41-årige Mette Worsøe er kandidat fra Københavns Universitet i 1994.
Hun har siden engageret sig i lægeverdenen på mange forskellige fronter. Dels har hun målrettet søgt faglig uddannelse som speciallæge i intern medicin/kardiologi, som afsluttedes med en speciallægeanerkendelse i 2009 og efterfølgende ansættelse som afdelingslæge på hjertemedicinsk afdeling B, Odense Universitetshospital.
Dels har hun løbende engageret sig i organisation og ledelse og var blandt andet formand for Yngre Læger fra 2003 til 2007, samtidig med at hun også bestred andre centrale, organisatoriske opgaver på såvel nationalt som internationalt niveau.
Hendes interesse for organisationsudvikling og ledelse har hun fastholdt og fortsat udbygget, og hun er aktuelt i gang med en masteruddannelse i afdelingsbaseret hospitalsmanagement på Syddansk Universitet.
Hun får nu som hovedopgave at være specialeansvarlig overlæge i Danmarks største fælles akutmodtagelse, der for alvor skydes i gang d. 23. januar 2012. Opgaven med at holde samarbejdslinjerne til resten af Odense Universitet og sikre den høje, faglige kvalitet bliver én af hjørnestene i det stort anlagte projekt.