Postdoc Malin Stridh udforsker alderens indflydelse på hjernens funktioner. Få har beskrevet den rolle, de stjerneformede støtteceller – astrocytterne – spiller i degenereringen af den aldrende hjerne.

Kombinationen af en længere gennemsnitlig levetid og lavere fødselsrater betyder, at både antallet og andelen af ældre vil stige på verdensplan. Aldringstendensen vil ikke mindst få store konsekvenser for sundhed og forebyggelse, så der er behov for at fokusere på konsekvenserne af alder, når det handler om hjernens funktioner.

Allerede i 60-års-alderen er der mærkbar nedgang i de kognitive funktioner, men forskningen ved meget lidt om, hvad der præcist sker, når den aldrende hjerne degenerer.

Malin Stridh er ph.d. fra Universitetet i Gøteborg og kommer fra en postdoc-stilling ved det tyske Technische Universität Kaiserslautern.

Malin Stridh har store forventninger til projektet, og det har eksterne interessenter også. Udover Marie Curie-stipendiet har Malin nemlig modtaget en større sum fra Lundbeckfonden til studier i den aldrende hjerne.