»Det går over,« svarede fårehyrden, da man spurgte, hvorfor han ikke gik til lægen med knuden på sin hals.

Som folkelig anekdote kan den stadig trække i smilebåndet, men for den professionelle i sundhedens tjeneste kan den også stå for et tilbagevendende dilemma: Skal man nøjes med at vise tiltro til et naturligt forløb eller behandle?

Modsætninger

For klinikeren er praksis ikke ensbetydende med at behandle. Meget går jo over af sig selv. Og efterhånden som erfaringen vokser, kan det blive tydeligere, at en medicinsk indsats ikke er en forudsætning for helbredelse. Det er også indholdet i den brede betydning af det antikke motto: medicus curat, natura sanat – lægen behandler, naturen helbreder.

Tiltro til naturens helbredende kræfter er imidlertid ikke det, som har fyldt mest i studietidens pensum; og det er afgjort heller ikke alle patienter, som vil være tilfredse med sådan en henvisning. Traditionen byder i høj grad, at der kan og bør behandles. Og ses der stort på den, kan det ende med alvorlige anklager om embedssvigt.

Også i sundhedens tjeneste er det sin sag at finde middelvejen. Her kan tænkes på et modsat scenarie udgjort af den såkaldt defensive medicin.

Læger (ikke mindst kolleger i USA) kan være så bange for at overse noget, at man ‘for en sikkerheds skyld’ sender patienten til videre undersøgelse, selv om det er overflødigt. Desværre udgør medfølgende risiko for overbehandling i sig selv en tilbagevendende trussel, selv om man agerer med tanke på patientens bedste.

Fra råd til dåd

I et valg mellem at give naturen en chance og behandle, lyder fornuftens stemme: Det kommer sandelig an på patientens tilstand!

For personalet i akutmodtagelse af f.eks. astmaramte er valget heldigvis dømt ude fra starten. Men når det handler om andre alvorlige patienthistorier, kan tvivlen brede sig. Det gælder især for den lange liste over kroniske sygdomme.

I løbet af 1980’erne blev professionelle og patienter udsat for den første store bølge af oplysende selvhjælpslitteratur. Også som f.eks. onkolog kunne man læse, at kræftramte fik det bedre og ligefrem blev erklæret for raske uden kemo og andre gængse tiltag.

Selv når helbredelse er i sigte, udgør tiden i sig selv en mærkbar udfordring

Selv om der for det meste var tale om lovende alternativ behandling, kunne der heller ikke her ses bort fra, at naturen havde en afgørende hånd med i spillet, når det gik godt – og desværre også dårligt. Den fortsatte oplysning har heller ikke kunnet lave om på, at naturen også i andre sygdomsforløb stadig er en samarbejdsvillig partner eller en nådesløs modstander.

Når det kommer til overgangen fra råd til dåd, kan det være fristende at vise større respekt for naturens magt. En tese går ud på at begrænse behandling til det absolut nødvendige med kort varighed. Men det virker ikke ligefrem beroligende.

Traditionelt kan det indvendes, at sådan et forsæt er uansvarligt, da især kroniske sygdomme bør behandles på ubestemt tid. Det gælder som almengyldig indsigt, men da det også handler om at udvide professionel indsigt, kan slangen komme til at bide sig selv i halen. Når både pensum og praksis traditionen tro taler for tidlig indsats, giver man jo ikke naturen en tilstrækkelig chance for at vise egen evne og sig selv muligheden for at lære af det.

I tankeeksperimenter og laboratoriestudier kan der være god plads til forsøg med flere fejltagelser, men det gælder som bekendt ikke ved mødet med patienten. Derfor skal evidens helst også her sørge for kvalitetssikring. Med skam at melde er det dog sin sag at være vejvisende, når man i de enkelte tilfælde både kan gå for tidligt og for sent til værks. Af samme grund forbliver tiden en afgørende faktor.

Til opmuntring

Selv når helbredelse er i sigte, udgør tiden i sig selv en mærkbar udfordring. Naturen har sit eget tempo og retter sig heller ikke efter professionelles og patienters utålmodighed.

Selvom man kan ‘nøjes’ med at ligge febril under dynen med termometeret i munden, kan det være en ringe trøst, at det sygdomssymptom også er tegn på en helingsreaktion. Men det hører nu engang med til helheden.

Midt i de forskellige prøvelser giver tiltroen til helbredelse ad naturlig vej anledning til velmente provokationer. Den livskloge kliniker med sans for humor indrømmer f.eks., at både medicinske og psykologiske tiltag også fungerer som systematisk adspredelse, indtil patienten får det bedre af sig selv. Det bør den professionelle ikke tage som en fornærmelse, men som nok en påmindelse om, at man ikke står alene med ansvaret. Det kan være til opmuntring, hvad enten der er tale om mindre eller større tiltro til afkald på behandling.