Effektivitet straffes med nedskæringer

Det er svært for personalet at forstå, at produktiviteten generelt skal stige med to pct. hvert år – uden at der tilføres flere resurser. De løber, synes de, hurtigere og hurtigere, men aldrig hurtigt nok. Tilmed øgedes aktiviteten i 2009 markant – dvs. flere patienter end forventet blev behandlet på hospitalerne. Dette gav naturligt nok anledning til øgede udgifter, der til gengæld ikke er penge til i Region Hovedstaden.

Konsekvensen heraf er, at Region Hovedstaden har pålagt hospitalerne en yderligere besparelse eller effektivitetskrav på 1,6 pct. ud over de 2 pct. Dette er heller ikke nemt at forklare: Hvis du laver mere end forventet, skal du ’straffes’! Disse forhold illustrerer en af de udfordringer, der ligger i den nuværende måde, som hospitalsvæsenet finansieres på.

Indførelsen af behandlingsgaranti på en måned generelt og to uger hos patienter med cancer har skabt et næsten uløseligt problem. Sygehusene søger naturligvis at opfylde disse politisk bestemte garantier efter bedste evne.

På et højt specialiseret sygehus som Rigshospitalet opleves problemet særligt uløseligt i forbindelse med patienter, som kræver højt specialiseret behandling. En behandling, som ofte kun foregår på Rigshospitalet og ganske få andre sygehuse, om andre overhovedet.

Man kan derfor ikke løse problemet med for lange ventetider ved at henvise patienten til de få andre sygehuse, som også udfører den aktuelle højt specialiserede behandling. De har også for lange ventetider, og henvisning til privatsygehuse er ikke mulig, da de ikke udfører de pågældende behandlinger.

Der er kun én løsning for Rigshospitalet, nemlig at øge produktionen, så de politisk bestemte ventetider overholdes i videst muligt omfang. Det problem kan og skal naturligvis løses, men ikke ved ’grønthøstermetoden’. Der må reelle prioriteringer til, således at der er sammenhæng mellem befolkningens forventninger til hospitalsbehandlingen og de midler, der afsættes til denne behandling.

En anden udfordring har været kvalitetsreformen, som fastlagde principper for en ny sygehusstruktur, men også krav til de involverede parter om at få bragt uddannelsestiden for en dansk speciallæge ned fra 11-12 år til 6-7 år. Det udmøntedes hurtigt i nye krav til speciallægeuddannelserne med øget formalisering, stramme og konkrete uddannelsesplaner og større krav til de afdelinger, der uddanner lægerne.

Ansættelse på højt specialiserede afdelinger som på Rigshospitalet blev en obligatorisk del af de fleste speciallægeuddannelser. Kapaciteten er siden blevet øget 30-50 pct., men normeringerne er kun delvis fulgt med. Kvalitetsreformen peger frem mod 2015, men allerede nu er det evident, at dens mål ikke nås med de besparelser på sygehusene, som regionerne nu ser sig nødsaget til at gennemføre.

Patienter på de medicinske afdelinger, herunder geriatri og rehabilitering, har længe lidt under, at fokus og resurser er flyttet til områder med ventetidsgaranti. Det er gået hårdt ud over behandling, pleje og træning. Yderligere reduktioner vil hurtigt føre til et uacceptabelt ringe omsorgsniveau for disse især ældre og svækkede – værgeløse – medborgere.

Rigshospitalet fik forleden udmeldt, at man skulle gennemføre besparelser: henholdsvis en engangsbesparelse på 100 mio. kr. og en permanent besparelse på 94 mio. kr. årligt, altså en besparelse på næsten 200 mio. kr. Man kunne nu tro, at besparelseskravet skyldes dårlig hospitalsledelse uden styr på økonomien, men virkeligheden er en ganske anden! Rigshospitalet har gennem mange år overholdt alle forpligtigelser med styr på økonomien, de fleste år har der endog været et mindre overskud.

Der er gennemført mange tiltag i forbindelse med ventetidsgarantier, kræftpakker og kvalitetsforbedringer og dette til trods for, at projekterne ofte har været underfinansieret. Der er yderligere gennemført årlig budgetreduktion på to pct., samtidig med at adskillige klinikker har øget deres produktion, og her kommer yderligere et paradoksproblem ind.

Primærsektoren (praktiserende læger og speciallæger) har en manko på mere end 275 mio. kr., som skal udbetales grundet øgede omkostninger og lønudgifter samt merproduktion, hvorimod det forholder sig stik modsat på hospitalerne. Her belønner man som anført en øget aktivitet med et endnu større sparekrav i næste års budget. Jo flere patienter hospitalet behandler, jo større skal besparelserne være, samtidig med at primærsektorens øgede forbrug skal dækkes ved besparelser på sygehusvæsenet. Det virker næsten som en moderne udgave af Johan Herman Wessels ’Smeden og Bageren’, hvor hospitalerne i denne omgang har rollen som bageren.

Rigshospitalets Overlægeforening føler, at det er stærkt utilfredsstillende, at effektivitet og højt serviceniveau over for patienterne straffes, og man må frygte, at dette medfører demotivation hos personalet, ligesom det i stigende grad er tvivlsomt, om patienternes forventninger til korte ventetider og højt serviceniveau kan opfyldes.