Ph.d., dr. pharm. og professor i molekylær farmakologi Hans Bräuner-Osborne leder af forskningsgruppen Molekylær Farmakologi på Institut for Molekylær Lægemiddelforskning forsker i, hvordan signalstoffer og potentielle lægemiddelstoffer virker på deres molekylære signalmodtagere. Han beskæftiger sig med de allermindste byggesten i mennesket – nærmere bestemt en særlig receptorfamilie, der er et potentielt mål for nye lægemidler.

Han peger på, at dele af hans pris skal bruges på at støtte mere risikofyldte forskningsprojekter:

»For mig er det nysgerrighed og lyst, der driver værket. Forskning handler også om at tage chancer og modne konkrete ideer blandt talentfulde yngre, forskere i teamet – de økonomiske midler fra EliteForsk-prisen kan give de projekter i forskningsgruppen et velkomment skub i den rigtige retning. I sidste ende har forskningen et humanitært mål: lægemidler der gør livet lettere for patienterne,« siger Hans Bräuner-Osborne.

44-årige Hans  Bräuner-Osborne blev kandidat fra Danmarks Farmaceutiske Højskole i 1993. Han forsvarede sine ph.d. og doktorafhandlinger i henholdsvis 1996 og 2002, hvor dele af forskningen var blevet udført på Kyoto University, Japan og medicinalfirmaet Novartis, Schweiz. Som 34-årig blev Hans Bräuner-Osborne professor på Det Farmaceutiske Universitet, som nu er en del af Københavns Universitet.

Gennem hele sin molekylærfarmakologiske karriere har Hans Bräuner-Osborne været fordybet i rationelt drug design, hvor forskere målrettet forsøger at ramme bestemte ’targets’ i den menneskelige organisme.

Hans Brauner-Osborne og forskningsgruppen var de første til at klone og karakterisere receptoren GPRC6A, der fungerer som en slags omstillingsbrod mellem cellens ydre og indre miljø og findes i mange af menneskets organer som for eksempel hjernen, lungerne, tarmene og musklerne:

»Andre var på sporet, men vi var de første til at publicere resultater. På den måde tør jeg godt kalde os pionerer. Siden vi klonede og karakteriserende GPRC6A, er vi langsomt blevet klogere på den vigtige rolle, receptoren spiller i den menneskelige organisme. Vores resultater indikerer, at receptoren har stor betydning for stofskiftet – og den er derfor interessant at undersøge med henblik på fx fedme og type 2-diabetes,« siger Hans Bräuner-Osborne, som deltager i det tværfaglige forskningsinitiativ Food, Fitness and Pharma på Københavns Universitet, der har fokus på livsstilssygdomme.

Når Hans Bräuner-Osborne ikke grundforsker i menneskelige receptorer og signalstoffer, bestiger han isklædte bjergtinder i fjerne verdensdele, hvilket han ihærdigt dokumenterer på sin fotoblog, climb.dk:

»Man kan godt sammenligne forskning med bjergklatring. Begge discipliner kræver mentalt overskud og byder på både succes og fiasko. I laboratoriet kan man opleve et pludseligt gennembrud efterfulgt af måneder uden resultater. På samme måde har jeg været på klatreture, hvor vi lå og ventede i base camp i en måned på grund af dårligt vejr. Desuden er man afhængig af andre mennesker, når man klatrer på bjerget – det er i høj grad et spørgsmål om tillid. Forskning er på mange måder også en holdsport, fortæller Hans Bräuner-Osborne.