Akutlæger i Danmark...Stop en halv!

Sundhedsstyrelsen og Lægeforeningen har klogeligt været tilbageholdende med at anbefale akutmedicin som et selvstændigt speciale i Danmark. Hold fast i det!

Vi er efterhånden ved at blive klogere på opgavesættet i de fælles akutmodtagelser (FAM), der så småt vokser frem rundt omkring i landet. Den afgørende udfordring synes at være, at forholdene i Danmark er noget anderledes end i de lande, der har givet inspiration til de danske akutmedicineres nuværende forslag til uddannelsesprogrammer.

I FAM skal der helt overvejende modtages prævisiterede patienter. Dels via lægeambulancer, dels via veludstyrede ambulancer med veluddannede paramedicinere og avancerede kommunikations- og behandlingssystemer. Der er altså tid til at forberede modtagelsen af de akutte patienter igennem aktivering af de relevante kompetencer, inden patienten ankommer.

Vi har et velfungerende almen praksis læge- og vagtlægesystem, der visiterer over halvdelen af de akutte sygdomstilfælde.

Vi har en forudsætning, der beskriver fuld tilstedeværelse på specialistniveau inden for anæstesi, organ- og ortopædkirurgi, pædiatri, intern medicin og kardiologi.

Optageområdet for FAM beskrives til at være mellem 200.000 og 400.000 borgere, hvilket giver mulighed for langt flere faglige kompetencer, end vi har set tidligere.

Vi har relativt korte afstande til de højt specialiserede traumecentre.

Dertil kommer, at antallet af svært tilskadekomne (alt andet lige) fylder uendeligt lidt i det samlede volumen, selv om fokus på området er markant. Eksempelvis modtages på en af landets største skadestuer kun godt og vel ét svært traume om dagen (400/år), og der er kun behov for anæstesiologisk assistance i området knap to gange om dagen. Til sammenligning modtages der samme sted godt 200 andre patienter dagligt, og i den fremtidige FAM skal der modtages over 300 patienter om dagen.

Ved gennemgang af opgavesættet, der skal håndteres i FAM, tegner der sig et billede med følgende karakteristika:

Den traditionelle skadestuefunktion vil i stor udstrækning kunne håndteres af specialuddannede sygeplejersker (fast track).

Antallet af patienter i skadestueområdet vil falde, hvis Sundhedsstyrelsens anbefaling om visiterede skadestuer (forhåbentlig) efterleves.

Den dominante (> 70 pct.), tidskrævende voksne patient bliver den multimorbide, +65-årige, der i gennemsnit er i behandling med godt seks medicinske præparater. Størstedelen af disse patienter er ved triage i laveste risikogruppe, for så vidt angår akut livsfare eller førlighedstrussel.

Der skal være fokus på visitation, triage, initial udredning, behandling og hurtig udskrivning.
Opgaven som teamleder og flow-master bliver helt essentiel for at imødegå overophedning i akutområdet.

Ved fuld tilstedeværelse af de tidligere nævnte speciallæger vil langt over 95 pct. af patienterne i FAM kunne behandles på speciallægeniveau.

Velfungerende traumehold til såvel medicinske som kirurgiske patienter har vi nok af. Kolleger, der kan lægge rør alle mulige steder, har vi også nok af, ikke mindst efter styrkelsen af den præhospitale indsats. De fleste svært syge er enten tubulerede eller erklæret døde allerede ved ankomst.

På den korte bane bliver det derfor nogle andre uddannelsesbehov, som efter min mening skal have fokus, end de omfangsrige uddannelsesprogrammer, der aktuelt er i spil (se www.dms.dk/app/plsql/dms_forside.frz).

FAM må ikke isoleres i den samlede organisation, men har tværtimod behov for meget stor legitimitet og solide samarbejdsrelationer. Derfor skal de læger og sygeplejersker, der er ansat i området, uddannes som teamledere, flow-mastere og triage-specialister, således at patientforløbet startes rigtigt uden unødig ventetid. Det kræver stort overblik og gode, basale kliniske færdigheder, der hurtigt kan få den næste specialist på banen, hvis der er behov for yderligere assistance.

Jeg er enig i, at FAM-opgaven skal sikre patienterne et hurtigere og bedre forløb ved behov ved akut opstået sygdom, men vi må ikke glemme områdets centrale uddannelsesmæssige kvaliteter både for yngre kolleger, men også i vedligeholdelsesarbejdet for seniore læger. FAM skal derfor dele de kompetenceudviklende og -vedligeholdende opgaver med resten af hospitalet. I modsat fald er der risiko for isolation af funktionen og bemanding med nogle ’halvstuderede’ kolleger, hvis kompetenceniveau bliver alt for bredt og med manglende færdighedstræning, når det virkelig gælder.

Lad os få gang i en revurdering af opgavesættet og sat det relevante fokus, der passer til fremtidens danske forhold. Lad os anerkende, at de dominante kvaliteter bliver common-trunk kompetencer og teamledelse.

I mellemtiden håber jeg så, at politikerne ikke træffer forhastede beslutninger på baggrund af (beundringsværdigt) godt spin!