Den nyudnævnte lærestolsprofessor i hudsygdomme fokuserer med sin forskning på patienter med psoriasis og på udvikling af ny medicinsk behandling mod hudlidelsen.

»Hvis vi kan kortlægge årsagerne til psoriasis, vil vi også være i stand til at rådgive bedre og forebygge en række af de følgesygdomme, som er forbundet med hudsygdommen. Vejen for udvikling af nye lægemidler vil være banet, når vi kender årsagen til sygdommene,« siger Lars Iversen.

Han er uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1991 og indledte senere sin lægelige videreuddannelse på Thisted. I 1996/97 havde han et ét-årigt forskningsophold ved University of California, Davis, USA og i 1997 erhvervede Lars Iversen den medicinske doktorgrad også ved Aarhus Universitet. Han blev speciallæge i dermato-venerologi i 2003.

Siden 1997 har Lars Iversen arbejdet på Århus Sygehus, dog med en enkelt afstikker til Odense Universitetshospital fra 2001-2002. I dag er Lars Iversen ansat som professor i dermato-venerologi ved Aarhus Universitet og samtidig som overlæge ved Dermato-venerologisk Afdeling, Århus Universitetshospital.