Systemet spændte ben for fyret kirurg

Der gik nøjagtigt fem dage, fra overlæge og speciallæge i thoraxkirurgi Søren Jensen modtog sin fyreseddel fra Gentofte Hospital for godt et år siden, til han havde sendt en ansøgning til en introstilling i almen medicin.

Med de ganske få stillinger, der findes inden for hjertekirurgien, var Søren Jensen straks indstillet på at skifte speciale, og han kunne godt forestille sig en fremtid som praktiserende læge. Og han fik også den søgte introstilling i en almen praksis i Faxe. 

Søren Jensen er i dag 56 år. Han blev cand.med. i 1981 og speciallæge i thoraxkirurgi i 1998. I forbindelse med sit specialeskifte håbede han, at hans kompetencer kunne blive individuelt vurderet, så han kunne få en passende uddannelse tilrettelagt. 

Kirurgi og medicin indgår som obligatoriske elementer i hoveduddannelsesstillingerne for almen medicin. Og Søren Jensen ville blive nødt til at søge en hoveduddannelsesstilling på lige fod med nyuddannede læger.

Men netop medicin og kirurgi mente han ikke med sin baggrund, at han havde behov for. Derimod var der andre specialer, han gerne ville vide mere om, f.eks. pædiatri, øre-næse-hals og psykiatri.

»Jeg forestillede mig et forløb på 18 måneder på et hospital og 24 måneder i almen praksis. Det ville være et rimeligt og relevant supplement og en passende tidshorisont,« siger Søren Jensen. 

Ingen kunne hjælpe
Men sådan kunne det ikke blive.

»Allerede da jeg var et par måneder inde i min introstilling, skrev jeg til Videreuddannelsescenter Øst for at finde ud af, om jeg kunne få merit,« siger Søren Jensen. 

Det viste sig, at han først kunne søge om merit, når han havde en hoveduddannelsesstilling.

Samtidig viste det sig, at det ville være op til den ledende overlæge på den kirurgiske afdeling, Søren Jensen ville havne på, at afgøre, om vedkommende ville kunne undvære Søren Jensen i en hoveduddannelsesstilling. 

»Så ville det jo ramme afdelingen og vagtskemaet der,« siger Søren Jensen.

Hvis det alligevel skulle lykkes ham at få merit, ville han ikke få nogen anden uddannelse i stedet. Han ville blot få fri i de seks måneder, og det havde Søren Jensen ikke noget ønske om.

»Jeg henvendte mig mange steder for at få hjælp. Mine bekendte, mine nye kolleger i praksis, mine kolleger i introstilling, ja, alle, der kender mig, synes, det er helt vanvittigt, at jeg ikke kunne få merit for min lange erfaring og kompetencer. Men jeg fandt aldrig vejen til den instans, der måske kunne gøre noget, og jeg tror ikke, den eksisterer. Jeg stod meget alene med mine problemer, og jeg var ked af det, især fordi jeg var rigtig glad for den introstilling, jeg var kommet i, og den tutor, jeg var blevet knyttet til. Specialet og min plan om specialeskifte virkede helt rigtig,« siger Søren Jensen, som havde det helt fint med at være i en introstilling.

»Min tutor og jeg kunne hjælpe hinanden meget. Jeg kunne lære ham nogle kirurgiske ting, og han lærte mig en masse andet,« siger Søren Jensen. 

Skuffet tutor

»Jeg er 100 pct. sikker på, at der kunne komme en god praktiserende læge ud af Søren. Jeg er uforstående over for, at han ikke hurtigt kunne få at vide, hvad han kunne få merit for,« siger Peter Jacobsen.

»Personligt er jeg skuffet over, at han ikke kunne få lov til at køre lægevagt, samt at Region Sjælland og PLO ikke er gearet til at få det fulde udbytte af hans kvalifikationer. Det er ikke så mange år siden,  at jeg i det daværende Storstrøms Amt var med til at hente polske læger til Danmark, og da var der ingen grænse for, hvad  amterne ville gøre, for at disse skulle føle sig hjemme. Siden er lægesituationen i praksis i Region Sjælland gået fra slem til meget værre,« siger Peter Jacobsen.

Relevant uddannelse
Søren Jensen lægger stor vægt på, at hans ønske ikke var at blive praktiserende læge på rekordtid, han ville bare have den rette og relevante uddannelse. Derfor fandt han det også komisk, at han som klinisk lektor f.eks. skulle deltage i et kursus i pædagogik.

»Jeg skulle følge alle de obligatoriske kurser, og det er fint nok. Men jeg synes, det var spild af tid,« siger han i dag.

Til sidst opgav Søren Jensen sit ønske om at blive praktiserende læge. Han følte ikke, at han blev taget seriøst, og han kunne ikke leve med usikkerheden om, hvorvidt han overhovedet ville få en hoveduddannelsesstilling. Derfor reviderede han igen sine planer for fremtiden. Da han var overlæge, tog han en diplomuddannelse i ledelse, og med den i hånden  fik han job som klinikchef i det private erhvervsliv i Center for Clinical and Basic Research, der arbejder med kontraktforskning og dokumentation. 

»Jeg var virkelig opsat på at få min egen praksis. Jeg er fleksibel og forestiller mig, at der var mange steder, de ville blive glade for at få en ny praktiserende læge. Og efter at have tilpasset privatøkonomien var tre til fire  år på reservelægeløn og nedsat pension et offer, jeg gerne gav,« siger Søren Jensen.

Kompetencefælden
Han siger selv, at han havnede i en kompetencefælde.

»Det er det, der gør superspecialisering til en erhvervsmæssig risiko. Mine egne kompetencer har fældet mig, fordi jeg ikke kunne få et nyt job inden for thoraxkirurgien,« siger han. 

»Denne risiko bør fagforeningen imødegå for sine medlemmer. Jeg gik ind i thoraxkirurgi i starten af 90’erne, da hjerteplaner blev sat i værk, fordi Danmark var langt bag efter med behandlingstilbud. Nu kan vi så heldigvis se en udvikling, hvor behovet for kirurgi afløses af mindre invasive metoder. Men samtidig er der økonomiske tilpasninger, og der bliver færre afdelinger. I dette scenario klapper fælden, og man må være indstillet på at oparbejde nye kompetencer,« siger Søren Jensen.  

Han efterlyser en stillingtagen til, om man ønsker at give speciallæger mulighed for at skifte speciale i forbindelse med fyringer. 

»Der er mange nye og unge læger på vej i systemet. Hvorfor så investere ressourcer i ældre kolleger? I mit tilfælde kunne min mobilitet være et argument. Ud over at jeg er fagligt dygtig. Men en individuel vurdering og uddannelsesplan er en opgave for de implicerede parter at påtage sig. Der mangler i allerhøjeste grad nogen til at tage vare på denne opgave. Jeg har måske været blandt de første, der kunne tænke sig at skifte speciale, men i et meget dynamisk arbejdsmarked baseret på markedsforhold og driftsaftaler kan der sagtens komme flere,« siger Søren Jensen.

Han klager ikke i dag, for han er yderst tilfreds med sit nye job.

»Jeg fik sparket fra mit gamle job, og det har jeg fået noget rigtig godt ud af. Jeg har fået et godt job, som jeg er virkelig god til,« siger han. 

Han undrer sig alligevel over, at man ikke var interesseret i at holde fast i ham og være med til at bane vej for, at han kunne blive praktiserende læge.

 »Jeg ville kunne arbejde ca. ti år som praktiserende læge, hvis jeg uddannede mig i fem år. Og med al den snak, der er om mangel på praktiserende læger, skulle man tro, at det kunne lade sig gøre. Men jeg blev skuffet,« siger Søren Jensen.