Christian Erikstrup har hidtil forsket i hiv-immunologi blandt såvel danskere som afrikanere. Derudover er den nyudnævnte adjungerede lektor medinitiativtager til Det Danske Bloddonorstudie.
Og det er især dette projekt, der optager Christian Erikstrup og hans forskning lige nu.
Det Danske Bloddonorstudie (DBDS) er et multicenterstudie, som er på vej til at blive en af verdens største befolkningsundersøgelser med tilhørende biobank. Der er indtil videre mere end 65.000 deltagere i undersøgelsen.
Studie kan bruges til at identificere nye markører for adskillige sygdomme. Det giver mulighed for at opdage de pågældende sygdomme, allerede inden symptomerne viser sig. Studiet kan få betydning for mange patientgrupper og vil komme en stor del af befolkningen til gode i fremtiden.
Deltagerne i det Det Danske Bloddonorstudie følges over tid via de nationale helbredsregistre.
Med udnævnelsen hædrer Aarhus Universitet Christian Erikstrup som en internationalt højt estimeret forsker og knytter ham endnu tættere til universitetet. Det betyder blandt andet, at han nu kan holde forelæsninger på Aarhus Universitet og deltage i universitetets forskningsprojekter.
Den nyudnævnte adjungerede lektor blev læge i 2002, ph.d. i 2007 og er nu i gang med en speciallægeuddannelse i klinisk immunologi ved Aarhus Universitetshospital. Han er tildelt titlen som adjungeret lektor i klinisk immunologi i perioden fra den 1. september 2012 til den 31. august 2017.