Akutmedicin handler om mere end at ’lægge rør’

Der er mange misforståelser omkring akutmedicin. Et eksempel er, når Michael Hansen-Nord (MHN) i Dagens Medicin skriver, at Danmark ikke har brug for akutlæger (nr. 1/10). Til gengæld definerer han godt og præcist, hvilke kompetencer der er brug for i en stor akutafdeling:

»Der skal være fokus på visitation, triage, initial udredning, behandling og hurtig udskrivning. Opgaven som teamleder og flow-master bliver helt essentiel for at imødegå overophedning i akutområdet.«

Det bliver brugt som et argument imod en specialist i akutmedicin – men reelt er det en beskrivelse af akutmedicinerens kernekompetencer.

Kernen i akutmedicin er ikke, hvem der placerer hvilke plasticrør hvor, men at der ved sygehusets akutindgang står en læge specielt uddannet til at tage imod syge, uafklarede patienter. Hun skal sikre kvaliteten af den primære behandling ved at få de relevante parter til at samarbejde og ved at give sine erfaringer videre til alle de yngre læger, der også arbejder i akutområdet.

Nogle patienter kan få to sting og afsluttes til egen læge, andre kræver livreddende behandling stort set fra det øjeblik, de kommer ind ad døren. Måske kan de ikke engang vente på en speciallæge i tilstedeværelsesvagt, der også passer intensiv eller opererer. De rigtig syge skal videre til højt specialiseret behandling, men først skal man finde ud af, hvor syge de er – og så skal man finde den rigtige specialist.

Hvem skal f.eks. tage imod den +65-årige ældre dame, multimorbid og i behandling med seks forskellige medicinske præparater? Som er faldet og måske har en brækket hofte? Som faldt, fordi hun var svimmel? Men som er svimmel, fordi hendes blodprocent er for lav? På grund af et blødende mavesår?

Hun har om nogen brug for en helhedsvurdering og en bred udredning. Alt det kræver ofte både tid, blodprøver og primær behandling – præcis det, som akutmedicineren er uddannet til at håndtere.

Til sammenligning er f.eks. ortopædkirurgen uddannet til at operere. Skal hun se alle flænger og forstuvede ankler? Skal kardiologen se alle med ondt mellem hagen og symfysen? Skal lungemedicineren se alle unge piger, der hyperventilerer – men som også kan have en blodprop i lungerne?

En specialist i akutmedicin er alt andet end en ’halvstuderet kollega’. Hun skal rigtig nok være i besiddelse af brede kompetencer, for akutte patienter præsenterer sig med brede problemstillinger. Og i fremtidens akutafdelinger kommer alle slags akutte patienter gennem den samme dør. Hvor almen medicineren er specialist i det almene og visiterer patienten til hospitalsbehandling, så er akutmedicineren specialist i den akutte fase på sygehuset. Den skal fungere bedst muligt, både for den enkelte patient og for hele systemet. Både når der er stille, og når stemningen rammer kogepunktet.

MNH skriver meget rigtigt: »Derfor skal de læger og sygeplejersker, der er ansat i området, uddannes…, således at patientforløbet startes rigtigt uden unødig ventetid. Det kræver stort overblik og gode, basale kliniske færdigheder…«

Det er lige præcis de kompetencer, et uddannelsesprogram i akutmedicin sikrer. Og når nu akutafdelingerne skal have deres egne speciallæger – hvorfor så ikke uddanne speciallæger i akutmedicin fra begyndelsen?