Ud over selv at bedrive forskning skal Dorthe Overgaard medvirke til at etablere og udvikle forskningsmiljøer på hospitalet blandt professionsbachelorer - altså sundhedsfagligt personale med mellemlange videregående uddannelser (MVU).

Oprettelsen af denne 5-årige seniorforskerstilling sker som led i den strategiske satsning på den forskning, der skal bane vejen for udvikling af patientbehandlingen på hospitalerne i Nordsjælland.

Seniorforsker Dorthe Overgaard knyttes til lunge- og infektionsmedicinske speciale, som er det område Dorthe Overgaards egne forskningsaktiviteter også vil foregå indenfor.

Som forskningsleder på MVU-området har Dorthe Overgaard dog hele hospitalet som arbejdsfelt. Her skal hun sætte gang i forskning inden for sygeplejen, jordemoderfaget, bioanalytikerfaget, fysioterapi, ergoterapi og radiografi.

I den forbindelse skal hun tillige vejlede ph.d.-studerende og post.docs, undervise personale og studerende og stimulere til formidling af forskningsresultater.

Dorthe Overgaard kommer fra en post.doc delestilling mellem Hjertecentret på Rigshospitalet og Universitets Center for Sygepleje- og Omsorgsforskning (UCSF). Hun er uddannet sygeplejerske, exam.pæd. fra RUC og cand. cur. fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet Aarhus.

Herudover er hun ph.d. fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet København 2006 og seniorforsker fra 2011.

Dorthe Overgaard har en bred videnskabelig produktion bag sig. Den samlede videnskabelige produktion afspejler forskeraktivitet inden for klinisk praksis og problemstillinger, som har betydning for patientens samlede forløb og outcome.