Nordjylland er ved at indrette fremtidens sygehusvæsen, og sygehusene i Region Nordjylland besætter i denne uge de fleste klinikchefstillinger. Nogle få skal slås op eksternt. De første syv ud af otte klinikchefer på Aalborg Sygehus er blevet indstillet. Klinikcheferne skal lede de nye klinikker, der er oprettet i forlængelse af ændring af ledelsesstrukturen på sygehusene.

Visionen for sygehusvæsenet i Nordjylland er at blive de bedste til at skabe sammenhængende og effektive patientforløb, så alle patienter oplever, at deres samlede patientforløb hænger sammen, og at hver kontakt med sygehusvæsenet har værdi. 

Organisatorisk samles relevante specialer i klinikker for at understøtte samarbejdet. Klinikkerne har en samlet ledelse og er mindre end de centre, der i dag findes i Aalborg og i Vendsyssel. Arbejdet i klinikken skal bæres af en samordning af driften af afsnittene (senge, ambulatorier mv.), med den hensigt at få den mest fleksible drift. 

Dermed kan et sengeafsnit rumme patienter fra et eller flere specialer. De lægelige specialer foreslås således opretholdt organisatorisk på lægeside, mens sengeafsnit og ambulatorier tænkes mere bredt ledelsesmæssigt.

Organisatorisk ændres organiseringen fra de nuværende afdelinger til større klinikker, der samler de specialer, som naturligt hænger sammen. 

Hvert sygehus får tre niveauer: Sygehusledelse, klinikledelse og afsnits- og specialeledelse. Ledelsesmæssigt sættes patientforløbene i højsædet i de enkelte klinikker. Typisk vil klinikledelsen bestå af en klinikchef og to viceklinikchefer, med ansvar for henholdsvis sammenhængende patientforløb og personaledrift i klinikken.

På medarbejderniveau videreudvikles teamorganiseringen som arbejdsform, og der sættes fokus på ’patientens team’.

Efter en intens uge med ansættelsessamtaler, har Koordinationsgruppen for Fremtidig ledelsesmæssig organisering som også er ansættelsesudvalg, indstillet de første syv af de otte klinikchefer på Aalborg Sygehus.