Der er en mening med tyranniet

Der skrives meget om den tid, sundhedspersonale bruger på at registrere aktiviteterne på sygehusene. Hvorfor tage tid fra patientbehandlingen på grund af en tilsyneladende ligegyldig dataregistrering?

LPR, EPM, NIP,DBCG, DLCG etc. Listen er uendelig, og det er et dagligt irritationselement i en stadig mere travl hverdag. Men er der virkelig tale om et ligegyldigt datatyranni?

Ja, umiddelbart kan det se sådan ud.

Men kommer der ikke noget ud af alle de ophobede data?

Jo, i allerhøjeste grad.

F.eks. har data fra Dansk Lungecancer Register medført en udvikling i lungekræftudredningen og -behandlingen, der har medført klart bedre behandlingsresultater. Det samme gør sig gældende for de mange andre kliniske databasers resultater.

Resultaterne fra det Nationale Indikator Projekt (NIP) var med til at lægge grunden til kræftpakkerne, og sådan kan jeg blive ved.

Men derfra til at acceptere dataregistreringerne er der et stykke vej.

I stedet for at nægte at opsamle data synes jeg, det ville være på sin plads at stille krav til opsamlingen af data, da disse data jo danner grundlag for udvikling og forbedring i behandlingernes kvalitet.

Krav 1: En tilbundsgående analyse, der kan danne grundlag for en beslutning om, hvilke data der er relevante at registrere.

Krav 2: Data skal kun registreres én gang. I stedet for som i dag, hvor de samme data indtastes i forskellige sammenhænge. Og hvad værre er, både indtastede og elektronisk opsamlede data kan ikke umiddelbart genbruges, men skal manuelt flyttes fra en database til en anden med det tidsforbrug og indbyggede fejl, dette medfører.

Krav 3: Anvendeligheden af data skal være umiddelbart synlig, således at vi, som indberetter data, også kan opleve, at vi eller vores patienter får glæde af den viden, vi opsamler.

Det er ikke urimelige krav, og vi vil alle kunne få glæde af en opfyldelse af dem.

Der må også stilles krav om, at der indføres en anvendelig elektronisk patientjournal (epj), der ikke bare automatisk registrerer de nødvendige data. Den elektroniske patientjournal vil også være med til at øge sikkerheden og kvaliteten i patientbehandlingen, idet alle relevante informationer altid vil være tilgængelige, uanset hvor og hvornår der er behov for det, uden at vigtige oplysninger og undersøgelsesresultater går tabt.

Man har forsøgt at skabe den perfekte elektroniske patientjournal for nogle år siden, men ambitionerne var så høje, at projektet måtte lukke.

Men der findes elektroniske patientjournaler uden for Danmarks grænser, der måske ikke er perfekte, men har vist deres anvendelighed.

Det virker derfor absurd, at sundhedsministeren ikke skærer igennem alle lokale ambitioner og interesser og indfører en landsdækkende elektronisk patient¬journal, så vi en gang for alle kan komme videre. Vi skal vel ikke tilbage til de ’gode’ gamle dage, da alt, hvad lægen gjorde, automatisk var det rigtige og ikke kunne gøres bedre.