Anorektikernes frihedskæmper

»Jeg er grundlæggende nok et ret genert og blufærdigt menneske, og jeg har altid fået røde ører af seksuelle problemer og seksuelle overgreb. Og så ender jeg et sted, hvor mindst en tredjedel af patienterne har været udsat for den slags«.

Overlæge Marianne Hertz smiler, og det har hun al mulig grund til, selv om hun af og til får røde ører af såvel patienter som politikere, psykologer, embedsmænd, pressen og alle de andre, der bevæger sig ind over hendes arbejdsfelt.

Vi sidder i hendes store lyse kontor i den gamle røde murstensbygning, der huser Rigshospitalets psykiatriske afdeling O, en afdeling, som har været hjemsted for både nogle af landets dygtigste og mest øretæveindbydende læger.

Anorektikere er så utrolig ens. Man ved jo, hvad de vil sige, før de har sat sig i stolen,« siger overlæge Marianne Hertz. Foto: Joachim Rode

Det har været en hård omgang, men alligevel virker den 65-årige overlæge afslappet, når hun taler om konflikten med psykiatriledelsen.

»Regionsledelsen har jeg aldrig været på talefod med,« konstaterer hun med et skævt smil.

Ellers har det været mere end småt med sejre i Marianne Hertz’ lange arbejdsliv, som siden 1980’erne har koncentreret sig om en af de mest udsatte grupper af syge kvinder herhjemme: Anorektikerne.

Kun en pige pr. sengeafsnit
Selv om Marianne Hertz om nogen personificerer behandlingen af de sværeste spiseforstyrrelser, var det egentlig et tilfælde, at opgaven faldt hos hende. For specielt tiltrukket af de umulige og misbrugte piger var hun ikke, da hun blev ansat på Rigshospitalets psykiatriske afdeling i 1970’erne.

»Dengang var der kun børnepsykiateren Kai Tolstrup, som interesserede sig for anoreksi. Når hans piger blev store, kom de til voksenpsykiatrisk afdeling. Her var der ikke nogen, som egentlig tog sig af dem. Tværtimod havde afdelingen et knæsat princip om, at der ikke måtte være mere end en pige per sengeafsnit. Ellers ville de konspirere med hinanden, mente sygeplejerskerne.«

»Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det var mig, der faldt over det. Men vi stod jo med de her forkølede mennesker, som ingen tog sig af. Og nogen måtte jo gøre arbejdet. Men jeg er grundlæggende nok et ret genert og blufærdigt menneske, og jeg har altid fået røde ører af seksuelle problemer og seksuelle overgreb. Og så ender jeg et sted, hvor mindst en tredjedel af patienterne har været udsat for den slags. Og alt muligt med mavetarm har heller ikke været noget særligt for mig, så der er alle mulige grunde til, at det er mærkeligt, at jeg er landet her.«

Kampen mellem kvinderne
Efter at det lykkedes at skaffe fondspenge og komme på besøg hos eksperterne på Maudsley i London bad Marianne Hertz om tilladelse til at åbne et specialafsnit. Hun fik dog kun et halvt afsnit, og det havde mange pudsige konsekvenser.

»Vi fik ti pladser på et af de åbne afsnit, hvor de vilde og stejle piger boede sammen med de ældre, lidt syrlige, men ikke helt kraftesløse damer. Det kunne godt føre til nogle kampe mellem de to grupper. F.eks. ved måltiderne, hvor pigerne ville have, at der skulle være hyggeligt og mørkt, så man ikke kunne se, at de kun spiste det halve, mens de gamle damer blev sure, fordi de ikke kunne se fiskebenene i mørket. Heldigvis løste problemet sig, da hospitalets demensafsnit gik ned. Det betød, at vi kunne få vores egne pladser.«

Sygdommen bagatalliseres
De seneste 15 år er hun med jævne mellemrum trådt frem i medierne for at kæmpe for bedre behandling og flere ressourcer. Men den dag i dag råder hun over de samme ti senge, som da hun begyndte. Og selv om der er skruet op for behandling, der ikke kræver indlæggelse, er der fortsat årelang ventetid på trods af, at der er tale om de mest syge anorektikere. Og den manglende interesse for området i sundhedsvæsenet undrer hende.

»Jeg har peget på problemerne så længe, at jeg efterhånden føler mig som en gammel grammofonplade, der er slidt helt i bund. Men man bliver ved med at bagatellisere sygdommen og ser ikke i øjnene, at anoreksi er den psykiske sygdom, der har den største dødelighed,« siger hun. 

Forståelse får ikke angsten væk
Det får dog ikke Marianne Hertz til så meget som at overveje at stoppe. Hun er stadig parat til at gå i rette med alle de myter, fordomme og vrangforestillinger, som hun mener præger synet på spiseforstyrrelser, behandlingssystemet og ikke mindst samfundets og kvinders forhold til krop, moral, appetit og vægt.

»Der er jo generelt i samfundet en vulgærfreudiansk holdning om, at hvis man kan finde en psykologisk forklaring på sygdommen, så er alt løst. Men den tilgang virker ikke! Mange patienter efterspørger den løsning, men angsten for maden forsvinder ikke. Selv om kvinden forstår, at hun får kvalme, fordi hun har fået tærsk som barn og været udsat for seksuelle overgreb, forsvinder kvalmen ikke af den grund.

Angsten for at spise og blive stor og tyk forsvinder heller ikke, selv om man får øje på nogle forbindelseslinjer til noget, der er sket i barndommen. Selvfølgelig handler anoreksibehandling også om at blive bedre til at forstå sig selv og blive opmærksom på sig selv, men man skal ikke dyrke fortiden så meget.«

Sulttermostat har sat sig fast
Anoreksi er fortsat en uopklaret og gådefuld sygdom, og den store forekomst af traumer hos patienterne gør en ren psykologisk tolkning oplagt. Men selv om man mangler viden om de grundlæggende mekanismer, er Marianne Hertz sikker på, at de kropslige, biologiske processer spiller en central rolle.

Der er noget helt særligt ved pigerne, som psykologien ikke kan forklare:

»Jeg har altid tænkt, at det var en meget mærkelig sygdom. Alt det der med, at det kun handler om en ond barndom, kunne jeg ikke rigtig købe. Det kan ikke forklare, hvorfor pigerne er så utroligt ens. Man ved jo, hvad de vil sige, før de har sat i stolen. De er sindssygt ens i deres adfærd og deres måde at forholde sig til mad og til livet. Man er nødt til at tænke på sygdommen som resultatet af en biologisk regulering af sult og mæthed, der er gået i stykker. Termostaten har sat sig fast i et forkert hak. Mange har haft en frygtelig opvækst, men jeg har altid set den som en biologisk sygdom, vi kun kan behandle psykologisk. Og det passer så heller ikke helt, for vi behandler jo også sygdommen med mad. Ved at lære dem at gå imod angsten for at spise. Når man gør det, bliver angsten mindre.«

Rødder tilbage i fortiden
Anoreksi kobles ofte sammen med nutidens ekstreme modeidealer, som sætter unge kvinder under pres. Men Marianne Hertz har tidligere peget på, at man kan finde masser af beskrivelser af anorektikere helt tilbage til middelalderen. Det gælder flere af de kristne helgenlegender, f.eks. den hellige Catarina af Siena, der forsagede alt kød og tabte sig så meget, at hun døde af det.

Bulimi med tvangsspisning og opkastninger er derimod en ny sygdom, der først blev opdaget i 1979, og her spiller kultur og samfundets normer ifølge Marianne Hertz en central rolle.

»Modsat anoreksi er bulimi i voldsom stigning. Meget tyder på, at bulimi er alt det, som anoreksi ikke er – nemlig en kultursygdom bundet til det vestlige overflodssamfund. Men det er også en typisk kvindesygdom, som langt hen ad vejen er kulturskabt,« siger Marianne Hertz
Biologien spiller dog også her en vis rolle, da det er påvist, at ca. en tredjedel af bulimipatienterne har været eller er overvægtige eller har overvægt i familien.

»En af teorierne om bulimi er, at det simpelthen er nogle stakkels kvinder, der kæmper mod deres onde gener. Hvis man har nogle gener, der siger, at man er temmelig meget til den runde side, vil de fleste 18-årige piger kæmpe imod. Når kroppen bliver ved med at sige: »Spis!«, og man ved, at man ender med at veje 85 kg i stedet for 60 kg, så er det meget enkelt at stikke en finger i halsen.«

»Når du er ung og usikker, og der bliver set på dig med foragt og sammenknebne øjne, hvem har så lyst til at være rund? Hvis man ser sådan på det, at der er en normalfordeling af kropsvægt, så er der nogen, der skal være lidt buttede. Men nu er det sådan, at alle skal være ens. Desværre er styring af sult og mæthed sindssvagt komplekse, men meget fintunede biologiske mekanismer, som man ikke kan gøre vold på uden at bruge voldsomt mange kræfter. Og det er der rigtig mange piger, der gør.«

Kroppen er et moralsk flag
Unge kvinder burde ifølge Marianne Hertz overveje at bruge den energi bedre end til håbløse og opslidende slankekure. Men hun leverer selv en forklaring på, hvorfor det ikke sker. Og forklaringen er ikke, at kvinderne lytter til sundhedseksperter, der advarer mod farlig overvægt. Den er derimod nogle langt mere destruktive normer og moralbegreber, som hærger samfundet.

»Kroppen er nærmest blevet et moralsk flag, hvor man demonstrerer selvkontrol og disciplin ved at være tynd. Budskabet er, at hvis man er tynd og veltrænet, så er man et godt menneske. Det er ikke kun for sjov, at man nu om dage siger, at man har syndet, når man har spist en flødekage. Men er det virkelig at synde? Da jeg var barn, var det en synd at gå i seng med naboens kone eller være ond mod andre mennesker. Og vrangbilledet af den beundring for de tynde og veltrænede er foragten for de overvægtige, som man ikke engang skammer sig over at vise. De opfattes nu som moralsk mindreværdige. Det rammer især kvinder, for udseendet har altid været kvinders måde at gøre sig gældende på i verden. Men mænd går ikke fri.«

Derfor mener Marianne Hertz, at vi alle bør vise større respekt for den biologiske mangfoldighed og de mekanismer, der styrer vores krop.

»Vi kunne alle sammen gøre noget ved ikke at betragte kropsvægt som et moralsk anliggende, især fordi man ved, at mindst halvdelen af de faktorer, som bestemmer vores kropsvægt, er genetiske.

Forestillingen om, at man er overvægtig, fordi man er doven og slap og slatten og bare ligger på sofaen, holder ikke. Det er lidt det samme med cigaretrygning, hvor meget tyder på, at det er folk med en særlig receptorprofil, der er nikotinafhængige.«

Den gode produktoplevelse
Marianne Hertz ser årligt 60 nye patienter, som hun visiterer og lægger den første behandlingsplan for. En tredjedel af patienterne har hun i behandling. Mange følger hende resten af livet, og selv om sygdommen er barsk, ser hun det som berigende.

»Professor Tom Bolwig taler tit om »produktoplevelsen«. Han siger, at det er vigtigt at have en god produktoplevelse i sit job, hvad enten man er snedker, der laver en pæn stol, eller psykiater, der ser patienten komme ud af en svær depression. Men man må sige, at produktoplevelsen i psykiatrien ofte lader vente mange år på sig. Men det bliver oplevelsen ikke mindre af. Der skal bare en vis stædighed og udholdenhed til, for at man kan nå at opleve den.«

Men når man ser de mest syge patienter fra en gruppe, der samlet har den højeste dødelighed blandt psykisk syge, er der selvsagt også en del, der ender med at dø trods langvarig behandling. Når man som psykiater har fulgt de mennesker i mange år, gør det indtryk, understreger Marianne Hertz. Men endnu større er glæden ved at se dem, der klarer at overkomme sygdommen.

»Vi begynder ofte med en voksen kvinde, der ikke har udviklet sig, siden hun blev 12 år, og det er fantastisk berigende at se et forkrøblet menneske vokse, udvikle sig og blive en hel person. Det er en fantastisk fordel ved de kæmpelange forløb, vi har. Og det er en stor glæde at få breve fra de gamle patienter, der sender billeder af de børn, de har fået. Jeg ser mange gamle patienter en sjælden gang imellem. Dels fordi det er fornøjeligt, og dels fordi mange af dem, der er vokset op med en belastet baggrund, har brug for at få rettet gyroskopet op en gang imellem.«

Anorektikere er stædige
Marianne Hertz har absolut ingen planer om at stoppe arbejdet med sine patienter. For selv om deres sygdom kan virke provokerende på overlægen, er der også noget hos anorektikerne, der tænder hende. Og måske har de endda mere tilfælles end man umiddelbart skulle tro.

»Patienterne er jo på deres egen bagvendte måde…genstridige folk, der vil bestemme selv. Jeg synes nok, at det er rart med folk, der er stædige, og som ikke læner sig tilbage i stolen og jamrer. Det taler til mit temperament på en eller anden måde. Somme tider er deres sygdom udtryk for trods og en reaktion på vanvittige livsomstændigheder, hvor de ikke har følt, at der var andre muligheder end at holde op med at spise. At de så er møgbesværlige og fastlåste i deres liv, er bare en ekstra udfordring. Og jo, jeg er da helt sikker på, at mine chefer også ser mig som fastlåst og møgbesværlig, men jeg synes da, at jeg er fantastisk imødekommende,« siger Marianne Hertz og griner højt.