Naturen giver chefen overskud

Hun har helt bevidst valgt ikke at tage ammunition med på arbejdet. Det dobbeltløbede haglgevær i grønt futteral og jagtknivene ligger i bagagerummet på den grå Peugeot, der holder parkeret nogle hundrede meter fra Neurocenteret på Århus Universitetshospital, hvor centerchef Inger Schaumburg har sit kontor.

Time efter time foran computeren har hun det seneste år arbejdet med en plan, der skal give en besparelse på de 22 mio. kr., som Region Midtjylland har bedt hende om at finde. Og når hendes øjne har haft brug for lidt ro, har hun kigget på det vægstore maleri af et par jægere i en skovlysning i grønne og brune farver, som hænger på det hvide hospitalskontor.

Hun kender 10-20 kolleger på sygehuset, der går på jagt, men i det daglige er det ikke det store samtaleemne, med mindre man – som hun for et par år siden – kommer på arbejde med blå mærker på armene efter en jagt, hvor hun havde fået geværkolben hamret ind i overarmen af rekylet.

»Det er ikke, fordi der er noget hemmeligt over det. Men det er ikke alle, der går rundt og reklamerer med, at de går på jagt. Jeg tror, det er meget almindeligt, at man har jagtfællesskaber, hvor man er sammen med mennesker, der er anderledes end dem, man arbejder med til daglig. Det er et fællesskab, hvor man mødes med fiskeren fra fjorden, landmanden, overlægen, direktøren og tømreren,« siger Inger Schaumburg. Hun ville egentlig aflyse interviewet. Hun vender og drejer sig på den fræsede birkestol på kontoret, hver gang spørgsmålene bliver for personlige, men nu er vi i gang. En aftale er en aftale. Måske tænker hun, at det ville være et dårligt signal at sende, at en af hendes medarbejdere, overlæge Grethe Andersen, den ene uge tog imod Dagens Medicins initiativpris Den Gyldne Skalpel på vegne af stroke-teamet, mens hun i den anden uge takkede nej til at blive interviewet om sin passion for at gå på jagt.

Hun har taget jagtskjorte, bukser, støvler og sit gamle herbarium med blomster fra en svunden tid med på arbejde, mens de øvrige remedier ligger i bilen og venter.

Inger Schaumburg elsker naturen. Hun fortæller om sin barndom på Als, hvor hendes far tog hende med ud i skoven for at se solopgang i Sønderskoven eller Nørreskoven.

»Han var landmandssøn, og han syntes, det var en måde at vise os naturen på. Det var ikke med gevær, men det var bare en dejlig oplevelse at have sammen at gå der i skoven stille og roligt og se livet starte, de der sommermorgener, hvor lyset skinner og bladene vipper i vinden, fuglene synger og dyrene er ude på marken og spise, inden de gå ind i skoven og lægger sig og så går ud igen om aftenen.

Vi har også tit kørt aftentur. Så jeg har haft den der opmærksomhed på, at naturen lever, og at man kan se den ved at stå i den eller se den fra en bil. Hvis man er årvågen, er der mange oplevelser at få. Som pige har jeg leget i skoven med en veninde, ikke med dukker, men som indianere og cowboydere, der sprang over åen og byggede huler i træerne. På den led har skoven altid være et fristed for mig, og jeg føler mig hjemme i skoven uanset tidspunktet på døgnet,« siger hun.

Det fine herbarium ligger på mødebordet. Papiret er glat og sprødt, og de små stængler af blomster hænger med tape, der er blevet brunt i limen på siderne. »Artsbestemmelse: Melet Kodriver, Sted: Bornholm 1965«, står der med sirlig skråskrift under en blomst, hvis lilla og gule blomst er nærmest uberørt af de mange år.

Det var min største jagtoplevelse
Det er to år siden. En efterårsdag i 2007 er Inger Schaumburg på vej ned ad en sydvendt skråning i Sindal i Nordjylland, hvor hun er inviteret med på jagt sammen med ti andre jægere hos en af sine venner, den 60-årige landmand Per. De går ned ad bakken sammen og nyder solen og varmen i oktober, hvor skoven står i flammende farver. Inger Schaumburg ser, at der er nogle sæder i græsset, hvor rådyr har ligget og hvilet sig, og mens de øvrige i jagtselskabet går videre, stiller hun sig op med sit afsikrede haglgevær og gemmer sig bag nogle buske.

»Som pige har jeg leget i skoven med en veninde, ikke med dukker, men som indianere og cowboydere,« siger Inger Schaumburg. – Foto: Joachim Rode

Lidt derfra er en anden del af selskabet ved at drive gennem et område med en sø og lav bevoksning af krat og birketræer. Så sker det. En lille råbuk kommer løbende tæt forbi og ser hende ikke.

»Den slog et lille slag udenom og løb så direkte imod mig, og så faldt den om i nogle buske,« fortæller Inger Schaumburg.

Hun nævner det ikke. Der er stille på kontoret ud mod Nørrebrogade i Århus, hvor vinden hvirvler støvet på asfalten og bukker de grønne blade på træerne. Måske er rådyret snublet, og sætningen kan fortsætter med, at det kommer på benene og løber af sted i solen og det smukke landskab. Først da hun bliver spurgt direkte, sættes der et punktum.

»Ja, og så var den død,« siger hun.

Hun havde skudt den. De havde set hinanden i øjnene, og hun havde i et splitsekund vurderet, at rådyret var så tæt på, at hun overholdt kravet om, at det kun må skydes med et haglgevær, hvis det er inden for en radius af 20 meter. Hvis dyret er længere væk, vil haglene ikke være dræbende, og så skal jægeren have riffeltegn for at skyde.

»Det er min største jagtoplevelse, og jeg havde det dejligt med at se, at det kunne lade sig gøre.«

Rådyret blev slæbt ud til ladet på en traktor, hvor Inger Schaumburg skar bugen op på dyret og fjernede indvoldene. Om aftenen var der middag på gården i Sindal, hvor familen havde forberedt en festlig jagtmiddag.

Inger Schaumburgs råbuk blev hængt op på en dyrekrog, så blodet kunne dryppe af, og først da hun skulle hjem næste dag, blev dyret lagt i bagagerummet på hendes lille Peugeot. På vej hjem ringede hun til en anden jagtkammerat, Jørgen, som bor mellem Viborg og Skive, og kørte ud til ham for at få hjælp til at hænge dyret op på en krog. De trak skindet af og parterede rådyret i køller, dyreryg og bovstykker og smed hovedet, ribbenene og skindet i skraldespanden.

»Jeg har det godt med, at et dyr, der har levet i frihed, bliver slået ihjel for at blive til mad til mennesker. Når man gør det på ordentlig vis, kan jeg ikke se, at det er anderledes, end at man har dyr i en stald, som bliver kørt til slagteriet og slået ihjel med en boltpistol eller på anden måde og skåret i stykker. Forskellen er, at folk, der køber deres mad i et supermarked, kun ser plastikbakkerne med det hakkede kød eller bøfferne i, og så glemmer de, at det faktisk har været et levende dyr.

Hvis man ikke kan lide jagt, så skal man være vegetar. De fleste jagtfællesskaber behandler naturen og dyrene ordentligt, og jeg kan ikke se, at der er forskel på det og at gå ned og købe kød hos en slagter eller i et supermarked, fordi det forudsætter også, at man har dyr, der bliver opdrættet med det formål for øje at kunne sælge kødet. I naturen lever dyrene frit, og på et tidspunkt møder de en jæger, og så bliver de til en dejlig dyreryg, som man så står og laver hjemme i sit køkken. Den proces er fin for mig. Jeg mener, at det er en myte, at det er synd for de små rådyr. Et rådyr og en kalv er for mig lige søde, og jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være anderledes at spise et rådyr end et lam,« siger Inger Schaumburg.

Jagt og ledelse handler om overblik og fokus
Det er seks år siden, at Inger Schaumburg besluttede sig for at begynde at gå på jagt. Efter 11 år som ledende overlæge på arbejdsmedicinsk klinik i Viborg Amt og med ansvar for socialmedicinsk enhed og center for forebyggelse fik hun bevilget en lederuddannelse, MPM, på Syddansk Universitet. På de første jagter var hun med som klapper, det vil sige en, der driver dyrene ud af en skov eller en eng, som jægerne har placeret sig på i en formation. Klapperne driver vildtet frem gennem det aftalte område, såten, og jægerne står på nøje aftalte punkter, hvor de kun må skyde væk fra såten.

Hun fik sit eget jagttegn til haglbøsse i 2006. Siden har hun skudt fasaner og et par rådyr på de fem årlige jagter, hun bliver inviteret med på i sæsonen. Hun har været på jagt i Nordjylland, omkring Viborg og i Vejle Ådal primært i efterårssæsonen og hen over nytåret.

»Det er spændende og berigende for mig at have det fællesskab. Man mødes så en tidlig morgen i morgengryet og hilser på hinanden. Der blæses til samling og man får en lille snaps, og så starter jagten med, at reglerne for jagten ridses op: Hvad må der skydes i forhold til jagtreglerne, hvad må der skydes på lige præcis denne jagt, og hvad må hver enkelt deltager skyde,« siger Inger Schaumburg.

Hun forklarer, at den jæger, der leder jagten, liner deltagerne op og beslutter, hvordan man må skyde. Jagten er et fællesskab, hvor jægerne står med våben, og hvor de skal vide sig sikre på, at de andre overholder reglerne ligesom i trafikken, så der ikke er nogen, der laver en Dick Cheney – dvs. kommer til at skyde en jagtkammerat, som det skete for den amerikanske vicepræsident i 2006, da han fyrede sin haglbøsse af i hoved og bryst på en 78-årig jæger.

»Det er farlige våben, og der skal være styr på tingene – både med mennesker og med dyrene. Hvis der skal nedlægges vildt, skal det nedlægges ordentligt. De skal ikke ligge og lide,« siger hun.

I Inger Shaumburgs verden er der ikke nogen modsætning mellem det at være læge og at være jæger. Hun gætter på, at der er langt flere læger på Århus Sygehus, der går på jagt, end de 15, hun umiddelbart kender, men set ud over branchen holder lægerne generelt lav profil med jagt. Kun navne som direktør for Lundbeckfonden, Erik Juhl, og hjertekirurgen Gösta Petersson dukker op.
Derimod ser hun mange lighedspunkter mellem det at være jæger og at være leder.

»En leder skal have overblik og kunne fokusere på en detalje. Ligesom i naturen, hvor du kan sanse hele naturen og så pludselig have fokus på et rådyr, der kommer ud af skoven, og så skal der måske falde et skud, fordi omstændighederne er til det, eller også beslutter du dig for, at det her er ikke et skud. Det er vigtigt i jagten, at du ikke skyder på alle objekter. Det er hele tiden en afvejning af, om er det nu er rigtigt at skyde, eller om det her dyr skal have lov til at gå videre i solskinnet. På samme måde handler ledelse om at have et overblik og at kunne fokusere. Det handler om at rumme det brede og om at lukke det ude, når en enkelt opgave her-og-nu er den vigtigste,« siger hun.

#Hvordan en besparelse på 22 mio. kr. lykkes
Det var f.eks. tilfældet for et år siden, da Inger Schaumburg blev kontaktet af sygehusledelsen, der bad hende om at komme med en plan for, hvordan Neurocenteret kunne skære 22 mio. kr. som et led i Region Midtjyllands spare¬runde.

»Så er det bare med at fokusere og finde ud af, hvordan man gør det. Hvordan kan en besparelse på 22 mio. kr. hænge sammen og give mening for medarbejderne. Det svarer til at skære 66 sygeplejerskestillinger væk eller et andet antal medarbejdere fra andre faggrupper. Men vi kunne også vælge en anden vej og forsøge at tjene flere penge ved at udvide vores aktivitet fra at være center for det tidligere Århus Amt til at være neurocenter for hele Region Midt. Men hvis den øvelse skal lykkes, så kræver det, at vi kan give de lokale sygehuse eller de praktiserende læger et tilbud, der er interessant nok til, at de vil henvise flere patienter til os. Altså hjemtrække borgere fra Region Midt, som behandles enten i Region Syd eller Nord.

Vi har f.eks. lavet et samarbejde med Horsens Sygehus, hvor vi sender en neurolog til Horsens to dage om ugen, som relativt hurtigt kan vurdere en patient, og hvor det ikke er nødvendigt at indlægge patienten på Neurocenteret, fordi det ikke er voldsomt akut, men hvor patienterne har brug for et tilsyn, en vurdering eller en behandling. Det er så et anderledes tilbud, end Horsens Sygehus har haft tidligere. Tilsvarende har vi indgået et samarbejde med de praktiserende læger om, at vi sikrer et godt og sammenhængende forløb uden ventetid for deres patienter med sygdomme indenfor områderne neurologi, øjen- eller øre-næse-halssygdomme.«

Ledelsen i Region Midtjylland gav Inger Schaumburg og Neurocenteret lov til at finde de 22 mio. kr. ved at hjemtrække patienter til Region Midt, så de kunne få et behandlingstilbud og dermed spare regionen for at betale 100 pct. af taksten, den såkaldte drg-værdi, for at få udført behandlingerne på sygehuse i andre regioner. Ved at skabe et behandlingstilbud på Århus Sygehus kunne Region Midtjylland få udført opgaverne til ca. halvdelen af prisen.

»Vi fik lov til at lave den hjemtrækning. Men kravet til os var, at vi skulle trække behandlinger hjem på det dobbelte af beløbet, svarende til i alt cirka 44 mio. kr., så vi kunne bruge halvdelen af beløbet på at ansætte folk og skaffe de nødvendige sengepladser og aflevere den anden halvdel som besparelse til Region Midtjylland. Vi skal have fokus på, hvad der skal til, for at det kan lade sig gøre, om vi kan få det personale, der skal til, og om vi kan finde den plads, der skal bruges. Kan vi lave lidt længere operationsdage. Kan vi få personalet med på at operere til kl. 18 i stedet for klokken 15, så der bliver plads til lidt flere patienter. Der kræver en større logistik at få sådan en plan til at hænge sammen, men det arbejder vi på.«

Naturen giver overskud til lederjobbet
Det blev ikke til megen jagt den sommer, da regionen skulle have en færdig plan leveret 21. august. Men da Inger Schaumburg ikke har riffeltegn og derfor ikke kan skyde på den årlige bukkejagt i sommermånederne, så faldt arbejdspresset på et godt tidspunkt. I stedet blev jagtturene til gåture og nødvendige pauser i en travl hverdag, hvor Inger Schaumburg tog ud i skoven eller på engen for at lade op.

Naturen er et rum for refleksion, uanset om man bare bevæger sig, eller om man er på jagt. Man får frisk luft, tager uret af, og man får en idé ud af det blå. Når jeg bakser med et dilemma, problemer eller komplicerede ting, så kommer der en afklaring på det. At bevæge mig i naturen giver mig overskud til at håndtere et lederjob,« siger Inger Schaumburg.

Hun fortæller om sin kærlighed til Vejle Ådal, hvor naturen byder på kildevæld og bakker med løvtræer mod øst og fladt land med grantræer, sandjord og lyngbakker mod vest.

»Det er fantastisk at gå i. Sådan en morgen hvor solen står op over en sø i et landskab med tågeskyer, er det lige som et kinesisk klip med flere lag. Der er en variation i landskabet, som på den ene side er frodigt og på den anden side mere afdæmpet. Mod øst er jorden høj, og mod vest er himlen høj,« siger hun.

»Det er sansningen i naturen, der er vigtig for mig. Det at vide, hvordan en fiskeørn ser ud, og at gætte sig til, hvor den har sin rede, når du ser, hvor den flyver hen. Jeg har den evne til at se det. Jeg ser et rådyr, selv om det er langt væk, og jeg har det lige så godt med bare at gå i naturen og skyde med øjet eller at sanse en flok krondyr, som bare står der sammen med mig,« siger hun.

»Jagt er så meget andet end det at skyde. Hvis man så skyder noget, er der det dejlige ved det, at man fylder fryseren med det fine kød, som man kan tage op og glæde sine gæster med. Sådan en dyreryg, der har været marineret i portvin, og som man har passet og plejet en eftermiddag, så du stort set kan skære igennem den med kanten af fingeren.«

»Det er en anden del af oplevelsen, at man trækker den med hjem i sit køkken og snakker om, hvor man har skudt den lille buk, og at de gæster, man har, værdsætter, at man har brugt tid på at gå på jagt og brugt tid på at få bukken skåret ud og passet sådan en steg og lavet en forrygende sovs.«

»Jeg synes, det har været skægt som voksen, erfaren kok i et køkken at få nogle nye ingredienser. Jeg er hoppet over i den madkunst med vildt og synes, det er dejligt. Kødet smager af skov og vildt og af, at dyrene har haft deres frihed. Du kan ikke købe det kød i et supermarked. Det er helt ubetaleligt og vil have en urimelig høj pris, hvis jeg regnede ud, hvad jeg har brugt af tid på at gå på jagt, på at partere dyret, lægge det i fryseren osv. Så det er noget, man tager ud til særlige lejligheder.«

Tyttebær, enebær og rabarberkompot
»Jeg gør det, så tit jeg kan komme til det, og det afhænger af, hvor heldig jeg er på jagten, eller om jeg kan få tiltusket mig et stykke kød fra en ven, eller hvis nogen har et overskud fra en jagt.«

»Det er mest i vinterperioderne, at jeg går på jagt, og at jeg inviterer venner på middag. Det kan være en middag med kød fra rådyr, en fasan eller en and. Men jeg kan godt li´ dyrekølle fra en buk eller fra krondyr,« fortæller hun.

Inger Schaumburg bor til daglig i et parcelhus i Viborg sammen med sin mand, professor i økonomi Bjarne Sloth Jensen. Hendes tre børn af et tidligere ægteskab er flyttet hjemmefra, og der er derfor frit slag for, at Inger Schaumburg kan sætte god tid af til at lave mad og invitere gæster.

Hun kan gå en hel dag og hygge sig med at finde den rigtige blanding af krydderier som enebær, timian, salvie og estragon til kødet, som skal marineres i vin i et døgn i køleskabet. Andre gange vælger hun at supplere marinaden med hvidløg, løg, porrer og pastinak.

»Så skal stegen i ovnen og så langtidssteges på 110 grader et par timer og derpå 160-180 en times tid, mens duften breder sig i hele huset.«

Tilbehøret er tyttebær, blåbær eller rabarberkompot eller noget andet sødt, og så en form for årstidens grøntsager som f.eks. rosenkål eller gulerødder, rødbeder, porrer og pastinak, der bliver glaseret med lidt akasiehonning og Modena-eddike og sat i ovnen. Til maden serverer hun en god, kraftig flaske rødvin.

Det er blevet sen eftermiddag på Århus Sygehus. Inger Schaumburg skifter fra sit arbejdstøj og trækker i de army-grønne jagtbukser og en lys ternet skjorte. Vi skal ud i naturen og kører nordpå i de grønne marker med rug og hvede på vej mod Randers. Inger Schaumburg tager haglgeværet frem og lægger det på skulderen eller har det hængende på armen, mens fotografen tager billeder.

Hun står tålmodigt med benene plantet i en rugmark og hovedet i den blå himmel. Der er ikke et dyr at se, og hendes blik er fjernt. Måske drømmer hun om en storvildtsjagt i Afrika med riffel eller en dagtur med sin mand og en kande kaffe og et par sammenlagte i en rygsæk.