Læger mistænkeliggøres
 på et tyndt grundlag

I decembernummeret af bladet Rationel Farmakoterapi har Jens Søndergaard og Morten Andersen med artiklen ’Markedsføring af lægemidler har stor effekt – hvad er mekanismerne?’ rettet et angreb på lægemiddelindustriens markedsføring og danske lægers påvirkelighed af informationen og gaverne og det personlige forhold til de ansatte i de profitfokuserede industrier.

Profit kommer i øvrigt fra latin profectus = fremskridt, fremgang, og bruges som betegnelse for gevinst, overskud ved udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed, altså merværdi, som er det, hele vores samfund lever af.

Da Rationel Farmakoterapi udgives af Lægemiddelstyrelsen, som er underlagt Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, må angrebet vel tegne ministerens og regeringens politik og vel leve op til IRF’s intention om at give en afbalanceret information. Angrebsartiklen er ledsaget af en referenceliste, som man kan hente ned fra hjemmesiden, og det har jeg gjort for at se, på hvilket grundlag vi læger udsættes for mistænkeliggørelse af vore handlinger og forhold til industrien.

Påstandene i angrebet er, 1) at markedsføringen har medvirket til overforbrug og anden uhensigtsmæssig brug af medicin til skade for mange patienter og med store økonomiske konsekvenser for samfundet, 2) at læger siger ofte, at de qua deres akademiske tilgang og høje faglige integritet er modstandsdygtige over for markedsføring af lægemidler, og 3) at selvsamme læger er mindre overbeviste om, at deres kolleger evner at modstå markedsføringen! 4) Patienterne derimod ved, at lægemiddelvirksomheder har negativ indflydelse på lægers ordinationsmønstre.

Det er da muligt, at påstandene er rigtige, men i angrebet og dets referencer føres der ingen bevis herfor. I de refererede artikler, hvor en del er oversigtsartikler og kommentarer, er hovedsagelig anvendt spørgeskemateknik, hvoraf  enkelte teknisk korrekt opstiller en nul-hypotese (f.eks. at besøg af lægemiddelrepræsentanter o.l. ingen association har til senere anvendelse af et præparat), som så testes og afvises statistisk. Der findes altså en association mellem information/markedsføring og senere handlemåde.

Problemet med denne type artikler, hvoraf nogle  har en forbløffende lav responsrate (bl.a. var en af forfatternes egne kun 23 pct., selv om deltagerne blev betalt for arbejdet), er, at forfatterne blandt alternative hypoteser/forklaringer ikke vælger at tro eller undersøge de udspurgte lægers egne, nemlig at den faglige information var den overbevisende grund, men foretrækker at ophøje deres egne fordomme til forklaring/hypotese, nemlig at lægerne er ukritiske og i øvrigt påvirkelige af både store og små gaver.

Association bliver således uden videre til kausalitet på forfatternes, men ikke forsøgspersonernes (kollegernes) præmisser. Men hvordan forfatterne – ofte uden detaljeret specialviden på de omhandlede lægemidlers område og om informationsmaterialets beskaffenhed – kan drage så vidtgående og insinuerende konklusioner på dette grundlag, forbliver uforklaret og udokumenteret i angrebet og dets referencer.

Problemet med angrebet er, at dets videnskabelige baggrund kan anfægtes, men at det alligevel prætenderer at give en afbalanceret information fra en statslig styrelse og derfor berører alle danske læger. Det er godt med klare spilleregler mellem industri og læger, da enkelte sorte får vel findes ligesom inden for andre fag. Men en generel mistænkeliggørelse af landets læger kræver bedre evidens end den i angrebet refererede.