Læger vil styrke samarbejdet om de medicinske patienter

Mange fagpersoner har gennem de seneste år gjort opmærksom på, at behandlingen af de ældre medicinske patienter skal opprioriteres. Men det er svært at få budskabet igennem.

I forlængelse af debatten mellem en gruppe geriatere og formanden for DSIM i Dagens Medicin nr. 26/09 har Dansk Selskab for Intern Medicin (DSIM) og Dansk Selskab for Geriatri (DSG) på bestyrelsesniveau drøftet, hvordan de to selskaber kan bidrage til at udvikle og styrke området.

Med speciallægereformen i 2004 blev specialet intern medicin nedlagt, og det intern medicinske felt dækkes nu af ni dobbeltspecialer, herunder intern medicin: geriatri. De ni dobbeltspecialer deler tre år af den samlede seksårige speciallægeuddannelse i de intern medicinske specialer. Det betyder, at der – i hvert fald teoretisk set – uddannelsesmæssigt er en god ramme for at sikre, at alle speciallæger i intern medicin kan varetage behandlingen af størstedelen af alle almindelige medicinske sygdomme. Men i praksis er der en tilbøjelighed til, at læger hurtigt ser sig selv som lungelæger, hjertelæger, nyrelæger osv. Det går ud over behandlingen af de gamle patienter, som for det meste har flere sygdomme.

Geriatri er nu det eneste lægelige speciale, som definerer sig som et bredt internt medicinsk speciale, og er det speciale, som har ekspertisen omkring behandlingen af ældre med flere sygdomme (multimorbiditet). Derfor bør ældre patienter med kompleks medicinsk sygdom og funktionstab allerede ved den akutte indlæggelse hurtigt identificeres og ved behov viderevisiteres til de geriatriske afdelinger.

Men geriatri hverken kan eller skal klare opgaven med de ældre medicinske patienter alene. De ni intern medicinske specialer har en fælles opgave at løfte i udredning og behandling af ældre medicinske patienter. Dette er en del af fællesuddannelsen i de intern medicinske specialer og indebærer, at diagnostik og behandling af ældre patienter med multimorbiditet i et vist omfang skal kunne varetages af en hvilken som helst intern mediciner – præcis som eksempelvis hjerteinsufficiens eller kol til et vist niveau skal kunne varetages af en hvilken som helst intern mediciner. Der er behov for, at alle speciallæger i intern medicin tager ansvar for hele patienten og dennes forløb lige fra den akutte modtagelse til plan for udskrivelse og opfølgning. For at opnå dette må den fælles identitet mellem de ni intern medicinske specialer styrkes. De teoretiske rammer for en fælles grunduddannelse er til stede, men implementeringen heraf skal skærpes.

En egentlig paraplyorganisation, som kan samle de ni specialer, ville kunne være med til at løfte den store fælles opgave, de intern medicinske specialer har. Der er brug for et samarbejde specialerne imellem, ikke alene omkring akutmodtagelse og vagtordninger, men også omkring uddannelse, forskning og udvikling, ikke mindst i forhold til organisatoriske modeller. En paraplyorganisation med ansvar for at udvikle og organisere et sådant samarbejde mellem de ni specialer ville være et væsentligt skridt frem i kampen for bedre forhold for de medicinske patienter.

DSIM varetager allerede en række fælles opgaver for de ni specialer, især i relation til organisation af fællesdelen af speciallægeuddannelsen. Det er derfor nærliggende at forestille sig, at DSIM kan udvikles og ændres i denne retning, således at DSIM både reelt og formelt kan blive et stærkt talerør for de intern medicinske specialer – og i sidste ende for de intern medicinske patienter.