Uffe Bødtger  er samtidig overlæge på Lungemedicinsk Afdeling, Næstved Sygehus. Han er speciallæge i Intern medicin: lungesygdomme i 2010 og nyudnævnt forskningsansvarlig overlæge på sin afdeling.

Uffe Bødtger har tidligere udført både klinisk og epidemiologisk forskning i lungekræftdiagnostik på Gentofte Sygehus og i allergiske luftvejssygdomme på både Rigshospitalet og ved Befolkningsundersøgelsen i Glostrup.

Aktuelt er han med til at opbygge et forskningsmiljø omkring kroniske, luftvejsmæssige infektionssygdomme såsom bronkiektasier og KOL-exacerbationer med invasive undersøgelser og et bredt samarbejde med patologiske, radiologiske, klinisk kemiske og mikrobiologiske afdelinger. Der planlægges et klinisk/immunologisk ph.d.-projekt.

Lungemedicinsk Afdeling i Næstved er en af landets førende afdelinger inden for invasiv lungekræftudredning med over 2000 invasive undersøgelser pr. år. Der planlægges et randomiseret studie indenfor rationel lungekræftudredning i 2012.

Herudover udføres Fase III-lægemiddelafprøvning inden for obstruktive lungesygdomme og pulmonale infektioner.