Menneskets krop befinder sig i en konstant kamp for at holde balancen. Ikke blot når vi cykler eller går på line. Hver enkelt celle i vores krop balancerer konstant via utallige biokemiske processer.

Himanshu Khandelia fra Syddansk Universitet arbejder med de helt centrale dele af kroppens balance – membranpumperne. Når de svigter, kan det have fatale konsekvenser – ikke blot for den enkelte celle, men for hele kroppen. Blandt andet ved man, at visse hjernelidelser skyldes små fejl i bestemt cellers ionpumper.

Med en bevilling på 10 mio. kroner fra Lundbeckfonden i ryggen, forsøger Himanshu Khandelia nu at finde frem til, hvad der går galt, når pumperne ikke virker. Himanshu Khandelia prøver at forstå disse fejl helt ned på det molekylære niveau.

Via bevillingen kan Himanshu Khandelia opbygge en forskergruppe, der har sin egen helt unikke kombination af teknisk kunnen og dyb indsigt i grundlæggende fysik og kemi.

Selv er han uddannet ved USAs absolut førende universitet inden for kemiteknik - University of Minnesota. Det har gjort ham til en førende ekspert inden for molekylær modellering og simulering. Nu kommer Danmark til at nyde godt af hans viden.

Udover at øge kendskabet til neurologiske lidelser, kan den nye viden om membranpumpernes funktion fx også gøre os klogere på, hvordan antibiotika-resistente bakterier bliver multiresistente.

I det hele taget er viden inden for membranproteiners og –pumpers funktion et centralt område inden for den medicinske og tekniske forskning. Med mange potentielle anvendelsesmuligheder fra udvikling af biosensorer til batterier i nano-format.

Med Lundbeckfondens Jr. Group Leader Fellowship bevilling, der gives over fem år, kan Himanshu Khandelia etablere sin forskningsgruppe i Danmark med blandt andet to nye postdoc-stillinger samt to ph.d. stillinger.

Forskningsgruppen bliver en del af Center for Membrane Physics på Syddansk Universitet.