Gruppen af diagnostiske specialer har to svagheder til fælles, når der skal udpeges vindere inden for de enkelte specialer: Kliniske kvalitetsdata og målinger af patienttilfredshed findes ikke.
Derfor er vinderne udpeget alene ud fra afstemningen blandt Dagens Medicins læsere. De 3.000 personer, der har deltaget i afstemningen, er til gengæld ikke i tvivl og peger entydigt på Aarhus Universitetshospital som den dominerende vinder inden for de diagnostiske specialer, mens Rigshospitalet tager resten.
Aarhus Universitetshospital har læsernes foretrukne afdelinger inden for klinisk mikrobiologi, klinisk biokemi, klinisk fysiologi og nuklearmedicin, patologi og diagnostisk radiologi. Rigshospitalet vinder inden for specialerne klinisk immunologi og klinisk genetik.
Når en afstemning alene er baseret på subjektive læservurderinger af de enkelte specialers faglige dygtighed, vil det være oplagt at mistænke afstemningsresultaterne for at være påvirket af en overvægt af stemmer fra bestemte regioner eller byer.
Det er også tilfældet i årets afstemning, hvor 34 pct. af stemmerne kommer fra personer i Region Hovedstaden, tilsvarende stammer 18 pct. af stemmerne fra Region Midtjylland. At Aarhus Universitetshospital vinder fem ud af syv kategorier inden for de diagnostiske specialer, skyldes med andre ord ikke, at deltagerne i afstemningen har stemt 'internt'.
Aarhus vinder snarere på trods af en overvægt af stemmer fra den østlige del af landet. To aktuelle udfordringer Men hvad kendetegner de vindende diagnostiske afdelinger?
Det er bl.a. deres evner til at imødekomme to markante og tidsaktuelle udfordringer inden for det danske sundhedsvæsen: Hospitalernes nedlæggelse af sengepladser og omlægning til ambulant behandling, samt deltagelse i — og levering af — prøvesvar til kræftpakkerne.
Lukning af sengepladser og behovet for mere effektive patientforløb betyder, at stadig flere forløb omlægges til ambulant behandling. Det lægger øget pres på diagnostiske specialer som biokemi og mikrobiologi, hvor kollegerne fra de kliniske afdelinger i stigende grad efterspørger flere og hurtige prøvesvar.
Hurtige svartider er helt centrale for de øvrige afdelingers muligheder for at komme videre med behandlingsforløb, og svartiderne har direkte indflydelse på indlæggelsestiden for hospitalernes medicinske patienter.
Kravene fra de kliniske afdelinger til et speciale som klinisk biokemi er derfor at producere stadig flere prøvesvar stadig hurtigere — og helst også for færre penge. Kræftpakker giver ekstra arbejde Landets klinisk fysiologiske og nuklearmedicinske afdelinger leverer komplicerede og kostbare undersøgelser, som er centrale i forhold til behandlingsforløb for kræftpatienter. De pet-ct-undersøgelser, afdelingerne laver, er f.eks. en fast bestanddel i forbindelse med stadieinddeling af lungekræftpatienters sygdom.
Radiologien er sammen med patologien blevet helt centrale søjler i forbindelse med indførelsen af kræftpakkerne. Pakkerne har øget behovet for hurtig adgang til billeddiagnostiske undersøgelser.
Flere steder i landet indgår radiologerne sammen med patologer, kirurger og onkologer i de såkaldte multidisciplinære teams. Kræft indtager i forvejen en dominerende stilling i de patologiske afdelingers arbejde, og indførelsen af multidisciplinære teams har ændret patologernes hverdag. Nogle steder i landet, bl.a. i Aarhus, rykker patologerne nu ofte helt ind på operationsstuerne, hvor de sammen med kirurgerne vurderer væv fra kræftpatienterne.
Grænserne mellem de diagnostiske specialers arbejdsområder er aktuelt under opbrud. Det skyldes den hurtige teknologiske udvikling og raf- finering af analyseudstyr, scannere m.v. og ikke mindst konsekvenserne af kortlægningen af det menneskelige genom. Det har åbnet op for nye muligheder for diagnostik ved hjælp af såkaldte dna-chips og sekventering af dna.
De nye teknologier kan bruges til på molekylært niveau at lave en meget præcis karakteristik af den enkelte patient og dennes sygdom, og informationen kan omsættes til diagnostik og målrettet behandling af den enkelte patient. Det åbner igen op for, at dele af forskellige laboratoriebaserede specialer smelter sammen og udnytter molekylærbiologien til at understøtte de kliniske beslutninger.
Mulighederne for at undersøge væv på molekylært niveau lægger f.eks. op til at samle dele af patologien og klinisk biokemi.
Aarhus fik MOMA
De første skridt til at ændre på grænsefladerne mellem flere af de diagnostiske specialer er allerede taget i Aarhus og København.
Det nuværende Aarhus Universitetshospital etablerede i 2009 MOMA, molekylær medicinsk afdeling, som bl.a. laver højtspecialiserede molekylære analyser, især med henblik på kræftdiagnostik. Etableringen af MOMA skete efter en proces, hvor alle diagnostiske specialer deltog, fortæller Torben Ørntoft, der er professor og ledende overlæge på MOMA.
»Molekylær medicinsk afdeling udspringer fra klinisk biokemisk afdeling. Vi har haft et fremragende samarbejde med patologerne og undgået magtkampe mellem biokemi og patologi i forbin- delse med etableringen,« siger Torben Ørntoft.
Bindeleddet mellem MOMA og hospitalets klini- ske afdelinger er to kliniske speciallæger, der deler en stilling i MOMA. De bruger en del af deres arbejdstid på at klarlægge de kliniske afdelingers behov og ønsker til analyser og omvendt orientere dem om de ydelser, MOMA kan levere.
Torben Ørntoft mener, at byggeriet af de nye, store regionale sygehuse vil være en oplagt anledning til at etablere egentlige laboratorieblokke, hvor specialerne kan arbejde tættere sammen.
Rigshospitalet fik tidligere i år en genomisk medicinsk enhed, som er en del af klinisk biokemisk afdeling. Funktionsansvarlig overlæge, professor Finn Cilius Nielsen, mener, det vil være naturligt, hvis enheden og dele af patologien integreres. Han frygter, at fagpolitiske interesser kan stå i vejen for den bedst mulige diagnostik og behandling.
»Det er aldrig nemt at ændre ved specialestrukturerne, da klinikledelserne ofte ser det som deres opgave at forsvare det territorium, de har kæm- pet sig frem til igennem årene. Men spørgsmålet er, om vi i længden kan holde til at sætte fagpolitiske hensyn højere end patienternes berettigede krav om en tidssvarende og effektiv behandling og diagnostik,« siger Finn Cilius Nielsen. Han foreslår derfor, at der oprettes et nyt speciale for molekylær eller genomisk medicin.
»Ved at lade de relevante dele af de forskellige laboratoriebaserede specialer smelte sammen og etablere et nyt speciale for molekylær eller genomisk medicin vil det blive lettere at sikre et nært interaktivt samarbejde mellem den behandlingsansvarlige kliniker og de laboratorielæger, der udfører og udvikler den molekylært baserede diagnostik,« mener Finn Cilius Nielsen.
Fordyrende dobbeltarbejde
Finn Cilius Nielsen mener, at både patienter og behandlende afdelinger er taberne i den nuværende specialestruktur.
»På mange sygehuse er de undersøgelser, som er relevante for patienten, stadig spredt på forskellige afdelinger uden en samlet koordinering til besvær for den kliniske afdeling. Spredningen skyldes i et vist omfang, at laboratoriespecialerne definerer sig efter, hvilket patientmateriale de undersøger — f.eks. blod eller væv. I de fleste tilfælde vil udredningen omfatte analyse af begge typer materiale, så opdelingen er uhensigtsmæssig. Vi risikerer, at de samme kostbare teknologier etableres flere steder på samme hospital, hvilket fordyrer og forsinker processen,« siger Finn Cilius Nielsen.
Torben Ørntoft er enig med Finn Cilius Nielsen i, at de nuværende faggrænser risikerer at stå i vejen for den bedst mulige diagnostik og behandling. Han mener, at Sundhedsstyrelsen bør tage skridt til at samle laboratoriespecialerne i ét fæl- les speciale.
»Der bør etableres et fælles laboratoriemedicinsk speciale, hvorfra man kan vælge et grenspeciale. Det kan måske også bidrage til at afhjælpe de problemer, flere af de mindre specialer har med at rekruttere læger,« mener Torben Ørntoft.