Prisen uddeles den 14. juni i forbindelse med, at Troels Staehelin Jensen giver den årlige Donald W. Benson Lecture ved Department of Anesthesiology på Johns Hopkins School of Medicine.
Donald W. Benson var professor ved Department of Anesthesiology Johns Hopkins Universitet fra 1956-1974.
Troels Staehelin Jensen modtager prisen for sin mangeårige smerteforskning, der har bidraget til øget forståelse af grundlæggende mekanismer for smerter og specielt de smertetilstande, der skyldes lidelser i nervesystemet.
Donald W. Benson-prisen uddeles i år for 10. gang, og kun én gang tidligere er prisen givet til en europæisk forsker.
Professor, dr.med. Troels Staehelin Jensen er læge fra Aarhus Universitet i 1972 og dr.med. fra samme i 1986. Han har gennemført videreuddannelse ved hospitaler i blandt andet Paris og København, og har tilbragt længerevarende forskningsophold i USA og Tyskland.
Troels Staehelin Jensen er leder af Dansk Smerteforskningscenter ved Aarhus Universitet, hvor han sammen med to tilknyttede lektorer leder en større tværfaglig smerteforskningsgruppe.
Udover forskningen har Troels Staehelin Jensen været engageret i internationalt arbejde, blandt andet som præsident for den skandinaviske smerteorganisation (SASP) og senest som præsident for The International Association for the Study of Pain (IASP).