Alzheimer sygdom er den hyppigste årsag til demens hos ældre og gamle. Demensen skyldes, at nerveforbindelser og nerveceller i hjernebarken går til grunde, formodentlig på grund af, at der sker en ophobning af svært opløselige proteiner i hjernevævet.
Sygdomsforandringerne forårsager også en kronisk betændelsesreaktion i hjernebarken. Den igangværende forskning søger at afdække årsagerne til, at nerveforbindelserne og nervecellerne går til grunde.
Projektet fokuserer på, hvilken betydning serotonin spiller for sygdomsprocessen. Serotonin er primært involveret i signaleringen mellem nerveceller men har også effekt på immunsystemets celler. Perspektivet i forskningsprojektet er at udvikle nye strategier for at hæmme progressionen af Alzheimer's demens.