Orden skaber skønhed

Klokken er 5.30. Asfaltgrå skyer dækker himlen over Østre Ringvej i Næstved. En voldsom regn tynger de endnu utrimmede græsstrå langs cykelstien, så de lægger sig som kuede hunde. Noget pink ispapir står i kontrast til den grønne rabat. En spinkel, adræt kvinde i selvlysende gul vest med en plasticpose i hånden bukker sig ned efter ispapiret, smider det i posen og fortsætter i løb gennem vandpytterne. En bil triller forbi og dytter, kvinden løfter en hånd iført plastichandske til hilsen.

Hånden tilhører den 69-årige overlæge Jette Ingerslev, som er ude på sin daglige morgentur. Formålet er at motionere og samtidig samle det skrald, der i løbet af natten har samlet sig i området omkring hendes bolig ved Mogenstrup Ås i udkanten af Næstved. Jette Ingerslev nærer en dyb aversion mod rod og svineri. Passionen er at forskønne ved at skabe orden.

»Det er en tilfredsstillelse at se noget, der er uordentligt og ulækkert, blive lækkert. Naturen kommer til sin ret, når jeg fjerner affaldet. Man kan sammenligne det med, hvis man har et par sko fyldt med mudder. Så er det vidunderligt at se dem blive renset og pudset. Jeg opnår en glæde ved at se naturen få lov at eksistere uden at blive skæmmet af affald,« siger Jette Ingerslev.

Æstetik og orden er to nøgleord i overlægens liv. Hun bliver irriteret, hvis tehætten er rød, når stolehynderne er gule, og kunne ikke drømme om at tage lilla undertøj på under en rød trøje. Det skal matche. Hjemmets vægge er dækket af bl.a. Brandes, Bonde og Birkemose i farvemæssig harmoni med de ægte tæpper på gulvet.

Haven er en mindre blomsterpark fyldt med duftende syrener, overdådige rhododendronbuske og 200 Karen Blixen-roser, som de lokale rådyr jævnligt bryder ind og guffer løs af i ly af natten. Igennem havens blomstereksplosion snor sig små pænt ordnede stier, der er afgrænset af over tusind sten, som Jette Ingerslev selv har lagt. Der skal være orden, før skønheden kan nydes fuldt ud.

»Skal min sjæl udfolde sig, skal mine omgivelser være harmoniske. Jeg kan ikke klare, at der er rodet. Det er helt utænkeligt, at jeg kan sætte mig og skrive en artikel, hvis der er tonsvis af vasketøj, opvask og det hele flyder. Jeg forlader heller aldrig et hus med fyldt skraldespand og opvaskemaskine eller uredte senge,« siger Jette Ingerslev og tilføjer bestemt:

»Og der skal ikke være affald der, hvor jeg færdes.«

Intet led må briste
Man skal ikke have brugt lang tid i Jette Ingerslevs selskab, før det står klart, at affald fylder meget i overlægens liv. På køreturen fra arbejdspladsen på medicinsk afdeling M12 på Glostrup Hospital til hjemmet i Næstved afbryder hun jævnligt sine sætninger for at pege på et stykke plastic eller en tom cigaretpakke i rabatten. Hun spotter affald, som en ravsamler spotter rav.

Hvis der ikke havde stået interview på dagsordenen, ville hun have stoppet bilen for at samle det op. Hun har altid en pakke engangshandsker og plasticposer liggende i sin sølvgrå Peugeot 407. Normalt tager hun toget og samler skrald på vej til og fra stationen, men på grund af sporarbejde kører hun for tiden til og fra arbejde i bil.

Passionen for at samle skrald begyndte, da Jette Ingerslev i 2004 fik job i Næstved og begyndte at cykle til arbejde. Alt det affald, hun mødte på vej til Næstved Sygehus, gjorde hende i dårligt humør, og hun besluttede at gøre noget ved det. Det blev starten på begrebet posegang og foreningen Ren Rabat Mand, der har som erklæret mål, at Næstved skal være Danmarks reneste by og Danmark Europas reneste land. Jette Ingerslev er ikke bange for at tage lederkasketten på i arbejdet for at nå det mål.

»Skal min sjæl udfolde sig, skal mine omgivelser være harmoniske. Jeg kan ikke klare, at der er rodet,« siger Jette Ingerslev.

»Perspektiverne er at gå foran, hvis der er noget, man vil ændre på, og ikke tro, at det er alle de andre, der skal lave noget om. Man bliver nødt til selv at gøre noget. Jeg vil gerne være en rollemodel, som siger, at det her kan lade sig gøre,« siger Jette Ingerslev.

At påtage sig et socialt ansvar er blevet hende indkodet fra barneårene.

»Når man er den ældste af fem, bliver man opdraget til at tage hensyn til andre. Da jeg var spejder, havde vi en spejderklub, hvor slagordet var ’intet led må briste’. Alle led skal være lige stærke, for man kan ikke undvære noget led i en kæde. Det er et godt symbol for mig. Man må hjælpes ad,« siger hun.

Allerede i 1950’erne samlede Jette Ingerslev affald sammen med sine forældre og søskende ved Vesterhavet, hvor de havde et sommerhus. Stranden flød dengang med olie, flasker og andet affald fra skibe.

»For at komme ud at bade måtte vi ved hjælp af en rive skrabe en sti ren gennem affaldet, men specielt olieklatter landede alligevel på skoene. Der var ikke noget værre. Vi gik aldrig ind med de sko, vi havde været på stranden med, for så kom der oliepletter på gulvene,« fortæller Jette Ingerslev.

Gåture med skraldepose i den ene hånd og plastichandske på den anden fortsatte, da hun købte sommerhus ved Hirtshals. Her var hun formand for den lokale beboerforening og arrangerede jævnligt indsamling af skrald.

Trendy at samle affald
Siden 1982 har Jette Ingerslev løbet hver morgen for at komme godt i gang med dagen, så da hun begyndte en mere systematisk indsamling af skrald, øjnede hun muligheden for at kombinere løbesko og skraldepose.

Da Jette Ingerslev begyndte den daglige skraldindsamling for fem år siden, fyldte hun en hel sæk med skrald hver morgen. Hun regnede dengang ud, at der var omkring et stykke skrald per meter. Med tiden er der kommet mindre og mindre affald på de strækninger, hun renser.

»Når der er rent, smider folk ikke lige så meget. Jeg tror, det har en selvforstærkende effekt,« siger hun.

Mange af Næstveds borgere har efterhånden hørt om overlægen, der render rundt og samler skrald. Det, mener Jette Ingerslev, har en positiv virkning.

»Jeg er jævnligt ude for, at folk, jeg kender, siger: ’Vi så en masse affald og tænkte på dig, så vi kørte hjem, hentede en sæk og samlede det ind’ Jeg tror, folk tænker, at når jeg kan, så kan de også. Det er lidt blevet en trend i Næstved at samle affald,« siger hun med et tilfreds smil.

Også Næstveds borgmester Henning Jensen kender ildsjælen ved åsen. Han har flere gange deltaget i affaldsarrangementer på bl.a. skoler og fritidsklubber og sammen med hjemløse.

Næstved Kommune er en tæt samarbejdspartner. Hvis Jette Ingerslev ringer og anmelder et meget svinet sted, kommer kommunen og rydder op. Hvis hun i forbindelse med en fælles indsamling har flere sække affald, kommer der en vogn og henter dem.

I begyndelsen af efterårsferien sidste år fik Ren Rabat Mand 2.000 kr. af den lokale bank Spar Nord, som også forsyner Jette Ingerslev med plasticposer. De 2.000 kr. gik til den skoleklasse i Næstved, der havde samlet mest affald. 25 sække på en dag blev det til. Lokale supermarkeder stiller op med frugt, juice og slik til indsamlingsdage, og hos den lokale tankstation kan Jette Ingerslev frit rekvirere så mange engangshandsker, hun har brug for. Næstved Kommune, flere firmaer og foreninger har givet sponsorstøtte, bl.a. til 200 selvlysende veste til uddeling, og den lokale McDonalds har sponsoreret mere end 200 værdikuponer, for at unge indsamlere kan få en ekstra gevinst ved at samle skrald.

Nyeste projekt i Ren Rabat Mand er, at borgere i Næstved via kommunens hjemmeside kan adoptere et område, som de er ansvarlige for at holde rent.

Fokus på ældre og overvægtige
Den lokale avis skriver gerne om de arrangementer, som Ren Rabat Mand laver, ligesom både tv og radio har vist interesse for Jette Ingerslevs indsats for miljøet, og ikke mindst for de sundhedsmæssige gevinster, som er en vigtig pointe i posegang.

Jette Ingerslev har kombineret sin passion for et renere miljø med en anden passion: omsorgen for de svært overvægtige. Hendes karrieremæssige fokuspunkter er primært geriatri og fra 2004 bariatri. Hun var med til at oprette Center for Bariatri i Fakse (CBF), der dog blev nedlagt ved udgangen af 2007 på grund af strukturændringer.

Jette Ingerslevs karriere er præget af mange skift, de fleste er forårsaget af tilfældigheder. Logistiske ændringer på arbejdspladser, rokader, indskrænkninger osv. har gjort det nødvendigt at finde nye job.

Kendetegnende for karrieren er bredden og lysten til at løse komplicerede problemer, hvor både psykiske, sociale og praktiske elementer indgår.

»Adskillige af mine skift har bestemt ikke været frivillige, men styret af, at der er sket ændringer i opbygningen af de afdelinger, jeg har været på. Når jeg har søgt et nyt job, har jeg lagt vægt på at få udfordringer. Det var f.eks. en stor udfordring at være ledende overlæge i Næstved og Fakse, hvor der også skete mange forandringer, men hvor det alligevel lykkedes at oprette Danmarks første bariatriske center,« siger Jette Ingerslev.

I begyndelsen af karrieren var det ikke ældre og overvægtige mennesker, der stod øverst på ønskelisten.

»Jeg målrettede mig efter at være speciallæge i intern medicin og fik en god praksis. Men da det i 1978 blev mig klart, at man ikke kunne leve af at være praktiserende speciallæge i medicinske sygdomme, valgte jeg at gå ind i hospitalsvæsenet igen og skabe mig en karriere inden for geriatri, som jeg synes er et spændende og udfordrende område. Jeg kan godt lide, at man har en holistisk indfaldsvinkel til en person, og der er tid og rum til, at man kan tage sig af den enkelte,« siger Jette Ingerslev.

Foruden ældre mennesker er behandling af svært overvægtige i dag et kerneområde i Jette Ingerslevs arbejde. En behandling, der inkluderer motion.

»Halvdelen af behandlingen af overvægtige er, at de skal ud og motionere, og de trænger ofte til opmuntring – hvilket de får af at se, at det arbejde, de laver, har effekt. Derfor kalder jeg posegang for den globale kamp mod fedme. En positiv sideeffekt er, at samtidig med, at man bekæmper fedme og immobilitet, så sker der det, at humøret bliver bedre, når man går ud og laver noget, der har et formål,« siger Jette Ingerslev, som anbefaler sine overvægtige patienter at gå posegang for at få vægten ned og humøret op.

Hun mærker selv de positive effekter af posegang og får det helt dårligt, hvis hun en morgen ikke kommer af sted. Det sker yderst sjældent, for Jette Ingerslev er så godt som aldrig syg, og der skal mere end et værkende hoved eller en ru hals til at få hende til at droppe løbeturen.

»Jeg er ikke syg, men jeg vil heller ikke være syg. Der er nogle ting, man ikke skal diskutere med sig selv, man skal bare gøre det. Jeg er nok den strengeste arbejdsgiver, jeg har haft, og jeg er meget vedholdende. Hvis jeg har sat mig noget for, bliver jeg ved, indtil jeg er færdig,« siger hun.
Nægter at spilde tiden

Affald fylder både bogstaveligt og på et mentalt plan meget i Jette Ingerslevs liv. Når hun sidder i bilen, på cyklen eller i toget, spotter hun steder, der trænger til en kærlig hånd. Hvis cykelturen er i selskab med ægtefællen Tage, der er overlæge i Holbæk, stopper hun dog kun sjældent og samler affald op.

»Tage ønsker ikke at vække opmærksomhed, i hvert fald ikke på den måde,« forklarer Jette Ingerslev.

Tage selv siger med et stort smil, at det må være nok, at én i familien samler skrald.

Parret traf hinanden til et møde om deres fælles store interesse, forhøjet blodtryk.

»På mødet spurgte nogle venner, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte, at jeg ikke havde det så godt, fordi jeg lige havde været ved sagfører og var blevet skilt. Så svarede de: ’Det gider vi ikke høre mere om! Du kan sætte dig hen til Tage – han har lige fortalt nøjagtigt samme historie’. Jeg satte mig og talte med Tage, som jeg havde truffet tidligere, men aldrig talt med. Og samtalen er fortsat siden,« fortæller Jette Ingerslev med et varmt glimt i de brune øjne.

Parret blev gift i 1998, og ægteskabet har givet Jette tre bonusbørn og to bonusbørnebørn. I forvejen har hun datteren Helene, 41, og sønnen Stig, 39, som hver har hhv. tre og to børn og bor på Djursland og i Aalborg. På grund af afstanden varierer det, hvor tit hun ser dem. Gennemsnitligt bliver det til en gang om måneden, selv om hun gerne ville se dem meget oftere.

Tiden er knap, når man er en kvinde med mange projekter. Foruden poseløbet hver morgen spiller Jette Ingerslev tennis tre gange om ugen og er med på det lokale seniorhold.

Hun bryder sig ikke om at spilde tiden. Ikke kun, når hun samler skrald, løber hun. Det meste af hendes fritid foregår i rask gang eller løb.

»Tingene skal gå rimelig rapt. Jeg vil ikke sige, jeg er utålmodig, men jeg bliver generet, hvis min tid bliver spildt, f.eks. i en bilkø. Det er spild af ens liv, hvis man ikke udnytter tiden,« siger hun.

På trods af den snævre tidsplan føler Jette Ingerslev sig ikke for presset.

»Jeg bliver sjældent stresset, jeg er nok ret robust. Og så er jeg meget koncentreret om det, jeg laver – når jeg taler med en patient, taler jeg med en patient. En situation, hvor jeg dog godt kan blive stresset, er, hvis vi på arbejdet har en dag, hvor der mangler mandskab, og jeg bliver afbrudt hvert femte minut.«

Sådan en dag har det været i dag, fortæller Jette Ingerslev og fisker sin urørte madpakke op af tasken. På trods af, at klokken er over 16, og hun har været i gang siden tidlig morgen, har hun endnu ikke fået frokost. En sygeplejerske og flere læger var syge, og derfor var der ekstra meget at lave.

Planlægger hedonistisk weekend
Et spørgsmål, der hurtigt melder sig ved mødet med Jette Ingerslev, er: Hvorfra får hun al den energi til at fjerne så meget skrald? Svaret er: Netop fra skraldet. Det giver hende overskud at løbe om morgenen, og der er aldrig dage, hvor hun ikke gider. Dog kan selv en særdeles aktiv kvinde af og til have brug for en dag uden pligter og gøremål. Det er dog foreløbig kun blevet ved tanken, for »det skal jo planlægges«, som Jette Ingerslev siger med et selvironisk smil.

»Jeg har planlagt, at Tage og jeg skal have en dag eller en weekend, hvor det kun går på fornøjelse det hele. En hedonistisk weekend,« fortæller hun.

En sådan weekend kunne meget vel byde på masser af musik. Opera er ægteparrets store interesse, og især Verdi har en særlig plads i den omfattende pladesamling. De tager ofte til opera i København og forsøger i øjeblikket at få billetter til operaen i Milano, som de snart skal besøge i forbindelse med en kongres. I operaen oplever Jette Ingerslev en helt særlig udtryksform.

»I operaen bliver udtrykt nogle følelser, som man vanskeligt kan udtrykke på anden måde – glæde, vrede, sorg, raseri, kærlighed, jalousi. Det er dejligt at se og høre nogle følelser komme til udtryk.«

Kunst og kultur spiller en stor rolle i ægteparrets fritid. Jette Ingerslev har selv malet både akrylmalerier og akvareller, lavet metalrelieffer og skrevet et utal af sange. Derudover kan hun, til børnebørnenes store begejstring, klippe stort set alt med en saks.

Selv om alderen hverken fysisk eller mentalt trykker Jette Ingerslev, er tankerne om pension begyndt at spøge. Det er dog ikke noget, der er planer om foreløbig. Hun vil helst pensioneres samtidig med Tage og vil meget gerne bruge tid på at rejse. Især holder hun af storbyer som Rom, Paris og New York. Her har hun ikke kun besøgt Colosseum, Louvre og Met, men også observeret affaldsvaner.

»I min ungdom rejste jeg til Frankrig, Italien og Grækenland og så, hvordan det flød med affald alle vegne. Her i Danmark, derimod, så man ikke affald. Man smed bare ikke affald. Affaldsproblemet er kommet os til os inden for den sidste halve menneskealder, og det må ændres. Det er uværdigt, at vi har så snavset et land,« siger Jette Ingerslev. Hun mener, at indstillingen til at gøre noget i stedet for at lade stå til er vigtig på alle områder.

»Det er med affaldsproblemet ligesom med medicinske problemer: Når man iagttager noget, der ikke fungerer korrekt, så må man tage konsekvensen og handle aktivt,« siger Jette Ingerslev.

Mangler kun en digtsamling
Nogle vil måske undre sig over, hvorfor overlægen gider gå rundt og samle andre folks affald op. Men det generer ikke Jette Ingerslev. Hun kaster sig ofte over sager, som andre ikke umiddelbart er interesserede i.

Da Plejebosagen var på sit højeste, blev hun opfordret til at forsvare den læge, der stod anklaget for fem drab. Her gik hun alle sagerne igennem, måtte vidne i mange timer i retten og kom frem til det resultat, at intet tangerede drab.

»Jeg har nok en tendens til at dumpe ind i nogle opgaver, som andre ikke rigtig har mod på; de bariatriske patienter, overgreb mod ældre og forsvar af lægen i Plejebosagen. Hvis folk beder mig om at hjælpe, så siger jeg sjældent nej. Når jeg så kommer i gang med en kompliceret opgave, trækker den ene opgave ofte den næste med sig,« siger hun.

Ved spørgsmålet, hvilket af de mange job, Jette Ingerslev har haft, hun trivedes bedst i, bliver hun tavs. Efter en tænkepause kommer hun frem til, at hun ikke kan fremhæve et sted frem for andre.

»Jeg trives i et hvilket som helst job, for uanset hvor jeg er, tilpasser jeg mig og finder et eller andet område, jeg gerne vil beskæftige mig med. Og så nyder jeg de ting, jeg har med at gøre. Hvis man synes, man gør en god indsats, får man mere styrke. Hvis man laver noget makværk, trækker man kraften ud af sig selv,« siger hun.

Bariatrisk Center i Fakse fremhæves dog som et jobmæssigt højdepunkt på trods af frustrationen over, at det blev nedlagt.

»Man kan jo ikke leve på skuffelser, så må man bare videre. Hver ting har sin tid. Det handler om at finde det, man synes er udfordrende, spændende og relevant. Hvis man er åben, så kommer der noget nyt. Det farlige er, hvis man har for mange skibe i søen, og de så ikke helt bliver hevet i land,« siger hun.

Den problematik kender hun selv særdeles godt.

»Overgreb mod ældre har været en hjertesag for mig, og den har jeg ikke fuldstændig afrundet. Der har ikke været tid. Hvis jeg virkelig skulle ønske mig noget, så ville det være tre måneder med løn, hvor jeg kunne få projektet gjort færdig. Men ’you can’t save them all’. Man kan ikke redde hele verden, og man kan heller ikke nå alt. Når jeg ikke har lavet én ting, så har jeg jo lavet noget andet. Det er ikke, fordi jeg har ligget på den lade side,« siger hun med et lille smil.

Nej, det vil de færreste nok også påstå. Kun én ting mangler at komme på Jette Ingerslevs cv.

»Jeg sagde engang, at her i mit liv ville jeg skrive en disputats, holde en kunstudstilling og skrive en digtsamling. Jeg mangler kun lige at få skrevet en digtsamling,« ler Jette Ingerslev.

Næstved er renere end nogensinde
Klokken er 18.45. Solen har overvundet regnskyerne, men der hænger stadig glimtende dråber i stråene langs Østre Ringvej. Græsset er så agurkegrønt, at det ser appetitligt ud. Tusindfryd anes som miniaturespejlæg mellem stråene, knæhøje valmuer vugger i den lette vind. Jette Ingerslev peger ivrigt på de ryddelige rabatter og fortov på vejen til Næstved station. Sådan så de ikke ud før Ren Rabat Mand.

På stationen bemærker hun, ligeledes tilfreds, en gennemgående renhed og lader plastichandsken blive i bilen. Efter to håndtryk vinker posedamen fra Næstved farvel. På vej tilbage til sin Peugeot samler hun en tom cigaretpakke og en plasticpose op. Hun kan simpelthen ikke lade det ligge