Klokken har lige sneget sig forbi 08.00 fredag morgen, og der er morgenmathed at spore i ansigterne rundt om det store konferencebord.

Der hældes generøst op af kaffen, mens der diskuteres i zigzag hen over bordet.

»Vi har fået fem nye patienter ind siden i går,« siger Lars Toft, da han sætter sig. Han er den ene af de to KBU-læger, som arbejder på infektionsmedicinsk afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

Samtalerne forstummer, og hans kolleger retter deres opmærksomhed imod ham.

»Vi har fået en gammel kending tilbage. Den ældre dame med KOL, som blev udskrevet i går, har plejehjemmet sendt tilbage,« fortæller Lars, mens han konsulterer sin notesbog. Henne fra den anden ende af bordet opstår en spontan debat om den gamle dames infektionstype.

»Vi har også fået en ung fyr, som er kommet hjem fra Asien, muligvis med malaria,« fortsætter Lars, da diskussionen er færdig.

»Rigtig mange af dem, vi har indlagt lige for tiden, er patienter, der har været på ferie og fået et eller andet ubehageligt med hjem,« forklarer Lars senere, mens han vandrer ned ad den tuttifruttifarvede gang med patientstuerne.

Han har lovet en af sine kolleger at kigge ind hos netop sådan en patient, som har været indlagt i de seneste par dage.

Der er helt stille i værelset, da Lars træder ind. Solen falder ind over den kvindelige patients dødtrætte ansigt. Infektionen, hun pådrog sig på en ferie i Afrika, stjal hendes appetit og gav hende voldsomme mavesmerter.

Lars trækker en stol hen til sengekanten og læner sig frem imod hende. Hendes stemme er mat og famlende, mens hun forklarer Lars, at mavesmerterne er mindsket, og at den bestemte sygeplejerske fik hende til at spise frugt aftenen før.

Lars nikker eftertænksomt og spørger til hendes andre symptomer.

En knap så stejl læringskurve
Regionernes hjemmeside Evaluer.dk giver alle læger under uddannelse mulighed for at evaluere deres forløb på forskellige parametre på en score fra et til ni.

Tilbage i 2011 skrev Dagens Medicin om akutafdelingen på Holbæk sygehus, som var en af topscorerne blandt KBU-lægerne. I år er turen kommet til Aarhus infektionsmedicinske afdeling, som ligger på et stabilt gennemsnit med 8,5 i samlet uddannelsesudbytte og i år topper med karakterer på 9.

Lars Toft er halvvejs igennem sit KBU-forløb på infektionsmedicinsk afdeling. Han trak nummer 43 og skulle egentlig på nyremedicinsk i Aarhus, men så skulle KBU'eren, der havde fået infektionsmedicinsk, på barsel. Lars kendte afdelingen fra sit tidligere forskningsarbejde med hiv, og han fik tilladelse til at bytte plads.

Infektionsmedicinsk er hans andet forløb. Den første del af hans KBU var i den ortopædkirurgiske afdeling i Aarhus, primært skadestuefunktion, og skiftet fra skadestuen til en kronikerafdeling var stort, fortæller han.

»Inde på skadestuen kunne jeg let have mellem 25 og 30 patienter på en dag, og de kom alle med noget konkret, jeg skulle tage stilling til. Der er en meget stejl læringskurve, så jeg blev hurtigt god til de ting, jeg skulle derinde. Det var mindre akademisk og mere praktisk. Sådan er det ikke her,« siger han og gestikulerer mod rummet omkring sig.

»Det går langsommere med læringen herinde, fordi tingene er meget mere komplicerede og indviklede. Der er folk med flere diagnoser, nogle med forskellige typer medicin, som skal balanceres. Jeg opdager, at jeg har flyttet mig, når jeg tænker over de spørgsmål, jeg stillede i begyndelsen. De er helt forskellige fra dem, jeg stiller nu. Der er også flere af de kliniske problemstillinger, som jeg selv tør tage ansvar for uden at spørge andre først.«

»En bloodpatch mere? Nej,«

Lars ryster på hovedet, mens han presser telefonen mod øret.

»Nej de ville ikke lave en bloodpatch mere, fordi de var bange for at øge infektionsværdien.«

Med sin frie hånd scroller han igennem den elektroniske patientjournal. Hans pande er trukket sammen i dybe rynker, mens han lytter til lægen i den anden ende af røret. Rundt omkring ham strømmer hans kolleger til og fra. Lavmælte samtaler foretages hen over journaler og recepter, og kun en enkelt gang brydes den afslappede stemning, da en af overlægerne råber i telefonen.

»Hey Lars, hvornår skal jeg begynde at overveje, om der er infektion,« spørger Asger, da Lars lægger på. Asger er afdelingens anden KBU-læge og har kun været der i lige under tre uger.

Lars skøjter sin stol hen over gulvet, og de to KBU'ere stikker hovederne sammen hen over Asgers computer.

Højt til loftet
Lars tøver kun et halvt sekund, før han svarer på, hvad det er, der er det bedste ved at arbejde i den infektionsmedicinske afdeling.

»Det bedste ved at være her er stemningen. Der er en positiv ånd, og der er rigtig højt til loftet. Vi har en afdelingsledelse, som tænker lidt anderledes og kreativt, og som udgangspunkt er der ingen ideer, som er for skæve. Det gør det attraktivt at være her, og alle lægerne har gjort noget aktivt for at være her — det bærer stedet præg af. Ledelsen er også meget opmærksom på, at der skal være en kultur omkring afdelingen, så vi har rigtig mange udenoms sociale initiativer med tennis, grillaftener, DHL-stafet og så videre.«

Gode introforløb Lars Toft roser især afdelingen for dens gode introduktionsforløb. Ud over introduktionen til de daglige vagter og følgevagter med mere erfarne kolleger omfattede det også en grundig præsentation af alle ansatte i afdelingen.

Lige fra ambulatoriesygeplejersker og diætister til hiv-rådgiveren, der forklarer det specielle ved at være hiv-patient, og hans kliniske vejleder, der er under hoveduddannelse.

»Sammen med den grundige faglige introduktion gjorde det virkelig, at jeg følte mig velkommen og godt klædt på. Det er en rigtig velfungerende afdeling, med et stort fokus på uddannelse, og det betyder meget for, hvordan det er at være ung læge her. Jeg føler mig ikke overladt til mig selv. De mest komplicerede patienter bliver tildelt de mest erfarne læger, men man får gradvis mere ansvar og får lov til at varetage større og sværere problemstillinger, så man bliver udfordret. Når patienterne bliver mere komplicerede, bliver der også sat tid af til, at man kan vende patienten med en ældre læge. Der er generelt god tid, og det betyder meget som yngre læge. Selvom der også nogle gange kan være næsten lidt for meget tid,« siger Lars med et skævt grin.

»Hvis man har stuegang, og man kun ser tre patienter fra ni til fire, så kan tiden nogle gange gå noget langsomt.«

På afdelingen udfylder Lars en af tre forskellige funktioner. Forvagten, som er Lars' fortrukne på grund af de vekslende arbejdsopgaver, er en 16-timers vagt, som begynder klokken 7 om morgenen.

Stuegangsfunktionen ligger 9 til 15, mens ambulatorievagten, som typisk er kontroller eller nyhenviste patienter for de yngre læger, også er en 9 til 15-vagt. Det langsomme fnidder »Hvad siger du? Normale?!« udbryder patienten pludselig med en klukken, mens Lars Toft piller stetoskopet ud af ørerne.

»Ja,« bekræfter Lars Toft og kigger en smule forvirret på sin midaldrende, kvindelige patient. »Din hjertelyd er helt normal.«

»Du sagde bare normale,« forklarer hun med et smil, mens hun sætter sig op. Lars griner sammen sin patient og spiller med på joken. »Jamen ja, begge dine hjerter lyder helt normale.«

»Der er en masse detektivarbejde på den her afdeling,« forklarer Lars Toft, da patienten har forladt ambulatorielokalet med sin mand og en henvisning til en ny læge, der skal prøve at finde ud af, hvad der er galt med hende.

»Som regel er det en patient, som bliver indlagt med feber og et par andre symptomer, og så skal jeg prøve at udrede, hvad det er, der er galt med den patient. Det er noget af det rigtig interessante.«

Han sætter sig ved computeren og begynder at diktere tilføjelserne til patientens journal, og det er en lang proces. Dokumentationsarbejdet er en af de ting, som Lars Toft bryder sig mindst om på afdelingen. Han kan ikke sige præcist, hvor meget det fylder, men han kan sagtens føle, at det er halvdelen af tiden nogle gange.

»Det værste er, når det går for langsomt, og det gør det især, når der går for meget udenomsfagligt fnidder-fnadder i det — når jeg skal bruge lang tid på at ringe op til anden afdeling, eller når jeg skal vente lang tid på prøveresultater, som jeg kan vente flere dage eller uger på. Det er frustrerende, når jeg bare ikke kommer videre —det kan være foran computeren eller med en telefon i hånden.«