Peter Høgh har siden 2007 i et tværspeciale og tværfagligt regi udviklet Hukommelsesklinikken i Roskilde, således at det nu er en multidisciplinær klinik, som følger international standard.

Udvikling af en velfungerende demensklinik med inddragelse af alle de nødvendige ekspertiser, også uden for eget speciale og egen faggruppe, er en stor udfordring, som Peter Høgh har løst samtidig med at han har sikret etablering af helt nye forsknings-initiativer inden for klinisk demensforskning.

Hans forskning har især drejet sig om identifikation af tidlige biomarkører eller imaging markører for Alzheimers sygdom, han deltager nu sammen med teamet fra Hukommelsesklinikken i Roskildei ADEX – et landsdækkende program som skal undersøge effekten af fysiske træning ved tidlig Alzheimer.

Peter Høgh blev cand. med. fra Københavns Universitet i 1994 og ph.d. i 2001. Han var i 1997-2000 ansat ved Neurologisk Klinik (Hukommelsesklinikken) på Rigshospitalet med henblik på forskning i billeddiagnostik.

Han blev speciallæge i neurologi i 2004 og har siden 2007 været leder af Hukommelsesklinikken på Roskilde Sygehus. Han har skrevet mere end 20 artikler inden for klinisk demensforskning.

Prisen er på 50.000 kroner og er uddelt i forbindelse med den internationale Alzheimerdag 21. september.