Lars Lund (56) tiltræder d. 1. oktober stillingen som overlæge og professor ved urologisk afdeling i Odense.

Hans forskningsområder er kryokoagulation af kræft specielt på nyreområdet, såkaldt shockbølgebehandling for blandt andet impotens og kikkertkirurgi.

Lars Lund er født i Aalborg, og han blev i 1975 sproglig student ved Aalborghus Amtsgymnasium. Herefter gik turen til Aarhus, hvor han i 1984 uddannede sig til cand.med.

Den kirurgiske og urologiske uddannelse er foregået i Aalborg, Randers, urologisk afdeling Skejby og blev afsluttet med et års ophold på børnekirurgisk afdeling ved en universitetsafdeling, Prince of Wales University Hospital i Hong Kong.

I 1994 blev han speciallæge i kirurgi og 1998 i urologi.

Lars Lund har siden 1998 været ansat som specialeansvarlig overlæge i urologi ved Viborg sygehus, afbrudt af et års ophold på Vanderbilt University, Nashville, Tennessee i 2006. Han forsvarede sin doktordisputats om årebrok hos mænd I 2001.

Han har i sin karriere undervist adskillige steder, blandt andet som klinisk underviser på Randers Hospital, Aarhus Universitetshospital, Skejby samt Aarhus Universitet samt ved faglige møder i ind- og udland.

Lars Lund har været prægraduat klinisk lektor siden 1994 og postgraduat klinisk lektor i urologi ved CEPOME, Aarhus Universitet siden 2003, og har publiceret over 100 videnskabelige artikler og er en flittig foredragsholder i både ind- og udland.

Han er medlem af flere udvalg lokalt, urologisk selskab og den multidisciplinære gruppe for nyrecancer (Darenca).