Sundhedspolitik som en kortvarig kampagne
16. april 2007 blev Operation Life søsat af Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Målet er i løbet af 18 måneder at redde 3.000 liv på de danske sygehuse. Projektet blev lanceret under stor mediebevågenhed i et veltilrettelagt amerikansk inspireret set up med testimoniums fra alle centrale interessenter i det danske sundhedsvæsen (1).
Kampagnen finansieres bl.a. af Trygfonden med 16 mio. kr. Hertil kommer betydelige ressourcer, som regionerne skal bidrage med. Omfanget af disse ressourcer er ikke beregnet, eller hvad man alternativt kunne have fået for disse midler. Projektet har prioriteret sig selv.
Ingen kan være mod Operation Life. Hvem kan have noget imod at redde 3.000 liv på 18 måneder? Det er dog svært ikke at undre sig over, at det først gøres nu, hvis det er så simpelt.
De seks pakker er (2-5): 1. Sikring af optimal behandling af blodprop i hjertet med henblik på at reducere dødeligheden, 2. Forebyggelse af infektioner i forbindelse med anvendelse af centralt venekateter, 3. Forebyggelse af infektioner og blodprop hos respiratorpatienter, 4. Forebyggelse og reduktion af medicineringsfejl, 5. Mobilt akutteam, der skal sikre hurtig indsats i relation til kritisk syge patienter, og 6. Optimal behandling af blodforgiftning.
Alle, der kunne og burde have indvendinger og spørgsmål, står bag kampagnen. Selv de kritiske medier på sundhedsområdet har valgt ukritisk at videreformidle det glade budskab (1).
Kampagnen er stort set en kopi af en amerikansk kampagne, anført af Institute for Health Improvements’ (IHI) karismatiske leder, Don Berwick (5). På grund af utilfredshed med hastigheden i patientsikkerhedsinterventioner i det amerikanske sundhedsvæsen samt vage mål herfor proklamerede han i 2004, at »some is not a number and soon is not a time«.
Uanset den gode sag er spørgsmålet: Skal sundhedspolitik drives som kampagner, og skal et privat selskab sætte dagsordenen for dansk sundhedspolitik? Der er også et videnskabeligt spørgsmål, som ikke diskuteres videre her, nemlig om man i det hele taget kan måle, om Operation Life redder 3.000 liv i løbet af 18 måneder – og kan de igangsatte initiativer antages at have varig virkning? Eller aftager eller forsvinder virkningen, når kampagnen ophører? Det er som de fleste bekendt set før.
Såvel den amerikanske som den danske kampagne har genereret et imponerende engagement af næsten religiøse dimensioner. I Danmark har alle centrale interessenter, sundhedsmyndigheder, faglige organisationer, patientorganisationer etc. sluttet op bag kampagnen. Alle vil være med i en god sags tjeneste.
Når der har været sat spørgsmålstegn ved forventet effekt, er det blevet anført såvel i den danske som i den amerikanske kampagne, at for den enkelte patient er det ligegyldigt, om man overlever på grund af implementeringen af de seks pakker eller på grund af andre faktorer, bare man overlever. Dette synspunkt er utvivlsomt rigtigt, men set i et systemperspektiv er det betænkeligt, idet man risikerer at tillægge de seks pakker kausal betydning. I USA er der således rejst alvorlig tvivl om IHI's vurdering af kampagnens effekt (6). Herved risikerer vi at implementere interventioner, der, omend effekten er dokumenteret i forskningsprojekter, muligvis er virkningsløse i daglig klinisk praksis, vel at mærke uden at vi får det at vide.
Kampagnen rejser følgende mere principielle spørgsmål:
- Hvem skal være den drivende kraft for kvalitetsudvikling og patientsikkerhed i sygehusvæsenet?
- Hvem skal vælge de fokusområder, som sygehusvæsenet skal udvikle og forbedre?
Man kan kun beundre IHI og Dansk Selskab for Patientsikkerheds iscenesættelse af kampagnerne, der er præget af professionel pr-tænkning. Lige fra pressetræningen med forberedte svar på mulige (kritiske) spørgsmål over accept fra de væsentligste aktører, til besnærende retorik og overskrifter. Spørgsmålet er imidlertid, om en privat organisation skal sætte den nationale dagsorden for kvalitetsudvikling og patientsikkerhed i sygehusvæsenet? Og via sine aktiviteter påvirke ressourceallokeringen i sygehusvæsenet? For slet ikke at tale om at få prioriteret disse aktiviteter foran andre måske lige så påtrængende tiltag?
Hvis svaret er ja, må det vel samtidig være lidt af en falliterklæring for de lægeligt, administrativt og politisk ansvarlige, at man ikke selv har kunnet sørge for udbredelse af de relativt velkendte rutiner, som de seks interventioner dækker over, samt overdrage lederskabet til et privat selskab. Hertil kommer spørgsmålet om, hvordan man sikrer varig forankring i sygehusenes driftskultur?
Der er ligeledes et indbygget dilemma i, at kampagnerne er knivskarpt fokuserede. På den ene side er det en fordel, fordi kampagnerne herved formidler klare budskaber. Filosofien er: ’Just do it’ og ’gør det i dag’. På den anden side er det simple desværre ofte sandhedens modpol. Ved at undlade at inddrage basale metodologiske og videnskabelige principper i planlægning og gennemførelse af disse kampagner unddrager man sig muligheden for at foretage en seriøs evaluering af, hvad der egentlig er opnået på grundlag af kampagnen.
Tilbage står så spørgsmålet: Hvem skal sætte dagsordenen for kvalitetsudvikling og patientsikkerhed i det danske sundhedsvæsen? Der burde ikke være tvivl om, at det bør være de centrale sundhedsmyndigheders opgave og regionerne, der fører det ud i livet. Dette ansvar kan ikke delegeres til en privat organisation, uanset hvor god denne organisation er til management, for der skal andet end management til at gennemføre og evaluere kampagner i et rationelt sygehusvæsen og sikre integration i hverdagen.
Spørgsmålet er også, om det nu også var de seks pakker, der burde have været fokuseret på? Af IHI's hjemmeside fremgår det, at disse områder har været fokusområder for IHI tidligere. Dette antyder, at man havde en hyldevare, der var lettilgængelig for en kampagne.
I Danmark blev der aldrig en diskussion om kampagnens fokusområder, idet der blev henvist til resultaterne fra den amerikanske kampagne. Hvorfor skulle man diskutere interventioner, når nu det gik så godt i USA? Og spørgsmålet er så, hvor godt det gik i USA? (6).
Man kan spørge sig selv, om det ikke havde været hensigtsmæssigt, at fokusere på alvorlige, aktuelle og veldokumenterede problemstillinger med de centrale sundhedsmyndigheder i førertrøjen?
Lad os imidlertid slå fast: Dansk Selskab for Patientsikkerhed har gjort et beundringsværdigt arbejde ved at iværksætte Operation Life, som har skabt motivation og entusiasme. Men man kan ikke være tjent med, at sundhedspolitik føres som midlertidige kampagner.
Det er imponerende kampagne-pr, at det er muligt at sælge et negativt budskab som noget positivt, at man nu vil gøre noget ved, at 3.000 mennesker hidtil angiveligt unødigt er døde på vores sygehuse.
Tilbage står imidlertid, om vi nogen sinde vil få svar på, om Operation Life havde effekt? Vil det overhovedet være muligt at dokumentere, at der blev reddet 3.000 liv på 18 måneder som følge af Operation Life (6)?Skriv en kommentar
Du skal være registreret som bruger for at skrive en kommentar. Registrering er gratis, og du kan skrive indlæg under dit fulde navn eller som anonym. Læs reglerne for debatten på dagensmedicin.dk her.Kommentarer
Fler artiklar
Psykiatrien er og bliver højt prioriteretPsykiatrien er og bliver højt prioriteret
Lægeforeningen er klar til at ændre KBU
Vaccine mod rotavirus vil give store gevinsterGevinst: Børnene slipper for at være syge, forældre og arbejdsgivere slipper for arbejdsfravær, og samfundet sparer penge |
Kommunerne har for få penge til at løse opgaverneHvordan kan den selv samme regering med kun timers mellemrum indgå aftale med regionerne om at nedbringe indlæggelsestiden på sygehusene og dernæst pålægge landets kommuner nulvækst? |
|
Skal den gravide selv betale for at føde på hospitalet?Brugerbetaling: Med beslutningen om, at barnløse skal betale for fertilitetsbehandling, har VKO listet brugerbetaling i sundhedsvæsenet ind ad bagvejen |
Omvendt lean praktiseret i administrationenHvorfor gøre noget hurtigt og enkelt, hvis man kan indføre et forsinkende led? |
Flere spørgsmål og svar
Det er udmærket at rejse spørgsmålene, hvem der skal være drivkraften for patientsikkerhed og kvalitet i sundhedsvæsenet og hvem der skal vælge fokusområder for sundhedsvæsenet. Et meget aktuelt tilfælde, hvor sundhedspolitik og -prioritering har været foranlediget alene af en central myndighed, er implementering af det udvidede frie valg efter 1 måned. Her har der været en mængde aktører på banen med kommentarer, kritik og debattering af det ønskede tiltag. Men Sundhedsministeren/regeringen har været fuldstændig argument- og debatresistent, så upåagtet stribevis af indvendinger, bliver der sat hak ved sætningen på regeringens kontrakt! Ellers finder jeg, at væsentlige beslutninger og prioriteringer i sundhedsvæsenet typisk foretages efter høring eller debat med en bred vifte af aktører i og omkring sundhedsvæsenet, inklusive private selskaber og foreninger. I et komplekst system som sundhedsvæsenet er det ønskeligt med en bred debat, for ingen har overblik over samtlige strukturer, videnskabelige landvindinger og praksis på dette område. Som I selv påpeger, har lanceringen af Operation Life været rundt om adskillige borde, og som regionspolitiker i Region Hovedstaden er også jeg blevet spurgt og sagt ja. Ja, tak! Med hensyn til patientsikkerhed, har jeg svært ved at se andre emner, der har potentiale til at få en ligeså overordnet prioritering i sundhedsvæsenet. Det undrer mig rent faktisk, at patientsikkerhed ikke er langt højere prioriteret på dagsordenen end det er. Vi har i mange år vidst, at undersøgelser peger på, at hver 10. patient, der udskrives, er udsat for en utilsigtet hændelse, og at disse i gennemsnit forlænger indlæggelsen med 7 ekstra sengedage, for ikke at tale om de menneskelige omkostninger forbundet med utilsigtede hændelser. Og at undersøgelser peger på, at utilsigtede hændelser på sygehusene årligt er ansvarlig for femten gange flere dødsfald end i trafikken. Og stadig er patientsikkerhed blot en aber-dabei i den sundhedspolitiske dagsorden. Om det er hensigtsmæssigt med kampagner, fordi effekten er kortvarig? Med den aktuelle "operation life" kampagne, så håber jeg blot, at det bliver ligeså rutinemæssigt for sundhedspersonalet f.eks. at indstille sengegærdet for respiratorpatienter i en 30-45 graders vinkel, som det er for de fleste at tage sikkerhedsselen på, når man sætter sig ind i bilen. Nogle undersøgelser tyder på, at der går 17 år fra, at der opstår evidens for sundhedsfaglige metoder til, at de bliver praksis ude i klinikken. Det, synes jeg, er et kæmpe problem. Kampagner er en start, men kender I bedre redskaber, der kan implementere aktuel viden her og nu, så hører jeg det gerne. Jeg har stor tillid til, at klinikerne og forskere rundt omkring i vores sundhedsvæsen engagerer sig i praksis og metoder ude i klinikkerne, og løbende investerer energi i at afdække effekt eller manglende effekt. Som politiker har jeg i hvert fald ingen chance for at foretage sådanne vurderinger. Men jeg understøtter positiv udvikling i sundhedssektoren blandt andet ved at styrke fokus på forskningen (jf. Forslag til forskningspolitik for Region Hovedstaden på dagsordenen imorgen den 26. juni). Og blandt andet ved at støtte ”Operation Life”. For jeg er overbevist om, at skal faglige ildsjæle og nye metoder vinde udbredt og fortjent gehør i sundhedsvæsenet, så kræver det også politisk opbakning. Og hvorvidt den politiske opbakning gives på belyst og kompetent prioriteret grundlag, kan man altid stille spørgsmål ved i et demokrati, fordi politik også handler om (mave)følelser. Men i mit sind er der ingen tvivl, jeg vil kæmpe for patientsikkerhed med næb og klør – og glæde mig over, at der er andre, som også gør det. Det implicitte i ovennævnte er desværre også, at visse sager ikke finder vej til medierne – og dermed heller ikke vægtes hos visse beslutningstagere – og derfor er det naturligvis rigtigt, at man skal være varsom med at klappe i sine hænder over umiddelbart gode hensigter og kampagner. Fordi det kan være uklart, hvad man har nedprioriteret i samme åndedrag. Hvor f.eks. en måneds-behandlingsgarantien i mine øjne er en tydelig nedprioritering af den ældre medicinske patient såvel som den psykiatriske patient. Men her håber jeg stadig, at der kommer større fokus (-eller kampagner?!), der kan hamle op med nogle af de andre områder i sundhedsvæsenet, som synes at have større, men ikke vigtigere, medie-gennemslagskraft! Jeg har svært ved at se, at fokus på patientsikkerhed giver uhensigtsmæssige bivirkninger, men jeg vil gerne oplyses!