen. Overalt hvor der var skygge, kunne man finde folk, som enten sov eller bare ventede. Det var tydeligt at ventetiden var et vidt begreb. Det, som var mest slående, var syge børn blandt de ventende.
Vi fandt senere ud af, at hospitalet har en stor ambulatoriefunktion med 4.500 patienter dagligt. Derudover havde man akutfunktion, og de fleste ventede på at komme ind til akutmodtagelsen.
Vi havde en aftale og blev derfor ikke stoppet ved hovedindgangen og undgik dermed græsplanen.
Inden for murene var det ligeså kaotisk: Desperate folk med syge børn i favnen. Nogle nærmest halvbevidstløse. Langt kø ved indskrivningen, ventearealet fyldt.
Oversygeplejerskens kontor var lille og sparsomt møbleret. Vi blev budt velkommen, og hun fik arrangeret en ledsager, som skulle vise os hele hospitalet.
Vi var mest interesseret i, hvordan patientflowet på et så overbebyrdet, offentligt hospital fungerer. Men vi fandt hurtigt ud af, at der herskede kaotiske forhold med hensyn til alt. Der var skræmte, forvirrede forældre og andre pårørende. Ingen vidste, hvor de skulle hen og hvordan. Patienterne spurgte hinanden om vej til forskellige afsnit.
I akutmodtagelsen var der flere afsnit, og de fleste var intensive, men det var svært at gennemskue, hvilket speciale de hørte under. Manglende personalebemanding var gennemgående.
Vi så bl.a. et intuberet barn, som vi skønnede til at være max. en måned gammel. Det var forældrene, som stod med Rubens ballon og ventillerede barnet. Ventilationsfrekvensen var på min. 70 og med fuld kraft.
På samme stue lå i alt 11 patienter og ca. dobbelt så mange pårørende. Det var typisk, at der var to-tre børn i hver tremmeseng. Med stor risiko for at bryde ind i behandlingen og begynde at advisere forældrene udholdt vi at være på stuen i fem-seks min.
Samme mønster var gældende på alle andre stuer. Derfor besluttede vi os til at gå op på 1. etage og se de indlagte børn. Vi fandt hurtigt frem til ortopædkirurgisk afdeling. Der var kapacitet til 25 børn, men indlagt 41. Også her var der flere børn pr. seng. De fleste var børn med frakturer og osteomyelitter.
Vi fandt dog et enkelt barn med klumpfødder. Barnet var et år gammel. Han havde bilaterale klumpfødder og var blevet opereret i den ene fod og ventede på afbandagering og kunne herefter få en tid til operation af den anden fod, typisk om ca. et år.
Familien kom fra en landsby, som ligger ca. 200 km fra Lahore. Moderen fortalte, at hun ikke vidste, hvad sygdommen gik ud på. Hun havde konsulteret flere læger i den nærmeste by, og man havde tilrådet hende at vente med en evt. behandling til barnet var blevet ældre. Efter længere tids søgen fandt hun frem til Childrens Hospital, og barnet kom under behandling.
Historien mindede mig endnu engang om vigtigheden af etablering af et børneortopædisk hospital. Udover behandling af børn, er der hårdt brug for uddannelse af læger i børneortopædi.