Hent inspiration på Grønland og de svenske yderdistrikter

Som speciallæge i almen medicin, med erfaring fra nordiske lægevikariater, lægevagten i Region Syd og Region Sjælland samt nuværende virke ved skadestuen på OUH, har jeg nogle forslag til den kommende udvikling på akutområdet. Den nuværende plan med nedlæggelse af mange centralsygehuse, til fordel for 2-4 større centralsygehuse i hver region, vil for mange borgere opleves som en stor serviceforringelse. Selv om det fagligt kan forsvares, frygter jeg, at det vil medføre en forringelse af behandlingen af borgere, der bor i byer uden et sådant sygehus, samt store udgifter grundet mere og længere patienttransport.

Den nuværende opdeling af akutfunktionen mellem lægevagt, skadestue og egen læge er forvirrende for patienterne og medfører tom aktivitet, hvor patienter henvises imellem forskellige instanser. Jeg forestiller mig et system, hvor borgerne kun behøver henvende sig to steder: egen læge med mindre skader i dagtiden eller en lokal akutklinik i alle andre tilfælde. Adgangen bør primært være telefonisk anvist af sygeplejerske eller læge, efter faste retningslinjer.

Disse akutklinikker bør oprettes i kommuner, som ikke kommer til at rumme et af de nye store akutsygehuse. Akutklinikken skal være døgnbemandet og udføre de funktioner, skadestue og lægevagt nu udfører. Der skal også være en mindre sengeafdeling, f.eks. 10-20 medicinsk-kirurgisk blandede pladser, hvor patienter kan indlægges til korterevarende behandlinger og observation. Der bør også være et mindre laboratorium, mulighed for konventionel røntgen og gennemlysning samt gode telemedicinske muligheder. En ordning, jeg har set fungere på kysten i Grønland samt i svenske yderdistrikter.

De nye akutklinikker skal være underlagt et nærliggende centralsygehus, og bemandingen bør i høj grad være sammenfaldende, således at det er en naturlig del af visse stillinger, at man skiftevis arbejder på to forskellige steder. Dette mener jeg er nødvendigt for at sikre en høj faglig standard og ensartethed. Som minimum bør der være i tilstedeværelsesvagt: en speciallæge i akutmedicin, en uddannelseslæge, en radiograf samt flere sygeplejersker og deres hjælpere.

Visse blodprøver og målinger bør læger og sygeplejersker selv udføre i vagten, på samme niveau som i en veludstyret almen praksis, men samtidig skal der være en laborant på tilkald og til stede i dagtiden. Der bør også forefindes en ultralydsscanner med mulighed for ’on-line’ medkig af en specialist på centralsygehuset, primært til gynækologiske patienter. I dagtiden bør der gås stuegang med mulighed for telemedicinsk opbakning. Denne bør gås af en akutmediciner og en eller flere uddannelseslæger.

Overflytning til centralsygehus eller udskrivelse, bør foregå efter få dage. Dette vurderes ved stuegang, eller løbende, med tæt kontakt med centralsygehuset. At overflytte en patient fra akutklinikken til centralsygehuset bør ikke være anderledes end at overflytte en patient fra en sengeafdeling til en anden.

Der bør ikke foretages operationer, modtages svært tilskadekommende eller hjertepatienter. Der bør dog være et beredskab til ovenstående, hvis en sådan patient skulle melde sig uvisiteret, eller hvis problemet opstår hos en patient, der er blevet fejlvurderet.

Det vil være en fordel, hvis den nye akutklinik udlejer lokaler til privatpraktiserende speciallæger, som for et vederlag kan tilse patienter i dagtiden, f.eks. i forbindelse med fjernelse af fremmedlegemer (øjen- eller øre-næse-halsspecialet) samt behandling af næsefrakturer.

Den nuværende omkostningstunge service med mange sygebesøg af lægevagten bør indstilles. Patienter bør i udstrakt grad transportere sig ind til lægen selv. I de få tilfælde, hvor dette ikke kan lade sig gøre, må der sendes en lægebil fra modtagelsen. Det er dog min vurdering, at langt størstedelen af de patienter, vi kører ud til fra lægevagten på nuværende tidspunkt, i virkeligheden godt kan komme ind til en lægelig vurdering, evt. ved båretransport, og at det primært er praktiske forhindringer, der er tale om. I øvrigt vil det øge kvaliteten af behandlingen.

På akutklinikken er der opbakning og udstyr til lægen, som nogle gange må arbejde under besværlige forhold i folks eget hjem, alene, og uden ordentligt lys og under uhygiejniske forhold. Akutklinikkerne vil give Danmarks yderområder en service svarende til de større byers og sparer lange unødvendige transporter af læger og patienter. Med hensyn til de praktiserende læger vil den nye ordning tage en del af deres arbejdspres, så de kan koncentrere sig om deres patienter i dagtiden.

I forvejen udføres ca. halvdelen af alt lægevagtarbejde af læger, der ikke er speciallæger i almen medicin. Dette arbejdsområde er ikke i samme grad reguleret som det at eje en praksis eller være ansat på et sygehus, og akutklinikkerne kunne give mulighed for ensartethed og kvalitetskontrol på lægevagtsområdet. Den hyppige invending om, at den lettere adgang vil medføre et forøget antal henvendelser, mener jeg ikke holder, dels mener jeg ikke, at patienternes henvendelsesmønster skal reguleres via afstande, dels er det min erfaring fra Norge og Sverige, hvor der er lange afstande og selvbetaling, at patienterne alligevel henvender sig, hvis de føler behov for dette, også med mindre skader og bekymringer, vi som læger finder banale. Andre, som burde være kommet, kommer ikke, eller kommer for sent, med et stort ’oprydningsarbejde’ til følge. Vi skal tænke på, at den tid og de penge, patienterne bruger på at komme til lægen eller holde sig hjemme fra arbejde, også er samfundsudgifter, lige så vel som de mere synlige udgifter til sygehuse, privat praktiserende læger og medicin.