Jiri Lukas afløser Michael Sundström, der i oktober forlod direktørposten til fordel for en chefstilling på Karolinske universitet.

Han kommer fra en lederstilling hos Kræftens Bekæmpelse og som chef for Grundforskningsfondens Center for Genotoksisk Stress.

Center for Protein Research blev etableret 2007 finansieret af en rekordstor donation fra Novo Nordisk Fonden på 600 mio. kr., og Jiri Lukas skal som ny direktør føre centret fra opstartsfasen, hvor der har været fokus på infrastruktur og opbygning af forskningsmiljøer, til den næste fase, hvor der skal være fokus på forskningsaktiviteterne. Derfor har bevidst valgt en person med en tung forskningsprofil som ny direktør.

Jiri Lukas er 50 år og har en ph.d. i biologi fra Czech Academy of Science, og arbejdede senere i Oxford med nobelprisvinderen Paul Nurse og med Giulio Draetta i Heidelberg.
Jiri Lukas har i sin forskning studeret kromosomernes opførsel ved celledeling og efter DNA skader, og især fokuserer han på, hvilken rolle disse mekanismer spiller i sygdomme, der skyldes genetisk ustabilitet, så som cancer. På sigt arbejder han på at udvikle visualiserings-redskaber, der i real-time mikroskopi kan vise, de proteiner en levende celle producerer fra sit DNA.

Jiri Lukas ser proteinforskning som en yderst konkurrencepræget forskningsdisciplin, hvor det er svært at gøre sig gældende på internationalt plan, men han mener, at Novo Nordisk Fonden og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet har skabt et stærkt fundament til at bedrive proteinforskning i verdensklasse ved at integrere proteomics og bioinformatik i forskningscentret.

»Jeg er især imponeret over det store engagement og videnskabelige tilgang som centrets gruppeledere har til deres forskning. Sammen med CPR’s enorme teknologiske og analytiske force, er vi i en unik position til at udvikle centret til en forskningsinstitution af en sådan kaliber, at alle ambitiøse proteinforskere ønsker være en del af dette i løbet af deres karriere. Ved at bibringe min egen ekspertise inden for studier af genom integritet, ønsker jeg at videreudvikle CPR til et knudepunkt for proteinforskning, som huser alt lige fra basal proteinkemi til at belyse defekter i proteinerne og deres indflydelse på sygdomme hos mennesker‚ siger Jiri Lukas i en kommentar på Københavns Universitets hjemmeside.