Forskere på Dansk Hovedpinecenter ved Glostrup Hospital nærmer sig det præcise svar på, hvorfra i hjernen migræne opstår.

Nu har seniorforsker Inger Jansen Olesen fået en bevilling på 1.625.968 kr. af Det Frie Forskningsråd for Sundhed og Sygdom til at undersøge mekanismerne for et signalstof, der i kliniske forsøg er blevet vist at give migræne.
 
Tidligere er det ved Dansk Hovedpinecenter blevet vist, at signalstoffet vasoaktivt intestinalt peptid (VIP) ikke gav hovedpine ved infusion til raske forsøgspersoner, men at det meget nært beslægtede signalstof pituitary adenylate cyclase activating peptide (PACAP-38) gav hovedpine.

Inger Jansen Olesen og hendes forskergruppe ved allerede, at stoffet VIP aktiverer de såkaldte receptorer VPAC1 og VPAC2. PACAP aktiverer de samme to receptorer, men desuden også en PAC1-receptor. Derfor mener forskerne, at den smerteudløsende effekt kan være knyttet til denne PAC1-receptor.
 
Den ny række af forsøg skal afdække i hvilke områder i hjernens væv, PAC1-receptoren findes, samt hvad der sker i dette væv, når PAC1-receptoren aktiveres.
 
Projektets resultater vil bidrage til en dybere forståelse af PACAPs rolle i migrænens patofysiologi, og forskerne håber på, at finde det sted i hovedets smerteveje, hvor PACAP sætter ind med sin hovedpine–inducerende effekt.