Skejby sygehus mangeårige cheflæge og nuværende centerchef for hjertecenteret på det fusionerede Aarhus Universitetshospital, Kristjar Skejaa, forlader det kliniske arbejde.

I stedet skal Skejaa fra 1. juli lede Danmarks største sundhedsvidenskabelige institut, Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, oplyser universitetet.

»Jeg er utrolig glad for, at vi har kunnet tiltrække en så stor kapacitet som Kristjar Skajaa, der jo blandt andet har været med til at gøre Skejby til landets bedste hospital. Det er en stor opgave at være institutleder for så stort et institut, og nu hvor universitetet også har ansvaret for forskning og uddannelse på regionens sygehuse, og ikke kun for Aarhus Universitetshospital, er opgaverne blevet endnu større. Jeg er sikker på, at Kristjar Skajaa er den helt rigtige person til at løfte den opgave,« siger dekan Allan Flyvbjerg i en pressemeddelelse.

Institut for Klinisk Medicin beskæftiger knap 1.200 medarbejdere og har ca. 2.400 studerende tilknyttet.

Kristjar Skajaa er 58 år og uddannet cand. med. fra Aarhus Universitet i 1983 og har en ph.d.-grad fra samme sted. I 1996 blev opnåede han speciallægeanerkendelse i gynækologi og obstetrik.

Fra august 2005 og frem til fusionen af Skejby Sygehus og Aarhus Sygehus i april 2011 var Kristjar Skajaa cheflæge i Skejby, hvor han også tidligere var ansat som overlæge og siden ledende overlæge ved gynækologisk-obstetrisk afdeling Y.

På Aarhus Universitet afløser han professor Jens Christian Djurhuus, der siden 1985 har været institutleder.

»Jeg er meget på det rene med, at det er nogle store udfordringer, der venter. Det er ikke muligt at gå i Jens Christian Djurhuus' fodspor. Jeg skal selv udfylde jobbet på min måde,« siger Kristjar Skajaa.

Han udpeger oprettelsen af universitetsklinikker på regionshospitalerne som en de første opgaver, han vil tage fat på, da de får indflydelse på instituttets organisatoriske rammer.

»De rammer skal sikre den tætte integrering af klinik og universitet, så forskning, udvikling og uddannelse også i fremtiden er en kernopgave for hele universitetshospitalet og universitetsklinikkerne.«