En opgørelse, som Avisen.dk har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, viser, at lønningerne i medicinalindustrien i 3. kvartal i år er 4,1 procent højere end på samme tidspunkt sidste år. I gennemsnittet er lønninger i den private sektor som helhed steget med 1,7 procent i samme periode.
Antje Marquardsen, formand for Pharmadanmark, glæder sig over de pæne lønstigninger.
»Set i lyset af den anspændte samfundsøkonomi og de politiske udmeldinger om behovet for løntilbageholdenhed er der tale om pænere lønstigninger, end vi umiddelbart havde turdet håbe på,« siger hun til Avisen.dk.
HR-direktør hos Lundbeck Teddy Hebo Larsen mener, at virksomhederne er nødt til at tilbyde en konkurrencedygtig løn for at tiltrække de bedste medarbejdere fra hele verden.
»Det kræver store investeringer og meget dygtige og kvalificerede medarbejdere at udvikle nye, innovative og effektive lægemidler, som vi gør i Lundbeck,« siger han til Avisen.dk