Lyt til patienterne

Der er i de senere år kommet fokus på aktiv patientinddragelse i det udøvende sundhedsvæsen i Danmark, men konkrete initiativer med inddragelse af patienternes perspektiv er fortsat alt for spredte.

Blandt fagfolk er der en stigende interesse for at inddrage patienterne, men både rammer og kultur skaber ikke optimale vilkår for dette. Optimal patientinddragelse forudsætter bl.a., at patienters viden og interesse anerkendes som ligeværdige i forhold til den faglige og organisatoriske viden, og at patientperspektivet inddrages systematisk som en integreret del af kvalitetsudviklingen af sundhedsvæsenet.

Det er dokumenteret, at patienter har et anderledes perspektiv end fagfolk og administratorer på bl.a. kvalitet.

Det er også dokumenteret, at patientinddragelse skaber patientcentrerede løsninger, bedre behandlingsresultater og større tilfredshed hos patienterne.

Til trods herfor er Danmark langt bagefter lande som Australien og England, når det kommer til forpligtende initiativer til inddragelse af patienternes perspektiv til planlægning og udvikling af sundhedsvæsenet.

I Danmark er vi gode til at måle tilfredsheden hos patienter i forhold til allerede eksisterende ydelser, men når det kommer til planlægning og udvikling af sundhedsvæsenet - som f.eks. at indgå sundhedsaftaler mellem region og kommune eller specialeplanlægningen mellem stat og region – er patienternes perspektiv helt fraværende.

Kontaktpersonordningen er et eksempel på, hvordan systemtankegang i sundhedsvæsenet fører til løsninger, der ikke imødekommer patienternes behov.

Ifølge lovgivningen skal alle patienter tildeles kontaktpersoner på de afdelinger, som de er i kontakt med i behandlingsforløbet. Kronisk syge mennesker, der ofte har flere sideløbende sygdomme, kommer i kontakt med mange afdelinger.

De risikerer derfor at få tildelt en hær af kontaktpersoner, som hver især har overblik over brudstykker af forløbet. Konsekvensen af det manglende patientperspektiv er løsninger, der stiller krav til de enkelte institutioner frem for til sammenhæng i det samlede patientforløb.

Reel inddragelse af patienternes perspektiv bygger på erkendelsen af, at patienter besidder en unik viden. Patienter har viden om oplevede virkninger/bivirkninger i behandling og om præferencer og behov i et samlet patientforløb, på samme måde som sundhedsprofessionelle har en unik viden om behandlingsmetoder og pleje og embedsmanden om bl.a. styringshensyn og økonomi. Patienter har ikke samme, men en anden og væsentlig viden i forhold til fagfolk og administratorer.

Det er almindeligt anerkendt, at alle aktører i sundhedsvæsenet arbejder for at sikre patienterne gode behandlingsmuligheder. Men det er en udbredt misforståelse, at fagfolk og myndigheder kan erstatte repræsentanter for patienternes perspektiver.

De forskellige aktører har hver deres legitime fokus på det særlige perspektiv, som de hver især repræsenterer (faggruppe, sektor, institution m.m.). Når f.eks. sygehuslægen skal repræsentere synspunkter om samarbejdet mellem primær og sekundær sektor i forbindelse med genoptræningsindsatsen, vil holdningen naturligt være præget af den særlige interesse, som regionen og lægegruppen har på dette område, i forhold til f.eks. kommunen, terapeuter m.v. Det unikke ved patientrepræsentanten er, at repræsentanten kun har patientens perspektiv.

Hver gang man undlader at inddrage patienternes perspektiver, udelukkes væsentlig viden, og sundhedsvæsenet udvikles med kvalitetsbrist. Vejen til patientcentrede løsninger er, at repræsentanter for patienterne inddrages systematisk og får reel indflydelse i planlægning og udvikling af sundhedsvæsenet.

Så vores budskab til alle instanser, som træffer beslutninger om planlægning og udvikling af sundhedsvæsenet, er: Flyt patientinddragelse fra retorik til reel handling og vær med til at sikre realisering af det store potentiale for kvalitetsudvikling, som patienternes viden og erfaringer indeholder.