Overvægt er et stigende problem, men det vides endnu ikke, hvorfor overvægtige udvikler forhøjet blodtryk, sukkersyge, hjertekarsygdomme og fedtleversygdom.

Steen Bønløkke Pedersen fokuserer i sin forskning på sammenhængen mellem ’den milde grad af betændelse’, som man finder i fedtvæv fra overvægtige, og udvikling af de kendte følgesygdomme.

Den nyudnævnte professor håber at kunne forebygge følgesygdommene til overvægt ved at udvikle en metode, der kan hæmme betændelsesreaktionen i fedtvævet.

Steen Bønløkke Pedersen har netop fået 19 millioner kroner fra Statens Strategiske Forskningsråd til kliniske undersøgelser af rødvinsstoffet Resveratrols evne til at hæmme betændelsen i fedtvævet hos overvægtige mennesker. 

Rødvinsstoffet forventes at beskytte overvægtige mod hjertekarsygdomme og åreforkalkning.

I det nye forskningsprojekt vil Steen Bønløkke Pedersen sammen med sine forskerkolleger behandle overvægtige med resveratrol i et år.

Undersøgelserne er en del af et stort forskningssamarbejde med forskere fra både Aarhus Universitet, Aarhus Universitetshospital, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

Steen Bønløkke Pedersen er ansat som professor, MSO i perioden 1/4-2012 til 31/3-2017.